>>> ARBEJDSMARKED
=====================================================
FAGPRESSEN TIL PRESSENS HUS
Sidst på året flytter Dansk Fagpresse sit sekretariat til Pressens Hus i Skindergade i København, hvor det kommer til at dele indgang og reception med blandt andre Danske Dagblades Forening.
Dansk Fagpresse er interesseorganisation for 338 fagblade, tidsskrifter og specialmagasiner.
- Vi har i forvejen et godt samarbejde på en lang række punkter, og vi håber, det vil blive udbygget, nu vi kommer under samme tag, siger Ebbe Dal, administrerende direktør for Danske Dagblades Forening.
UGEAVISERNE ÅBNER SEKRETARIAT
Mandag den 2. oktober åbnede den nye interesseorganisation UGEAVISERNE sit sekretariat i Presens Hus i Skindergade.
Sekretariatet ledes af cand. jur. Søren Vilsen.
UGEAVISERNE er dannet af de tre brancheorganisationer Provinsens Distriktsblade, De Storkøbenhavnske Lokalaviser og Danske Distriktsblade.
>>> IT
=====================================================
ÅBNE POSTLISTER I FORSKNINGSMINISTERIET
Mandag den 2. oktober åbnede Forskningsministeriet som den første statslige myndighed i Danmark sine postlister for offentligheden.
På ministeriets websted kan man nu se en oversigt over både ud- og indgående post fra ét af ministeriets tre ressort-områder - informationsteknologi og telekommunikation.
Nils Mulvad, formand for Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting, er tilfreds med initiativet.
- Specielt fordi ministeriet ikke på forhånd sorterer alle de dokumenter fra, som det vurderer er unddraget fra reglerne om aktindsigt, forklarer han.
Postlisten opdateres hver dag klokken 15.00 med oplysninger om den foregående dags post.
Man kan blandt andet se, hvad brevet eller emailen handler om og en liste over de tidligere dokumenter i sagen.
Efter en testperiode på nogle måneder vil Forskningsministeriet indkalde til et presseseminar om erfaringerne.
Læs mere om postlister og aktindsigt på http://www.dicar.dk og besøg Forskningsministeriet på http://www. fsk.dk
>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================
PRESSPOINT LUKKER
Det amerikanske print-on-demand firma PressPoint, der blandt andet samarbejdede med Berlingske Tidende, er gået konkurs.
PressPoint leverede ved hjælp af den nye teknik, hvor avisen trykkes på distributionsstedet, omkring 50 forskellige avistitler til læsere over hele verden og markedsførte sig selv voldsomt forud for De Olypiske Lege i Sydney, som skulle give det helt store gennembrud.
- Vi leder nu efter en anden samarbejdspartner på området, siger Hans Peter Nissen, bladsalgsdirektør på Berlingske.
En særlig 24-siders udgave af Berlingske Tidende med engelsksprogede annoncer på 12 sider blev via PressPoint trykt i flere end ti land i et samlet oplag på cirka 200.
- Det er jo ikke store tal, men vi syntes, projektet var originalt og spændende, og jeg tror stadig, print-on-demand har en fremtid, siger Hans Peter Nissen.
TACK OCH ADJÖ FRA ARBETET
Efter 113 år måtte det sydsvenske dagblad Arbetet give fortabt, og sidste nummer af avisen udkom den 30. september.
I sin storhedstid i 80'erne havde arbejderbevægelsens avis med hovedsæde i Malmö et hverdagsoplag på mere end 100.000 eksemplarer.
Avisen blev erklæret konkurs den 21. september, men til det sidste var der forhandlinger mellem Socialdemokratiet og mediekoncernen Modern Times Group om en fælles satsning på avisens rekonstruktion.
Læs mere i Pressens Tidning 15/2000 side 3 og besøg http://www.arbetet.se
GALLUP SKAL MÅLE QRP
De 17 danske dagblade, der i fremtiden vil benytte sig af quality rating points (QRP), når de udregner prisen på udvalgte annoncer, har valgt Gallup til at udføre den første page traffic analyse, der skal danne grundlag for prisafregningen.
Den omfattende analyse skal måle læsningen af samtlige avisers sektioner, og bliver én af de største enkeltstående ordrer i Gallups historie med en prisseddel på omkring 5 mio. kroner.
Resultatet af analysen skal ligge klar i december, så dagbladene kan bruge QRP fra 1. januar 2001.
De 17 dagblade, deriblandt de store morgenaviser, har valgt at stå sammen om at indføre systemet for at opruste i konkurrencen med tv, intenet og radio.
Kort fortalt går QRP-systemet ud på, at annonceprisen varierer efter, hvor mange læsere der rent faktisk ser annoncen.
FORBUD MOD TOBAKSREKLAMER UNDERKENDT
EF-domstolen underkendte torsdag den 5. oktober EU's direktiv, der forbyder reklamer for tobak.
Men der er stadig mulighed for at lave nationale forbud, og et sådant pønser sundhedsminister Sonja Mikkelsen stadig på ifølge Politiken fredag den 6. oktober.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at det ikke bliver et fælles forbud. Men en lang række lande har allerede et nationalt forbud, og det er vi også indstillede på at få herhjemme, siger Sonja Mikkelsen.
Avisbranchen hilser til gengæld EF-Domstolens afgørelse velkommen.
- Vi opfatter det som en principiel sag om erhvervlivets ytringsfrihed, siger Ebbe Dal, administrerende direktør i Danske Dagblades Forening.
Læs Politiken fredag den 6. oktober, Erhverv side 15.
BERLINGSKE KØBER LOKAL-AVISERNE, BISPEBJERG TORV
Berlingske Lokalaviser har købt Lokal-aviserne, Bispebjerg Torv A/S fra Jørgen Borup, der har valgt ikke at fortsætte i virksomheden.
Det drejer sig om uge-aviserne CityAvisen, Nord-vest Avisen, Nørrebro Avis, Vanløse Folkeblad og Valbybladet.
De fem aviser fortsætter i samme oplag som tidligere, men der sker både redaktionelle og organisatoriske ændringer, fortæller administrerende direktør Svein Gilbu, Berlingske Lokalaviser A/S.
- Nogle af aviserne trænger til et redaktionelt pift, forklarer han.
Samtidig flyttes Vanløse Folkeblad til mediecentret i Rødovre, Valbybladet rykker til Frederiksberg, mens Østerbro Avis til gengæld flytter ind hos de resterende titler på Bispebjerg Torv.
SEKS AVISER MED SAMME BUD
Fyens Distribution A/S har overtaget uddelingen af aviser på øen fra Bladkompagniet A/S.
I fremtiden vil budene sammen med Fyens Stiftstidende slæbe Jyllands-Posten, Politiken, Børsen, Aktuelt, Information og Ekstra Bladet Søndag ud til abonnenterne.
På hverdage skal budene omdele 70.000 aviser - i weekenden 95.000.
Læs Fyens Stiftstidende torsdag den 5. oktober, Erhverv Danmark side 2.
DAGBLADET KØBER UGEAVIS
Dagbladet A/S i Ringsted har købt Stevnsbladet A/S med hjemsted i Store-Heddinge.
Stevnsbladet A/S udgiver en ugeavis og driver webstedet http://www.stevnsbladet.dk.
Stevnsbladets to ejere fortsætter i selskabet.
>>> REDAKTIONELT
=====================================================
DAGBLADET BAG RINGSTED-PORTAL
Dagbladet i Ringsted har åbnet en bynetportal for Ringsted-området.
På portalen finder man nyheder, servicemeddelelser og baggrundsinformation.
- Der har været stor interesse i lokalområdet for at få en lokal indgang til Internet, og vi synes, det er en naturlig opgave for os, siger administrerende direktør for Dagbladet Torben Dalby Larsen.
Besøg http://www.ringstedonline.dk
>>> UDDANNELSE OG FORSKNING
=====================================================
PRAKTIKANT HÆDRET FOR LIGKISTESAG
Den 27-årige journalistpraktikant Nikolaj Thomassen blev lørdag den 30. september hædret med Kravlingprisen, der hvert år tildeles en praktikant fra Danmarks Journalisthøjskole for fremragende journalistik.
På Politiken har Nikolaj Thomassen haft hovedansvaret for afdækningen af sagen om forsvundne barnelig, forfalskede dødsanmeldelser og bedrageri i det københavnske Arbejdernes Ligkistemagasin.
Formanden for bedømmelsesudvalget, chefredakør Hans Engell, sagde i sin begrundelse, at der var tale om klassisk, stærk nyhedsjournalistik gennem et langt forløb med flere end 45 artikler.
Kravlingprisen er på 2500 kroner, og bedømmelsesudvalget består udover Hans Engell af Trine Sick, TV-Avisen, chefredaktør Ole Dall, Skive Folkeblad og tre repræsentanter for praktikanterne.
VAR AVISERNES DÆKNING NEUTRAL?
Marianne Jelved (R) - ja-siger - har beskyldt medierne for at give for meget spalteplads til nej-siden op til folkeafstemningen om Euroen.
Drude Dahlerup (JuniBevægelsen) - nej-siger - følte sig også uretfærdigt behandlet.
Men hvor farvet var avisernes dækning af kampagnerne egentlig?
Det giver professor Anker Brink Lund, Syddansk Universitet, svaret på i næste uge, når han offentliggør resultatet af en stor undersøgelse, hvor 3314 artikler fra samtlige danske dagblade er blevet analyseret.
- Vi har dels målt, hvor mange gange ja- og nej-sigere optræder i artiklerne og dels, om artiklerne er negative, positive eller neutrale i Euro-spørgsmålet, forklarer Anker Brink Lund.
Projektet er støttet med 400.000 kroner af Dagpressens Fond, og Anker Brink Lund redegør for konklusionerne på Danske Dagblades Forenings konference for redaktører tirsdag den 10. oktober i Odense.
LIGNER AVISERNE HINANDEN?
Avisen i Undervisningen - dagbladenes fælles tilbud til undervisningsverdenen - udsender i disse dage en særavis til gymnasier, seminarier med flere om dagbladenes selvforståelse.
- Ligner de tre store morgenaviser hinanden mere og mere? lyder spørgsmålet, og det giver blandt andre Ulrik Haagerup, chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, et bud på.
- Politiken har en stærk identitet, men den viser sig på toppen af store lighedspunkter med de andre morgenaviser, skriver Tøger Seidenfaden, der mener gode ideer hurtigt spreder sig til flere aviser.
Seidenfaden og Haagerup er dog enige om at holde den lille forskel i hævd.
Særavisen kan rekvireres hos AiU, så længe lager haves på telefon 3397 4000.
Besøg i øvrigt AiU's websted: http://www.aiu.dk
WEBSIDE OM PRAKTIK
Danmarks Journalisthøjskole, som koordinerer praktiksystemet for de tre journalistuddannelser, har oprettet et særligt websted, som gør det nemmere at være praktikvært.
På adressen http://www.djh.dk/praktik kan man følge med i regler og tidsfrister, se listen over godkendte praktiksteder, se hvornår praktikanterne skal på praktikdage og finde andre relevante oplysninger.
Hjemmesiden vil også blive brugt til at offentliggøre, hvor mange ansøgere de enkelte praktiksteder har fået og andre aktuelle nyheder under praktiksøgningen.
Næste praktikrunde går i gang den 13. oktober, hvor de studerende får uddelt praktikstedernes stillingsopslag.
SÆRNUMMER AF MEDIEKULTUR
Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark har udsendt et særnummer af tidsskriftet Mediekultur med temaet "børns og unges mediebrug."
I hæftet kan man blandt andet læse om de unges reklamesmag og om brugen af medier blandt unge uden uddannelse.
På tidsskriftets websted http://www.mediekultur.dk kan man se en liste ovr tidligere publikationer med et kort resume af artiklerne.
=====================================================