Vedtægter for Dagspressens Fond

Oprettelsesdato 22. januar 2006

1. NAVN, STIFTERE OG HJEMSTED
1.1 Fondens navn er "Dagspressens Fond".

1.2 Fonden er en sammenlægning af Dagspressens Fond, stiftet i 1977 af Danske Dagblades Fællesrepræsentation ved overgangen til Danske Dagblades Forening, og Redaktør Chresten Brixtoftes Mindelegat, stiftet i 1961 af Organisationen af Bladudgivere i Provinsen.

1.3 Fonden har hjemsted i Københavns Kommune.

2. FORMÅL
2.1 Fondens formål er at yde økonomisk støtte

(a) til uddannelse med henblik på virke for den danske dagspresse og dermed beslægtet virksomhed til institutioner, foreninger, bladvirksomheder og enkeltpersoner,

(b) til videnskabeligt arbejde eller indsats af lignende karakter med henblik på dagspressens virksomhed til institutioner, foreninger, bladvirksomheder og enkeltpersoner, og

(c) til gennemførelse af studierejser for personer, der virker indenfor den danske dagspresse.

2.2 Herudover kan fonden yde støtte til andre almennyttige formål i forbindelse med den danske dagspresse, ligesom fonden ved uddeling af hædersgaver kan opmuntre danske eller udenlandske foreninger, institutioner og enkeltpersoner, der har udmærket sig i den frie presses tjeneste.

2.3 Fonden kan i øvrigt søge sine formål realiseret  ved kontakt med myndigheder, institutioner og enkeltpersoner for at sikre anvendelse af fondens midler på den bedst mulige måde.

3. FONDENS KAPITAL
3.1 Fondens grundkapital udgør kr. 4.014.463 hidrørende fra de sammenlagte fonde, jf. punkt 3.2.

3.2 Ifølge de sammenlagte fondes sidste årsregnskab pr. 30. juni 1991 udgjorde Dagspressens Fonds bundne kapital kr. 3.999.463 og Redaktør Chresten Brixtoftes Mindelegats bundne kapital kr. 15.000.

3.3 Fondens midler anbringes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for anbringelse af fondsmidler.

4. BESTYRELSE
4.1 Fondsbestyrelsen består af syv medlemmer.

4.2 Københavns Redaktørforening, Foreningen af Den konservative Presse i Danmark, Foreningen af Venstreblade i Danmark, Venstres Redaktørforening og Den radikale Venstrepresse udpeger hver et medlem. Danske Dagblades Forenings bestyrelse udpeger to medlemmer af sin midte. Såfremt en eller flere af de nævnte redaktørforeninger og dermed deres bestyrelsesposter bortfalder, udpeger Danske Dagblades Forenings bestyrelse tilsvarende antal supplerende medlemmer af sin midte.

4.3 Fondsbestyrelsen vælger formanden af sin midte.

4.4 Fondsbestyrelsen træffer bestemmelse, om – og i hvilket omfang – der kan indgives ansøgninger vedrørende de i punkt 2, litra a – c, nævnte formål.

5. TEGNINGSREGEL
Fonden tegnes af bestyrelsens formand i forening med et andet bestyrelsesmedlem.

6. UDDELINGER
6.1 Uddelingen fra fonden sker normalt én gang om året. Meddelelser om uddeling gives på den ordinære generalforsamling i Danske Dagblades Forening.

6.2 Årets overskud uddeles i overensstemmelse med fondens formål, jf. punkt 2. Der kan henlægges beløb til uddeling på et senere tidspunkt, herunder et senere regnskabsår.

7. REGNSKAB
7.1 Over fondens formue, dens indtægter og udgifter, skal fondsbestyrelsen hvert år aflægge regnskab, der skal være revideret af en af bestyrelsen valgt revisor.

7.2 Fondens regnskabsår er fra 1. juli til 30. juni.

7.3 Fondens formue og regnskab administreres af Danske Dagblades Forening.

8. ÆNDRINGER AF FUNDATSEN
Nærværende fundats skal ikke kunne ændres, medmindre der er enighed herom mellem samtlige bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsen for Danske Dagblades Forening.

9. OPLØSNING AF FONDEN
Fonden kan kun opløses, hvis der er enighed herom mellem samtlige bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsen for Danske Dagblades Forening. Ved fondens ophævelse skal fondsformuen anvendes til de i punkt 2 nævnte formål.

Vedtaget af bestyrelserne for de sammenlagte fonde og Danske Dagblades Forening den 16. september 1992, ændret den 6. september 2002.


Materialer til download


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk