Vedtægter for Danske Dagblades Forening

Oprettelsesdato 26. januar 2006

Kapitel 1

Navn, hjemsted og formål m.v.
 
§1 Foreningens navn er Danske Dagblades Forening.
 
Stk. 2. Foreningens hjemsted er i Københavns kommune.
 
§2 Danske Dagblades Forening har til formål at samle den danske dagspresse til samarbejde om fælles anliggender.
 
Stk. 2. Foreningens grundlæggende opgave er at værne pressens frihed og dens anseelse, borgernes informationsret, den grundlovshjemlede trykkefrihed og den redaktionelle uafhængighed.
 
Stk. 3. Foreningen skal virke for at fastholde og udbygge dagspressens placering i samfundet og styrke dens adgang til at udøve sine demokratiske funktioner som formidler af nyheder, meninger og synspunkter.
 
Stk. 4. Foreningen skal virke for at fastholde og udbygge hensigtsmæssige vilkår for dagbladenes kommercielle aktiviteter.
 
Stk. 5. Foreningen er dagbladenes talerør over for regering, folketing, myndigheder og offentligheden i øvrigt. Den forestår kontakten og samarbejdet med foreninger eller institutioner inden for massekommunikationen i Danmark.
 
Stk. 6. Foreningen varetager den danske dagspresses interesser over for såvel offentlige myndigheder som organisationer i Norden, EF og det øvrige udland samt formidler samarbejdet med internationale presseorganisationer.
 
Stk. 7. Foreningen skal forestå eller medvirke til den fornødne uddannelse inden for bladvirksomhederne.
 
Stk. 8. Foreningen kan bistå medlemmerne i forbindelse med presseretlige, ophavsretlige og andre brancherelevante spørgsmål.
 
§3 Foreningen kan indgå aftaler og overenskomster med virkning for samtlige medlemmer eller med virkning alene for de medlemmer, der har tilsluttet sig en af foreningens sektioner.
 
§4 Foreningen kan for hele sin medlemskreds eller for medlemmerne af en sektion etablere, overtage eller indtræde som deltager i forretningsmæssigt drevne virksomheder af branchemæssig interesse for pressen.
 
Stk. 2. Sådanne virksomheder kan drives som selvstændige selskaber eller i foreningens navn.
 


Kapitel 2 

Foreningens medlemmer og sektioner
 
§5 Som medlemmer kan optages:
a) selvstændige dagblade, der udgives i Danmark,
b) selvstændige dagblade, der udgives på Færøerne, i Grønland og i Sydslesvig,
c) trykkerivirksomheder, der hovedsagelig fremstiller og ejes af dagblade,
d) trykkerivirksomheder, der ejes af et dagblad, når dagbladet er medlem, 
e) andre virksomheder inden for kommunikationsbranchen, der med mindst 25 % ejes af enten
 
- dagspressen i fællesskab eller 
- af et eller flere dagblade, der står som medlemmer eller 
- af sådanne fællesejede virksomheder.
 
Stk. 2. Ved dagblade forstås blade, der bringer en alsidig nyhedsformidling fra ind- og udland og ved deres indhold bidrager til at belyse den politiske og kulturelle udvikling i samfundet, som udkommer daglig eller flere gange om ugen og af læserne købes i abonnement eller løssalg.
 
Stk. 3. Anmodning om optagelse af nye medlemmer stiles til foreningens bestyrelse, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Afgørelsen kan indbringes for generalforsamlingen. 
 
§6 Inden for foreningen kan der etableres sektioner, der omfatter en kreds af foreningens medlemmer, som har en fælles interesse i formålet, og som frivilligt indtræder i sektionen.
Danske Mediers Arbejdsgiverforening kan dog beslutte at optage medlemmer, der ikke tillige er medlemmer af DDF.
 
§7 Kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold med en modstående lønmodtagerorganisation kan kun indgås af Danske Mediers Arbejdsgiverforening med gyldighed for de virksomheder, der er medlemmer af sektionen.
 
