DDFs kommentarer til regeringens udspil til medieforhandlingerne

Hr. statsminister
Poul Nyrup Rasmussen
Statsministeriet
Prins Jørgens Gård 11
1218 København K


27. marts 2000


Kære Statsminister,


DDFs kommentarer til regeringens udspil til medieforhandlingerne

Med dette brev vil Danske Dagblades Forening kommentere regeringens udspil til medieforhandlinger, som Foreningens ledelse nu har haft mulighed for at studere, alt mens de politiske drøftelser af forslaget allerede er blevet intense.

I den forbindelse er det magtpåliggende at pege på, at så store beslutninger, som er under forberedelse, bør have den nødvendige tid og ikke hastes unødigt igennem. Den periode, det kommende forlig skal gælde, er uden mindste tvivl blandt de mest skelsættende i medieudviklingen de sidste 50 år. De forestående teknologi- og medievalgsskift, som langt over halvdelen af befolkningen allerede imødeser og deltager i, rummer vældige udfordringer og risici, ikke blot for statens medier, men for hele mediebilledet, herunder ikke mindst de største aktører, dagbladene, hvis økonomi baseres på forretningsmæssig virksomhed.

I forhold til dagbladene har det først og fremmest været en stor gruppe større og mindre dagblades bud på den fjerde FM-kanal, der har vakt opmærksomhed. Skønt det, som det senere vil blive understreget, naturligvis er væsentligt for DDF at pege på vigtigheden af, at FM-kanalen bliver et dagbladsanliggende, vil det fremgå, at der for dagbladene også er andre meget væsentlige spørgsmål, der vil blive omfattet af medieforhandlingerne. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om public service på Internet.


Dagbladene som nyhedsformidlingens fødekilde

Dagbladene er den væsentligste bidragyder til nyhedsformidlingen i Danmark. Det er de dels i kraft af deres meget store udbredelse – 77% af den danske befolkning læser et dagblad hver eneste dag – dels i kraft af, at de udgør rummet for den kvalificerede offentlige debat og hovedkilden til den nyhedsformidling, som tv og radio står for. Dette har vel enhver, der hører morgenradioavis en fornemmelse af, eftersom denne nyhedsspreder udgør undtagelsen fra reglen om, at Danmarks Radios og TV2s nyhedsudsendelser sjældent krediterer dagbladene for den hovedpart af indslagene, der er inspireret af avisstof. De, der ikke er opmærksomme herpå, vil få indsigt ved at læse vedlagte redegørelse fra professor Anker Brink Lund, Institut for journalistik ved Syddansk Universitet, som for tiden lægger sidste hånd på en uafhængig analyse af nyhedsflowet i Danmark.


Dagbladenes situation og behovet for nye muligheder

Dagbladene er forretningsforetagender, men forvalter ikke desto mindre deres demokratiske samfundsopgave med samvittighedsfuld omhu, idet der i modsætning til, hvad der er tale om på tv-feltet, ikke har vist sig konflikter mellem at levere lødigt avisstof i mængde og at drive virksomhederne på kommerciel basis.

Ved indledningen til medieforhandlingerne, hvor yderligere store beløb ser ud til at skulle tilgå Danmarks Radio og TV 2, kan det undre, at der samtidig anes en udvikling imod en svækkelse af statens hjælpsomhed overfor dagbladene og deres læsere.

Med finansloven for i år blev posttaksterne forøget med en sum, der for dagbladene udgør omkring 25-30 mio. kr. p.a. I Europa reduceres i disse år antallet af lande med 0-moms på avissalget hen imod momsharmoniseringen, som må forventes indenfor en kortere årrække. Sidste år blev eksportmomsordningen for dagblade fjernet, hvilket betød en omkostnings-forøgelse for branchen på over 50 mio.kr., og indenfor de senere år er også lønsumsafgiften for dagbladene stødt til med et årligt provenue på omkring 90 mio.kr. til staten. Alt i alt betaler dagbladene således nu mellem 150 og 200 mio. kr. mere til staten og dens virksomheder end for få år siden. Det svarer til det dobbelte af branchens samlede nettoafkast i 1998, der var knap 90 mio. kr. Inden længe ventes også reglerne for det livsvigtige abonnementssalg pr. telefon strammet. I mellemtiden har statens TV 2-kanal suppleret det indhug på annoncemarkedet, der siden 80’erne er sket gennem tv-reklamen, ved at indlede en massiv offensiv på rubrikannoncefeltet, som udgør et økonomisk kerneområde for dagbladene både på papir og på Internet.

Dagbladene har været gode til at tilpasse sig tidens vilkår, bl.a. gennem omfattende rationaliseringer. Men situationen nærmer sig en grænse, hvilket klart demonstreres af, at branchens samlede økonomiske rest nu er på kun 1 procent af omsætningen.

Derfor er det nødvendigt for dagbladene at finde andre ekspansionsveje end udvikling indenfor den trykte mediesfære, hvor mulighederne er tæt på at være opbrugt.
Dagbladene har derfor næsten alle begivet sig ud i internetaktiviteter og venter sig på længere sigt positive resultater heraf, skønt web-aktiviteterne nu og i de nærmeste år alt i alt ikke forventes at bidrage positivt til bladhusenes økonomi.

