Formandens mundtlige beretning 2009-10
Hvad solskin er for det sorte muld
’er sand oplysning for muldets frænde.
Det skrev Grundtvig i 1853 i sin sang, der var digtet til en skoleindvielse, og siden vistnok var standard til de fleste af den slags begivenheder for år tilbage. Muldets frænde er jo os mennesker, som er kommet af jord og skal blive det igen, og jeg skal ikke gå ind i noget, der ligner fortolkning af en gammel klassiker. Men ”Sand oplysning”. Det er en god brok!!
Der er andre gode brokker: Nordjyske Stiftstidende har f.eks. ofte nævnt det, der allerede i 1767 stod i førsteudgaven som avisens mission, nemlig ”at nytte og fornøje”. Allerede de første dagbladsudgivere havde underholdningsmomentet for øje. Senere, gennem 1800-tallet opstod magasinpressen med dette felt som speciale, men de får nu i dag – lige så lidt som tidligere – lov at have det for sig selv. Nytteelementet var heller ikke en avisspecialitet, for ud over bøgerne opstod også igennem 1700-tallets oplysningstid en mængde tidsskrifter og, hvad vi i dag ville kalde, fagblade. Lige så lidt som ugebladene får lov at have det fornøjende for sig selv, får fagbladene lov til at have nytten for sig selv. Kombinationen af at ”nytte og fornøje” er stadig i høj grad et avis-karakteristikum, selvom der i de sidste hundrede år er opstået andre brede medieformer, som kan begge dele.
Men ”sand oplysning for muldets frænde?”. Er det – undskyld Nordjyske – nok at ”nytte og fornøje”? Politiken tog som bekendt livtag med det i et af sine første slogans: ”Organet for den højeste oplysning”. Det er nu – undskyld Politiken – måske nok liiige at stramme den. Men ok, der er andre gode: Aktuelt havde engang ”Man kan ikke være venner med alle”, og det var jo i en eller anden forstand nok et brugbart fortolkningsbidrag til spørgsmålet om, hvad der er ”sand oplysning”.
Mange slogans har koncentreret sig om at karakterisere avisen i forhold til konkurrenter. En avis finder sig selv levende, en anden, at den er ”den mindst ringe”, en tredje mener at være ”Danmarks internationale avis” og én sågar at være ”den mest citerede”. Ja, et agtet medlem er endda ”Danmarks røde dagblad”. Men en del vælger i markedsføringen den vej, hvor man mere generelt karakteriserer mediet:
”Tør, hvor andre tier” kan selvfølgelig godt for-stås i forhold til netop Ekstra Bladet, men også – und-skyld, Ekstra Bladet – bruges generelt om pressen og dens ide, og her har vi nok endnu et fortolkningsbidrag til avisen som ”sand oplysning”.
Det samme er et forladt slogan som ”Ord, der fører til noget” og et andet fra samme avis ”Det daglig forspring”. Selvfølgelig kan begge godt ses som forsøg på at lægge afstand til konkurrenter, men de to slogans rummer også en generisk karakteristik af den gode avis.
Så for at samle op: En avis er altså ”ord, der fører til noget”, fordi den ”tør, hvor andre tier”, selvom man derved ”ikke kan være venner med alle”. Den giver dermed ”det daglige forspring”, og danner i høj grad grundlag for – om ikke ens ”tro” – så dog ens ”etik og eksistens”. Måske er avisen med så mange centrale egenskaber alligevel ”sand oplysning”. Med alle avisens fejl er den i hvert fald det medium, der kommer tættest på.
Grundtvig var andet end digter. Han var også politiker, om end uden meget politisk forståelse og uden at være nem at placere, og ikke alt, hvad han har gjort er lige godt. Havde Grundtvig levet endnu havde mange, men ikke alle, vore medlemmer nok en høne at plukke med ham om hans indflydelse på danskeres opfattelse af EU.
Men vi skylder som branche manden uhyre me-get, og bør starte med at se tilbage på ham som en, der på sin egen person oplevede den censur, som vi i dag begræder at se over hele verden. Fra 1826 til 1837, i samfulde elleve år, var Grundtvig under politicensur. Under hans lange fravær fra præstegerningen besøgte han – paradoksalt nok støttet af den gamle enevældige konge, Frederik VI, – England tre gange og blev her stærkt grebet af landets demokratiske styreform og den deraf følgende frihed.
Det var efter den tredje rejse, han formulerede sit berømte maxime ”Menneske først og kristen så”. Der er mange tolkninger af det, men helt grundlæggende var det afgørende ved sin betoning af det dennesidige, det jordiske liv. De engelske erfaringer gjorde det klart for Grundtvig, at den demokratiske bevægelse var hans sted at være, og han blev i 1848 medlem af den grundlovsgivende rigsforsamling.
Hans personlige mærke på grundloven er paragraf 65, der siger ” I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang”, et synspunkt, som bestemt ikke var nemt at kæmpe ind i 1849. Grundloven som helhed måtte han dog stemme imod. Den var ham ikke demokratisk nok! Grundtvig var bl.a. imod tokammersystemet og ønskede kun et Folketing.
Når vi i ser ud over det landskab af problemstillinger, som DDF har arbejdet med i det seneste år, er vi tæt på Grundtvig.
Uanset alle økonomiske overvejelser er det vigtigste, vi bruger kræfter på, at forsvare den ytringsfrihed, han måtte lide for – i vores tilfælde er det jo mest ytringsfrihed i form af pressefriheden, der er central.
Vi har netop i denne måned set refereret, hvordan generalsekretæren for de islamiske landes samarbejdsorganisation, OIC, har kritiseret den danske regering for, at den ikke har stoppet Flemming Roses bog ”Tavshedens tyranni”. I DDF har vi æren af at repræsentere 11 dagblade i sagen over for de 94.000 efterkommere med Faisal Yamani som advokat. Her er der ikke noget med menneske først, men derimod et mørkt og ubehageligt angreb baseret på forestillingen om tolket religiøsitet frem for menneskelig rimelighed. Sagen er ikke løst endnu, men kommer dog vel videre i vinter.
Ikke blot Grundtvigs ”Menneske først og kristen så”, men også den paragraf om offentlighed i retsplejen, som han fik ind i grundloven, er aktuel. I mange år har vi ventet på en undersøgelse af udbredelsen af dørlukning, navneforbud og referatforbud, og til overflod fik vi også pludselig problemer med at sende vores redaktionelle stof fra retssalene, da man af hensyn til risikoen for, at vidner skal blive påvirket af andre, sidste år lukkede for al elektronisk kommunikation ud af retslokalerne. Endelig er vores jounalistiske muligheder på boligområdet blevet ramt hårdt af den digitale tinglysning de sidste par år.
Undersøgelsen af navneforbud og dørlukning har vi nu fået lovning på, idet retsplejerådet vil interessere sig for sagen i den kommende vinter; det er da en begyndelse og tilmed meget vigtigt, for fra redaktører over hele landet forlyder det stort set enstemmigt, at disse instrumenter til begrænsning af indsigt bruges stadig flittigere af retterne.
Kommunikationen ud af retslokalerne ved hjælp af digitale hjælpemidler skulle som sagt også vise sig at blive et problem; men dér har vi i Danske Mediers Forum, hvor DDF har sekretariatsopgaverne, fået en udmærket løsning, som er trådt i kraft i vinter. Medierne har simpelthen fået en særlig tilladelse til alligevel at sende digitale meddelelser fra retten.
Tinglysningsskandalen har været tæt fulgt af medierne, og så omfattende har problemerne været, at vi som forening kun dårligt har kunnet få de ansvarlige til at kommunikere med os om sagen. Vi er derfor endnu ikke nået til nogen løfter om, at man som redaktion vil kunne få de gammelkendte muligheder for at skrive om, hvad der bliver solgt og købt af ejendomme i dækningsområdet. Modsat i de gode gamle Statstidende-dage kan oplysning kun fås i småbidder og mod betaling. Det er ikke en holdbar tilstand. Her er en sag, som vi arbejder videre på, og vi helmer ikke før vi har samme muligheder som før for at følge boligmarkedet journalistisk.
På et andet sted har vi haft mere medløb, selvom også det forløb har været langt, nemlig i spørgsmålet om som medier at have adgang til u-anonymiserede retslister på nettet. Her er afgivet mange løfter, men vi har ikke set løsningen endnu.
Lad mig sige det med vægt: Alle disse besværlige forhold omkring offentlighed i retsvæsenet er ganske simpelt utilfredsstillende, når man har haft Grundtvigs offentlighedsparagraf i Grundloven i snart seks menneskealdre, uændret af alle tre grundlovsrevisioner.
Også et andet område af offentlighedslovgivnin-gen er som bekendt på vej. I disse dage ventes forslag til lov om offentlighed i forvaltningen fremsat. På den mest absurde måde har vi i den forløbne måned skulle skrive høringssvar om de konsekvensændringer i forvaltningsloven, som den nye offentlighedslov vil medføre, selvom vi ikke har set forslaget til offentlighedsloven endnu.
Det forekommer som om vore gode og ellers normalt hjælpsomme embedsmænd i Justitsministeriet har fået opbygget et rigtigt dårligt forhold til offentlighedsloven, og der kan nok ses frem til en vanskelig politisk proces omkring gennemførelsen efter det kommissionsarbejde, som DDF har engageret sig så meget i gennem hele otte år.
Mens Grundtvig ligger og roterer i sin grav i Køge Ås, må vi vende os mod et andet sted, hvor han danner forudsætning.
Grundtvig er også folkeoplysningens fader, og der er næppe tvivl om, at det gamle gråskæg ville have været begejstret for Danmarks Radio som platform for folkeoplysning. Hele ideen med statens erobring af radioen i tyverne og fastholdelse af monopolet til sene tider har i høj grad baggrund i folkeoplysningstanken. Om Grundtvig havde syntes om monopolet er sikkert højst tvivlsomt, og om hans begejstring havde omfattet X-faktor, kan man vel spørge om. Derimod er der grund til at tro, at han ville have syntes om tanken om, at en test af ,hvilken værditilvækst en ny DR-tjeneste kan tilføje det danske samfund, ville have været fornuftig.
Det syntes forligspartierne heldigvis også, da der i foråret blev taget stilling til de næste års radio- og tv-politik. Det skete beklageligt nok i et smalt forlig, som ikke omfatter de store oppositionspartier. Imidlertid blev værdi- og markedstesten, som vi i DDF har været meget optaget af, sikret, og den må på grund af EU-reglerne antages at forblive sikret, selvom en mulig ny regering måtte beslutte at bryde forliget op igen. Efter alt at dømme var det pengene til DR og den nye anvendelse af den ene landsdækkende kanal, der skilte parterne, da det brød sammen i foråret. DDF har forholdt sig positivt til privatiseringen af det, der for tiden kaldes for ”Radio Møller”, eftersom der kan være sandsynlighed for, at den kan tænkes at komme et eller flere bladhuse til gode. Endnu forekommer det dog ret uklart, hvor sagen ender, eftersom de økonomiske vilkår og rammer ikke fremstår som afklaret. I den mere traditionelle afdeling er der den gevinst i forliget, at de mange lokalradioer, som i stort omfang drives af dagbladene, fik en lang tidshorisont på fem år for sendetilladelserne på FM-båndet. Det giver arbejdsro og udviklingsmuligheder.
Arbejdsro er også hvad vi tilstræber at få i relation til det mediepolitiske stof, der trods alt er afgørende for os, nemlig subsidierne til dagbladene.
DDFs mediepolitiske oplæg blev udgivet for et lille års tid siden, kort efter at Anker Brink Lund og Rambølls rapport om mediestøtten blev publiceret. Vores mediepolitiske oplæg var resultatet af et langt og særdeles godt samarbejde i bestyrelsen om at finde et standpunkt, som på den ene side i øjeblikket sikrede de eksisterende ordninger, men på den anden side åbnede for den revision, som vi vel til syvende og sidst i løbet af en årrække selv vil efterspørge, jo mere vores medievirksomhed digitaliseres.
Oplæggets kerneindhold er kendt af alle her: Fastholdelse af 0-momsen, fastholdelse af distributionsstøtten i den kendte form i den næste forligsperiode, men med accept af, at vi vil være klar til at drøfte ændringer dérefter; og endelig lempelse af fordelingskriterierne for dagbladsnævnet, så digitale medier med indhold, der har dagbladskvaliteter, kan tilgodeses. Hvad angår distributionsstøtten har vi ønsket, at gratisaviserne tages ud af ordningen. Hvis det ikke er muligt, har vi peget på muligheden for at tilføre hovedordningen flere midler, når overgangsordningen efter planen ophører med udgangen af 2011. Vi har siden også peget på en anden mulighed, nemlig at der indføres en regel, så kun et abonnement pr. adresse kan få tilskud. Det vil betyde en meget væsentlig reduktion af gratisavisernes tilskud, der for tiden er på to gange sytten millioner til hhv. 24 timer og MetroXpress. Urban har ikke søgt.
Nu var den forudsætning, vi arbejdede med, jo, at dagbladene fremover ville være med i det samlede medieforlig. Men her overraskede den tidligere kulturminister Carina Christensen med at sige, at regeringen simpelthen havde til hensigt at lade være at blande pærer og æbler. Dét, et medieforlig handler om, er radio- og fjernsynsloven, og dagbladenes støtteordninger ligger simpelthen et andet sted, hvor forhandling ikke kræves med jævne mellemrum. Imidlertid sagde allerede Carina Christensen det samme, som Per Stig Møller nu har sagt som ny kulturminister, at der jo på et tidspunkt må drøftes. Vi har en fin dialog med ministeriet om sagen, og en optimistisk tro på, at der ikke vil blive hevet noget ned over hovedet på os med det første. Før den nye filmlov er på plads, regner vi i hvert fald ikke med, at man kaster sig over dagbladenes støtteordninger.
Jeg har været inde på de redaktionelle rammevilkår i form af pressefriheds- og offentlighedsspørgsmålene, og på de økonomiske rammevilkår i form af mediestøtten. Til disse vilkår hører i høj grad også distributionsområdet, og det, staten har med dette felt at skaffe, er jo alt, hvad der vedrører Post Danmark. Dette foretagende, som vores branche har elsket at hade i snart tre århundreder, spillede jo med musklerne, da den gamle distributionsstøtte blev afløst, og realiteten er, at de ved den såkaldte markedstilretning af priserne i den forbindelse høstede 100 mio. kr. om året af det støttebeløb på 350 mio. kr. som det var meningen, vi skulle bevare. Nu står det tidspunkt for døren, hvor Post Danmarks lovbetingede monopol på brevposten vil blive afløst af et faktisk monopol, godt hjulpet af politikerne, der på forhånd har sikret, at det er Post Danmark, der beholder befordringspligten i tre år efter nytår, hvor monopolet ophører. Alene dette er jo en handling, som er diskutabel, men den har vi nu valgt at lade ligge. Der er sekundære kampe, der er for store til, at vi skal tage dem.
Den vigtigste kamp i relation til lovforslaget er netop vundet. Her umiddelbart forud for generalforsamlingen har transportminister Hans Chr. Schmidt været så venlig at bidrage til festen ved at skrive til os og vore medkæmpere i Ugeaviserne, Specialmedierne og Magasinpressen, at en befordringspligtsfond for blade og aviser, som ellers var med i oplægget, er blevet taget ud af lovforslaget. Det er jo bragende godt. Til gengæld kommer vi nok til at leve med, at der bliver tilladelse til, at den, der har befordringspligten, kan arbejde med geografisk diffe-rentierede priser. Vort distributionsudvalg, som har arbejdet ihærdigt med lovforslaget og gjort en god og samlet indsats i så henseende, har vurderet, at dette punkt kan vise sig at være uvæsentligt, eftersom det formentlig vil være meget svært for Post Danmark at dokumentere særlige omkostninger til de lange ruter. Det lykkedes ikke for det svenske postvæsen i samme situation, og de ved om nogen, hvad en lang postrute er!
Lange ruter er ikke problemet, når vi kommer til de digitale medier. Her er det helt andre problemstillinger, vi taler om, selvom der selvfølgelig er et uløftet problem i teleoperatørernes betydelige økonomiske rolle i forholdet mellem medierne og deres brugere.
Foreningens opgaver i relation til nye medier har i det seneste år været koncentreret om to områder, ophavsretten og den nye platform, tablet’en.
På ophavsretsområdet har vi jo nu en lang tradition for en nidkær forvaltning af de digitale rettigheder, som har resulteret i, at der finder meget lidt misbrug sted af dagbladenes indhold på websitene. Bestyrelsen havde for nylig lejlighed til at møde direktøren for den frankofone belgiske dagbladsorganisation, der som den anden frontrunner i det europæiske dagbladsmiljø har været meget flittig til med succes at gå ret op imod Google og andre misbrugere på nettet. Det var en god oplevelse at se, hvordan vi ikke kæmper alene, men derimod gennem vores europæiske organisation ENPA og også verdensorganisationen WAN-IFRA har et vigtigt netværk at samarbejde med om at holde misbruget af det redaktionelle stof stangen. Som bekendt var en resolut indgriben fra DDFs side årsag til, at vi for nogle år siden undgik, at Google News startede i Danmark, og det er den samme problemstilling, der arbejdes med i Belgien.
I år har vi i DDF haft to vigtige sager på området. Den ene er den lange sag om Infopaq, der startede i 2005. Den føres jo både i Sverige og Danmark. I Sverige ventes der for tiden på, at Højesteret her i Danmark skal få den videre fortolkning af EU-direktivet om ophavsret i infor-mationssamfundet, som retten har bedt om for at kunne dømme i sagen. Vi kan formentlig først vente, at Højesteret afgør sagen i det nye år, hvorefter vi må se, hvad der sker i Sverige.
En anden sag kom til afslutning i marts. En ny virksomhed ved navn AidOnline tilbød et stykke software, som efter download til en brugers pc automatisk fjernede bannerannoncer på dagbladenes websites og i stedet viste annoncer for udvalgte velgørende organisationer. Provenuet blev delt mellem disse og AidOnline.
DDF fik i september 2009 nedlagt fogedforbud mod tjenesten, som krænkede dagbladenes ophavsret til hjemmesiderne. Under den følgende justifikationssag blev sagen forligt i marts 2010, da AidOnline anerkendte DDF’s påstande i sagen, betalte et mindre beløb i sagsomkostninger og derefter lukkede selskabet. Medens internettjenesterne jo snart har været aktive i en halv menneskealder, er der mere hype omkring tablet’en, mest kendt i den udformning, som Apple har givet den under navnet iPad.
Det er karakteristisk for udviklingshastigheden, at jeg i sidste års beretning ved generalforsamlingen ikke mælede et ord om denne nye platform. Det var nu ikke, fordi der ikke var opmærksomhed omkring fænomenet, men vi havde på det tidspunkt kun set eksempler på den mere primitive e-reader. Ældre folk på egnen kan huske, at vi skal mere end tyve år tilbage til de første ideer, men mere konkret 16 år bagud til Knight-Ridder Newspapers første tablet, som blev stærkt studeret og omtalt, men aldrig markedsført, men ikke desto mindre forudsagde den virkelighed, vi nu er midt i.
Havde jeg sagt noget om tablets sidste år, havde det faktisk nok stadig været noget med at varsle, at vi nu var tæt på det device, som havde potentialet til at afløse avisen. Her et år efter har vi været en erfaringsrejse igennem, som næsten er uden sidestykke. Vi har først set e-readeren få baghjul af iPaden i februar. Siden er mange tabletmodeller fulgt efter, og i dag er vi på det rene med, at der tilsyneladende alligevel kun er tale om endnu en platform for nyhedsformidling og underholdning mellem så mange andre.
Men at det bliver en vigtig platform er vel uomtvisteligt, og det, som bl.a. er særligt ved den, er de forhåbninger, som vi knytter til den med hensyn til at få den til at betegne gennembrud for betaling på nettet.
Disse forventninger gjorde det naturligt for bestyrelsen at iværksætte en større undersøgelse af den nye medieplatforms muligheder. Med projektansættelsen af David Beckmann, som mediekonferencens deltagere mødte i går, fik vi mulighed for at få beskrevet situationen og mulighederne på det nye marked. Det kom der en særdeles læseværdig rapport ud af, som blev udsendt til alle dagbladene i sommer. Det blev dog ikke til en opfølgning i form af produktion af prototyper eller andre forsøg. Dertil har konkurrencen vist sig for intens. Men der er indgået aftale i bestyrelsen om, at der ved fastholdelsen af det arbejdsudvalg, som dannede backing group for projektlederen, skal bevares for at udveksle erfaringer og synspunkter på nogle områder, bl.a. betalingssystemer. Der er for mig at se ikke tvivl om, at en vigtig del af vores digitale fremtid kommer til at foregå på tablet og også på mobilen, og at det er afgørende vigtigt, at vi ikke lader os friste til at levere gratis applikationer til dem. I den forbindelse har vi i bestyrelsen bestemt os til at gå hårdt op imod TV 2/Danmark, der er begyndt at markedsføre gratis apps. Det er undergravende for markedet, og vi vil gå meget langt for at få forhindret, at denne praksis hos TV 2 får lov at blive videreført.
Med alle de store problemer, vi har med fald i oplaget og læsningen og annoncerne på det trykte område, og de bl.a. forretningsmæssige og ophavsretlige udfordringer på det digitale felt, må vi dog ikke glemme, hvad vi startede med:
En avis er ”ord, der fører til noget”, fordi den ”tør, hvor andre tier”, selvom man derved ”ikke kan være venner med alle”. Dét giver ”det daglige forspring”, og danner i høj grad grundlag for – om ikke ens ”tro” – så dog ens ”etik og eksistens”. De egenskaber – der tilsammen udgør fundamentet for læsernes tilværelse som ansvarlige og deltagende borgere – tror jeg, det er alle vore medlemsvirksomheders langsigtede mål at fastholde – uanset hvilke medier, der skal bære budskaber og debat i den uoverskuelige fremtid.
Det samme mål er derfor også Danske Dagblades Forenings. Vi arbejder med det på mange leder, herunder også i Avisen i Undervisningen, som oplever stabil interesse for Skriv til Avisen-konkurrencen og for avisugen, de to aktiviteter, som i dag udgør hovedopgaverne for AiU.
Men i relation til indholdet af dagbladshusenes medier kan Foreningen kun hjælpe, og – hjælper heldigvis som regel med en vis succes – til at påvirke regelværket omkring dagbladene og berede deres vej redaktionelt og forretningsmæssigt. Foreningens opgave stopper før indholdet, for det er den enkelte redaktørs og det enkelte blads eller medies ansvar. Men Foreningen har derefter også en vigtig opgave i at forsvare, hvad der publiceres i dagbladenes medier.
Det er en opgave, som kræver Gefühl. I nogle tilfælde må DDF indskrænke sig til at forsvare retten til at publicere det indhold, der nu er til debat, uden at forsvare den aktuelle redaktionelle disposition. Det gælder særligt, når der i medlemskredsen kan konstateres uenighed om, hvorvidt en redaktionel handling har været velvalgt. Dette var f.eks. situationen, da Jyllands-Posten for nu fem år siden publicerede Muhammed-karikaturerne. Da skrev og talte foreningen klart til forsvar for retten til dispositionen, medens spørgsmålet om den redaktionelle berettigelse ikke kunne kommenteres.
I det seneste år har der nok været større offentlig debat om mediernes indhold og ikke mindst den journalistiske vinkling, end vi har været vant til. Diskussionen om navneforbud i sagerne om ”jetsetdronningen” og ”Maria-sagen” er alment kendt, og mange andre historier har været til sommetider endda højlydt debat i offentligheden.
Nogle sager eller aspekter af sager kan Foreningen som sagt ikke gå ind i, og i de aktuelle sager har DDF f.eks. ikke forholdt sig til om den redaktionelle behandling var mere eller mindre rigtig i det ene eller det andet medie. Til gengæld har vi både i samtaler med politikere og i den professionelle debat – med Redaktionelt udvalg som sparringsforum – stået på mål for den gode grundtvigske tanke om, at navneforbud som udgangspunkt må være en undtagelse fra reglen om offentlighed i retsplejen. Flere politikere og selv Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles Oluf Jørgensen slog i debatten til lyd for, at man skulle gøre navneforbud generelt, for først derefter i almindelighed at ophæve dem, altså en vending på 180 grader fra det nuværende princip. Vi har ikke hørt så meget til sagen derefter, men det er et spørgsmål, som vil dukke op igen.
Diskussionen om den redaktionelle kvalitet og adfærd er i dag i høj grad en del af den interne debat i vores kreds, og det er meget positivt, at selvkritikken også har fodfæste mellem os. Dette ses i høj grad i Redaktionelt udvalgs diskussioner og ligner en positiv nyskabelse.