Stk. 2. Vedtægterne for Danske Mediers Arbejdsgiverforening fastsættes af organisationens medlemmer. Det skal af vedtægterne fremgå, at Danske Mediers Arbejdsgiverforenings generalforsamling er den højeste kompetente myndighed i alle spørgsmål, som vedrører forhandlinger om løn- og arbejdsforhold, jf. §9. Det skal endvidere af Danske Mediers Arbejdsgiverforenings vedtægter fremgå, at Danske Mediers Arbejdsgiverforenings bestyrelse vælges af Danske Mediers Arbejdsgiverforenings generalforsamling blandt de personer, der er medlemmer af Danske Dagblades Forenings bestyrelse, og som repræsenterer en virksomhed, der er medlem af Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Valg finder sted for to år ad gangen. Formanden for Danske Dagblades Forening er født formand for Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Såfremt formanden for Danske Dagblades Forening ikke måtte være valgbar til Danske Mediers Arbejdsgiverforenings bestyrelse, vælges formanden af Danske Mediers Arbejdsgiverforenings generalforsamling.
 
Stk. 3. Danske Mediers Arbejdsgiverforening er optaget under Dansk Arbejdsgiverforening, og såvel Danske Mediers Arbejdsgiverforening som dens medlemmer er underkastet Dansk Arbejdsgiverforenings love og bestemmelser.
 
§8 For andre sektioner end Danske Mediers Arbejdsgiverforening gælder følgende bestemmelser:
1) Oprettelse sker ved generalforsamlingens beslutning, der træffes med samme majoritet som ved vedtægtsændringer.
2) Hvis generalforsamlingen ikke fastsætter vedtægterne for en sektion, vedtages disse af sektionens medlemmer. Bestyrelsen skal godkende disse vedtægter.
3) Hvis generalforsamlingen ikke udpeger en sektions styrelse, vælges denne af sektionens medlemmer.
4) Medmindre generalforsamlingen ved fastsættelse af en sektions vedtægter har bestemt noget andet, har en sektionsstyrelse status som et bestyrelsesudvalg, jf. §16.
5) Generalforsamlingsbeslutninger i henhold til foranstående afsnit 2-4 træffes med simpel majoritet.
 
Kapitel 3
 

Generalforsamling, bestyrelse, udvalg og direktør

Generalforsamlingen
 
§9 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed alene med den undtagelse, at Danske Mediers Arbejdsgiverforenings generalforsamling er den højeste kompetente myndighed i alle spørgsmål, der vedrører forhandlinger om løn- og arbejdsforhold.
 
§10 Den ordinære generalforsamling holdes hvert år i oktober eller november måned.
 
Stk. 2. Dagsordenen skal mindst omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Aflæggelse af beretning om foreningens virksomhed siden sidste ordinære generalforsamling.
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4) Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemsvirksomhederne. 
5) Fastsættelse af kontingent.
6) Valg af formand og øvrige bestyrelsesmedlemmer, jf. § 15.
7) Nedsættelse af valgudvalg.
8) Eventuelt.
 
Stk. 3. Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må indsendes til bestyrelsen inden udgangen af august måned.
 
Stk. 4. Indkaldelse af den ordinære generalforsamling udsendes med dagsorden og eventuelle forslag fra medlemmerne og skal være udsendt senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.
 
Stk. 5. Valg af formand og bestyrelsesmedlemmer forberedes af et af generalforsamlingen nedsat valgudvalg på tre medlemmer.
Ved sine indstillinger til det følgende års generalforsamling skal valgudvalget som forudsætning have, at bestyrelsen vælges med passende hensyntagen til bladgruppe, bladstørrelse og bladenes geografiske placering. 
 
§11 Ekstraordinære generalforsamlinger holdes, så ofte bestyrelsen finder det ønskeligt, eller når mindst 20 stemmer forlanger det.
 
Stk. 2. Indkaldelsen skal være ledsaget af dagsorden og udsendes med sædvanligt varsel.
 
§12 De i §5, stk. 1, litra b-e nævnte medlemmer kan ved deres ledere deltage i generalforsamlingen med taleret, men uden stemmeret.
 
Stk. 2. De i §5, stk. 1, litra a nævnte medlemmer bestemmer selv, hvilke og hvor mange deltagere de ønsker at sende til generalforsamlingen og har to stemmer for hvert anmeldt dagblad, de udgiver. 
 
Stk. 3. Forud for generalforsamlingen meddeler hvert medlem skriftligt navnene på de stemmeberettigede personer.
 
Stk. 4. Berettigede til på medlemmernes vegne at afgive stemme er alene personer, som er valgbare til bestyrelsen, jf. §15.
 
Stk. 5. Der kan stemmes i henhold til skriftlig fuldmagt.
 
§13 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmer, der kan afgives på generalforsamlingen er til stede direkte eller ved fuldmagt.
 
Stk. 2. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre det drejer sig om vedtægtsændringer, hvortil der kræves et flertal på mindst to trediedele af de afgivne stemmer. Blanke stemmer medregnes ikke.
 

Bestyrelsen
 
§14 Bestyrelsen forestår ledelsen af foreningens anliggender og skal sørge for en forsvarlig organisation af foreningens virksomhed.
 
Stk. 2. De afgørelser og aftaler, der træffes af bestyrelsen med hjemmel i foreningens vedtægter eller i en lovlig truffet generalforsamlingsbeslutning, er bindende for samtlige medlemsvirksomheder og skal respekteres af disse.
 
§15 Bestyrelsen består af 7 - 10 medlemmer, incl. formanden, valgt blandt lederne af de i § 5, stk. 1, litra a, nævnte dagblade. 
 
Stk. 2. Ingen, der er fyldt 70 år, kan vælges til bestyrelsen.
 
Stk. 3. Formanden vælges af generalforsamlingen for 2 år. Formanden kan genvælges for yderligere én 2-års periode.
Den, der én gang har opnået genvalg som formand, kan først på ny vælges som formand 2 år efter, at han er gået af. 
 
Stk. 4. Formandens arbejde honoreres med et vederlag, hvis størrelse fastsættes af den øvrige bestyrelse.
 
Stk. 5. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
 
Stk. 6. Bestyrelsen udpeger af sin midte én eller to næ stformænd. 
 
Stk. 7. I øvrigt bestemmer bestyrelsen selv sin forretningsorden.
 

Bestyrelsesudvalg
 
§16 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg, komitéer og nævn, under ét kaldet bestyrelsesudvalg eller blot udvalg.
 
Stk. 2. Bestyrelsesudvalgene kan bestå af bestyrelsens egne medlemmer og eller repræsentanter for medlemsvirksomhederne med særlig sagkundskab.
 
Stk. 3. Bestyrelsesudvalg kan være nedsat som stående udvalg eller ad hoc udvalg.
 
Stk. 4. Bestyrelsen udpeger såvel medlemmerne af udvalgene som udvalgsformanden, der - via foreningens direktør - har rapporteringspligt over for bestyrelsen.
 
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter udvalgenes kommissorium, kompetence og ansvar i en forretningsorden, der bestemmes for hvert enkelt udvalg.
 
Stk. 6. Såfremt et udvalg skal være berettiget til at optage forhandling med udenforstående, skal dette udtrykkeligt fremgå af udvalgets forretningsorden. Et bestyrelsesudvalg kan dog aldrig indgå forpligtelser, der er bindende for foreningen.
 
Tegningsret
§17 Bestyrelsens formand eller i dennes forfald næstformanden er sammen med foreningens direktør bemyndiget til at underskrive på foreningens vegne med bindende virkning for denne. Formanden kan i forening med direktøren meddele prokura.
 