Men hvis bladhusene skal konsolideres i en længere fremtid, er det påkrævet, at de i lighed med udenlandske mediehuse kan udvikle sig ud over de kendte rammer og ind i den elektroniske medieverden, der i så høj grad rummer nøglen til fremtiden.


Regeringens udspil til medieforhandlingerne

Foreningen har i medieudspillet særlig hæftet sig ved seks afsnit, som skal kommenteres her:

1. Online tjenester som public service
2. Særlig public service-satsning overfor børn og unge
3. Alternativ til radioavisen
4. Lokal radio og tv styrkes
- afgift på kommercielle radioer
5. DR’s bestyrelse udpeges på samme måde som TV 2’s.
- DR’s konkurrencesituation fordrer professionel bestyrelse
6. Public service råd
- Behandling af programansøgninger til digitale sendemuligheder

1. Online tjenester som public service
Det er med den danske tv-politik gennem mange år med succes lykkedes at fastholde seertalsdominans på tv-området. Det samme gælder for radioens vedkommende.

For online tjenester hviler tanken om at skabe et centralt udbud af public service tjenester imidlertid på en illusion om, at markedet kan styres på samme måde som et analogt tv-og radiomarked kan styres på grund af de begrænsede frekvenstal.

Internet er karakteristisk ved tre ting: Det er økonomisk overkommeligt at lave websteder, der er ingen praktiske grænser for antallet af udbydere og specialiseringsmuligheden er enorm. Samtidig er der total valgfrihed mht. hvilke tjenester, brugeren ønsker at benytte sig af.

Disse ting betyder, at der allerede i dag er et bredt udbud af tjenester, som tilsammen løser et eventuelt behov for public service, både mht. information og underholdning. Dagbladene sørger således allerede nu for omfattende landsdækkende og lokal generel nyhedstjeneste. Og når det kommer til specielle interessefelter er mulighederne legio: Den, der interesserer sig for bestemte smalle musikformer, finder den på nettet i rigere udbud, end det vil være muligt at levere den for Danmarks Radio. Den, der ønsker oplysning om, hvad der er af arrangementer på alle felter i København, finder den i mindst to-tre omfattende generelle oversigtstjenester med uddybende orientering om snart sagt alle de nævnte aktiviteter. Den, der ønsker viden om sin ret og pligt i det sociale system, finder det allerede i dag i nuanceret form på Internet, bl.a. i kraft af regeringens målrettede IT-politik.

Sådan kan man blive ved, og det er umuligt at forestille sig, hvordan selv et behjertet forsøg på at skabe public service gennem DR eller TV 2 finder berettigelse i forhold til omkostningerne. Det vil under alle omstændigheder kun blive et tilbud blandt tusinder af andre.

TV 2 er allerede gået dybt ind i en rubrikannoncering, som ud over et fremtidsperspektiv om at tjene penge ved at være på forkant med private annoncetjenester, eventuelt kan have til formål at skabe trafik på stationens redaktionelle internetsider. Ikke mindst for en såkaldt public service tjeneste vil trafik jo være afgørende for dens berettigelse. Men man må holde sig for øje, at Internet slet ikke er indrettet således, at brugeren ”kommer forbi” andet end det, vedkommende har brug for. Det er således illusorisk at tro, at den, der er i markedet for biler og vil undersøge TV 2’s rubrikannoncer, automatisk skulle interessere sig for eller blot passere TV 2’s redaktionelle netindsats, eftersom hun eller han blot vil markere bilannonce-adressen på sin oversigt over foretrukne netsteder og gå direkte dertil under søgningen.

Men hertil kommer den skadevirkning, som allerede den eksisterende TV 2- og delvis DR-aktiviteter på nettet har for resten af markedet. Dagbladene har som tidligere nævnt måttet leve med, at staten gennem de sidste snart 15 år har stået bag den alvorligste konkurrent på annoncemarkedet, TV 2 Reklame, der ikke blot sender landsdækkende, men også regional reklame. Det forekommer allerede helt urimeligt, at denne konkurrence allerede nu – endda muligvis i strid med loven – er suppleret med gold konkurrence på rubrikmarkedet. Det vil være at føje spot til skade at lade radiofonierne gå ind i konkurrencen med øgede licensmidler, der som sandsynliggjort ovenfor vil være spildt på aktiviteter, som private seriøse virksomheder allerede i vidt omfang forestår.

DDF tager derfor afstand fra, at statens tv- og radioforetagender opererer på internet med annoncer samt at de tilføres yderligere midler til public service aktiviteter.

2. Særlig public service-satsning over for børn og unge
Her skal det blot anføres, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at puljen til forsøg med medieskoler skal videreføres og udvides, med mindre det betyder, at de trykte medier får en fremtrædende plads i skolernes arbejde. Dette er ikke tilfældet i dag, men må være i samfundets interesse.

Der kan i den sammenhæng peges på, at DDF gennem en menneskealder har arbejdet med projektet ”Avisen i Undervisningen” over for skoleverdenen. Men det er ikke lykkedes at få indplantet avisen som obligatorisk element i børne- og ungdomsundervisningens lovrammer, skønt de elektroniske medier har denne komfortable status.

3. Alternativ til radioavisen
”Der er behov for et alternativ til DR’s radioavisen. Den konkurrence, der blev indført på tv-området for godt 10 år siden, vil også på radio-siden styrke mangfoldigheden i nyhedsformidlingen til gavn for demokratiet.”

Dette citat fra regeringens forslag til medieaftale er DDF enig i, særlig hvad angår det første punktum. Hvad eftersætningen angår kan der føres lange diskussioner om, hvorvidt konkurrencen mellem DR og TV 2 har opfyldt de positive forventninger, der lå bag monopolbruddet i 80’ernes slutning.

Hvorom alting er, betød opbygningen af TV 2 som statsejet virksomhed, at særligt dagbladene blev pålignet konkurrence på annonceområdet. Ved opbygningen af den fjerde radiokanal, der må formodes at komme til at betegne vendepunktet for den hidtil meget spagfærdige radioreklame i Danmark, forekommer det derfor naturligt at overlade den til kræfter i avisbranchen, som på den ene side har lidt mest under tv-reklamen, og på den anden side sidder inde med så omfattende et redaktionelt potentiale, at det er second to none i det danske mediebillede.

Her er det samtidig vigtigt at understrege, at den såkaldte femte radiokanal er langt mindre interessant for dagbladene end den fjerde. Det skyldes både den femte kanals begrænsede rækkevidde i forhold til danske lokalsamfund og det forhold, at den først kan være i drift om op mod et par år. Det vil nemlig være for sent, hvis dagblade som landsradioudbydere skal få sikkert lyttermæssigt og dermed økonomisk fodfæste.

Men endnu vigtigere er det, at regeringens erklærede ønske om konkurrence og fornyelse snarere vil kunne opfyldes af en branche, hvor professionalismen også er til stede, men hvor radiomediet i højere grad end for en elektronisk nyhedsorganisation vil være en dugfrisk og udfordrende nyhed

DDF skal i korthed understrege, at Foreningen som sådan ikke tager stilling til, hvilke dagblade, der i givet fald bør inddrages i radiodriften.

4. Lokal radio og tv styrkes – afgift på kommercielle radioer
Regeringens medieudspil omfatter en beskatning af de kommercielle lokalradio og -tv stationer, der deltager i networking-samarbejde, med et planlagt provenue på 30 mio. kr.

Dagbladene må modsætte sig denne diskrimination af forretningsmæssig program-virksomhed i forhold til anden programvirksomhed, som også vil ramme en række dagbladsdrevne radio- og tv-aktiviteter.

5. DR’s bestyrelse udpeges på samme måde som TV 2’s – DR’s konkurrencesituation fordrer professionel bestyrelse
DDF finder, at de foreslåede nye retningslinjer for udpegningen af DR’s bestyrelse indebærer risiko for, at det markedsorienterede element, der allerede i dag er tydeligt i DR’s programpolitik på tv-området, kan blive forstærket og derved komme i konflikt med den public service forpligtelse, som er DR’s eksistensberettigelse.

6. Public service råd – Behandling af programansøgninger til digitale sendemuligheder
Foreningen er skeptisk overfor planerne om at lade et nyoprettet såkaldt uafhængigt Radio- og tv-nævn behandle programansøgninger til de kommende digitale sendemuligheder. Den digitale teknologi vil netop skabe store muligheder for at komme ud af den spændetrøje, som den analoge teknologi udgør mht. antallet af kanaler. Der bør overvejes andre muligheder end et smagsdommerpanel ved fordelingen af de mange kanaler i en digital fremtid.

- - - - -


Afslutningsvis skal Foreningen anføre, at medieforhandlingerne både rummer mulighed for at fremme og for at svække den private medievirksomhed i Danmark.

En stigende kommercialisering af public service stationerne tjener for tiden det formål at gøre det muligt for staten at finansiere sin medievirksomhed, men omkostningen er, at den konkurrencemæssige situation for de frie medier bliver stadig mere forvredet og vanskelig og svækker en sund økonomisk udvikling af bl.a. dagbladene.

Der er gode argumenter for at styrke public service indenfor medieformer, hvor der er knaphed på kanaler, dvs. indtil videre på radio- og fjernsynsområdet, dog under ingen omstændigheder på Internet. Men styrkelsen af de nødvendige public service medier må i nationens og demokratiets interesse ske på en måde, så andre vigtige medieformer får fundament og rum til en sund udvikling også ind i den digitale fremtid.

DDF udbygger gerne sine synspunkter ved et møde eller på anden måde.

Med venlig hilsen
Danske Dagblades Forening


Jens Stampe Ebbe Dal
Formand Adm. direktør




Bilag: Notat af 21. januar 2000 fra professor Anker Brink Lund, Syddansk Universitet.



Kopi: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen
Medieordførerne