Med alle avisens fejl er den imidlertid utvivlsomt det medium, der kommer tættest på at leve op til Grundtvigs forestilling om ”sand oplysning for muldets frænde”. Gid vi må have talent og muligheder for at fastholde dette prægtige medie som vore virksomheders grundlag i de kommende år og at forstå at overføre flest mulige af dets eminente egenskaber til de øvrige medieformer, som i dag er blevet vores.
Må jeg afslutningsvist sige, at en meget væsentlig årsag til, at det trods udfordrende år for branchen går godt i DDF, er, at der i bestyrelsen er et særdeles godt, bravt og muntert samarbejde både indbyrdes mellem medlemmerne og med DDFs direktion og administration i øvrigt. Det vil jeg gerne takke for.
Bestyrelsen har imidlertid drøftet, om ikke forbindelsen til bladhusenes ledende medarbejdere ikke desto mindre er blevet svagere i de seneste år. Det er jo meget godt at have en forening, men den taber nogle muligheder på gulvet og udnyttes ikke nok, hvis den er elitær og ikke i høj grad har kontakt til andre i branchen end lige topfolkene.
Det er meget, meget positivt, at vi trods trange tider i år har fået over 130 deltagere i vores mediekonference, men vi må også se i øjnene, at den begivenhed i modsætning til tidligere er den eneste større konference, Foreningen laver i vore dage. Med DDFs og de øvrige Foreningers nye websites, som er introduceret i år og efterhånden trimmet og kørt på plads gennem de første måneder, står vi i dag med et langt bedre informationssystem til virksomhederne og omverdenen end førhen. Vi har også i de seneste år udgivet en del publikationer, som fortjener et bredt ledelsespublikum i vores branche. Og vi har meget dygtige og erfarne jurister og andre sagsbehandlere, som meget gerne vejleder, f.eks. om f.eks. redaktionelle juridiske eller ophavsretlige spørgsmål. Ja, hvorfor f.eks. ringe til Oluf Jørgensen, når man kan ringe til ophavsrettens fremmeste og i vores europæsike forening meget anerkendte forsvarer, Holger Rosendal, eller et af de skrappeste og mest produktive elementer i baglandet for offentlighedskommissionen, Christina Moshøj. Og hvorfor ikke som distributionsmand få et godt råd hos Adam Rue, der både har brancheerfaring og står i direkte forbindelse med alle instanser omkring Post Danmark, herunder Transportministerium, trafikordførere og Trafikstyrelse?
I dag har vi færre udvalg og dermed færre direkte engagerede i DDFs og DMAs arbejde. Foreningen vil i den kommende vinter arbejde målrettet med at skabe større opmærksomhed om sit virke og om DDF og DMA som helhed gennem besøg i alle virksomhederne. Det er meningen, at opfordre jer, der er adm. direktører og chefredaktører, til at samle jeres ledelsesgruppe i et par timer, hvor foreningernes ledelse og nogle af sagsbehandlerne fortæller om arbejdet. Bestyrelsen håber på den måde at skabe opmærksomhed omkring Foreningens store indsats også i de næste ledelsesniveauer, ligesom det var engang. Alle virksomhederne vil få en henvendelse herom inden jul med henblik på et arrangement i vintermånederne
Så om vi så langt. Jeg vil gerne afslutningsvist takke direktionen og medarbejderne i foreningen for et godt og meget engageret stykke arbejde også gennem det seneste foreningsår. Men i år vil jeg gerne give en særlig tak til én, der i så høj grad har personificeret foreningen gennem årtier. Lilja Vestergaard forlader 8. december DDF efter ikke mindre end 36 år som sekretær og de sidste mere end 30 år som direktionssekretær. Der er grund til ved denne lejlighed at sige Lilja tak for en kæmpe arbejdsindsats for bestyrelse og direktion, en indsats, der rækker helt tilbage til før DDF-systemet i 1977 i grundtræk blev sammensat, som vi kender det i dag.
Dette DDF-system har atter i år vist sin smidighed og gennemslagskraft. Der er også nok at se til for Foreningen i det nye år, som vi er i fuld gang med. Sådan skal det være, og sådan er det i vores branche, hvor vi trods alle forskelle og interessemodsætninger er dygtige til at stå sammen.
Tak for ordet og alt godt.