Direktionen
§18 Direktionen varetager den daglige ledelse af foreningen og skal derved følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet.
 
Stk. 2. Direktionen ansættes af bestyrelsen, der indgår aftale om løn og øvrige ansættelsesvilkår med direktionen, og fastsætter kompetencen i en forretningsorden.
 
Kapitel 4

Kontingent, regnskab og revision
 
Medlemskontingent 
§19 Hver medlemsvirksomhed betaler et grundkontingent pr. år for hvert anmeldt dagblad. De i §5, stk. 1, litra b-e, nævnte virksomheder betaler alene grundkontingent.
 
Stk. 2. Herudover betaler de i §5, stk. 1, litra a, nævnte medlemmer et beløb pr. ton avispapir, som medlemsvirksomhederne har anvendt til dagbladsformål. Dette beløb afregnes til Danske Dagblades Forening af Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening 4 gange om året på basis af avispapirindkøbet samt de papirafgiftsdeklarationer om anvendelsen af papiret, som medlemsvirksomhederne afgiver ved udgangen af hvert kvartal. 
 
Stk. 3. De medlemsvirksomheder, der er tilsluttet Danske Mediers Arbejdsgiverforening, betaler udover de i stk. 1 og stk. 2 fastsatte beløb et kontingent, der beregnes på basis af den i det foregående kalenderår udbetalte lønsum. De nærmere regler herom fastsættes i vedtægterne for Danske Mediers Arbejdsgiverforening. 
 
Stk. 4. Generalforsamlingen kan bestemme, at medlemmerne af andre sektioner end Forhandlingsorganisationen skal betale et særkontingent til dækning af sektionernes særlige omkostninger. 
 
Stk. 5. Kontingenterne fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.
 
Regnskab
§20 Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni. Der føres særskilt regnskab for Danske Mediers Arbejdsgiverforening og øvrige sektioner.
 
Revision
§21 Bestyrelsen antager en eller flere statsautoriserede revisorer til at revidere foreningens regnskaber. 
 

Kapitel 5

Medlemmernes pligter, voldgift, ophør af medlemskab og foreningens opløsning.
 
Medlemmernes pligter
§22 Medlemmerne må ikke foretage handlinger, som strider mod god bladskik.
 
Stk. 2. Medlemmerne er forpligtet til at overholde nærværende vedtægter samt alle beslutninger og aftaler, der træffes af foreningens kompetente organer, jf. herved §14, stk. 2.
 
Voldgift
§23 I enhver tvistighed mellem foreningen og dens medlemmer, som opstår i anledning af påståede overtrædelser af foreningens vedtægter, jf. herunder §22, skal den endelige afgørelse være unddraget de almindelige domstole og henhøre under voldgift. 
 
Stk. 2. Såfremt bestyrelsen har behandlet en klage fra et eller flere medlemmer mod et andet eller nogle andre medlemmer, men efter behandling af sagen har afvist klagen, kan det eller de klagende medlemmer inden 8 uger efter afvisningen rejse sag for voldgiftsretten direkte mod det eller de medlemmer, som bestyrelsen har frifundet for overtrædelse af medlemspligterne.
 
Stk. 3. Hver af sagens parter udpeger sin voldgiftsmand, der sammen vælger voldgiftsrettens formand. Såfremt der ikke kan opnås enighed om valget af formand, udpeges formanden af præsidenten for Sø- og Handelsretten i København.
 
Stk. 4. Den part, der vil indbringe en sag for voldgiftsretten, skal underrette den anden part herom ved anbefalet brev og herunder meddele, hvilken på stand han agter at nedlægge under sagen, de grunde, hvorpå på standen støttes, samt hvem han har udpeget som sin voldgiftsmand.
 
Stk. 5. Inden 14 dage efter modtagelsen af det i foregående stykke nævnte brev skal indklagede ved anbefalet brev meddele klageren sin påstand under sagen, de grunde, hvorpå den støttes, samt hvem han har valgt som sin voldgiftsmand.
 
Stk. 6. Voldgiftsretten fastsætter selv de nærmeste regler for sagens behandling.
 
Stk. 7. I kendelsen, der skal udfærdiges skriftligt, træffer voldgiftsretten selv bestemmelse vedrørende sagens omkostninger og disses betaling, herunder om honoraret til voldgiftsrettens medlemmer.
 
Stk. 8. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for de almindelige domstole, med mindre dette sker for at tilvejebringe tvangsmidler til kendelsens gennemførelse. 
 
Stk. 9. I øvrigt gælder bestemmelserne i lov om voldgift.
 
Udmeldelse
§24 Udmeldelse kan kun finde sted med 6 måneders skriftligt varsel til en 1. juli.
 
Slettelse
§25 Såfremt en medlemsvirksomhed står i restance med kontingent eller andre pligtige ydelser til foreningen for to kvartaler eller derudover, kan bestyrelsen slette vedkommende som medlem af foreningen. Genoptagelse kan kun ske, hvis restancerne berigtiges.
 
Stk. 2. En slettet virksomhed kan inden 8 uger indbringe klage over slettelsen for den i §23 nævnte voldgift. I så fald skal virksomheden stille en af voldgiftsretten fastsat sikkerhed for betalingen af voldgiftsrettens omkostninger.
 
Eksklusion
§26 Eksklusion af et medlem kan på bestyrelsens forslag vedtages såvel på den årlige generalforsamling som på en ekstraordinær generalforsamling. Forslag om eksklusion af et medlem kan kun komme til afstemning, når dagsordenen for generalforsamlingen har indeholdt udtrykkelig meddelelse om, at et sådant forslag vil blive stillet. Til vedtagelse af et forslag om eksklusion kræves samme majoritet som ved vedtægtsændringer, jf. §13. Det af generalforsamlingen ekskluderede medlem kan inden 8 uger indbringe eksklusionen for den i §23 nævnte vold giftsret, hvis afgørelse er endelig, jf. §23, stk. 8.
 
Foreningens opløsning
§27 Foreningens opløsning kan ske efter vedtagelse på to med højst 14 dages mellemrum holdte generalforsamlinger, såfremt vedtagelserne er sket med samme majoritet som ved vedtægtsændringerne, jf. §13 på begge generalforsamlinger.
 
Stk. 2. Samtidig med opløsningen træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens midler. Såfremt det for foreningens opløsning nødvendige stemmetal ikke kan opnås for en bestemt anvendelse af foreningens midler, skal disse anvendes til fremme af almindelige pressemæssige formål.
 
Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser
 
§28 Nærværende vedtægter træder i kraft fra vedtagelsen på generalforsamlingen 25. oktober 2006. 
 
Således vedtaget på generalforsamlingen den 1. november 1977 med senere ændringer 24. oktober 1983, 9. november 1987, 10. oktober 2001, 19. juni 2003, 8. november 2005 og 25. oktober 2006

Kontaktperson på denne artikel:

Ebbe Dal

Adm. direktør
ed snabela danskedagblade.dk

Læs mere


Materialer til download

Læs mere om

  1. DDF

Publikationer

  • De fem trin: Ide, Research, Interview, Formidling og Layout fører eleverne frem til en færdig nyhedsartikel.
    Bestil kr. 105,00 (ekskl. moms)
  • De fem trin: Ide, Research, Interview, Formidling og Layout fører eleverne frem til en færdig nyhedsartikel.
    Bestil kr. 105,00 (ekskl. moms)
  • Brochure om Avisen i Undervisningen
    Læs mere
  • Det bedste Bud
    Læs mere
  • Det står i avisen - grundbog
    Bestil kr. 60,00 (ekskl. moms)
  • Det står i avisen - lærervejledning
    Bestil kr. 30,00 (ekskl. moms)

Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk