LEDER: Kun 17 % af verdens befolkning lever i pressefrihedslande

Af Ebbe Dal, adm. dir. for Danske Dagblades Forening

 

Kære læser,

Der er fjorten dage til det næste nyhedsbrev, for i efterårsferien springer vi over.

Men der skal også god tid til at fordøje den mest opsigtsvækkende oplysning fra World Association of Newspapers' kongres i Wien:

17 % af verdens befolkning lever i pressefrihedslande.

Kun 17 %!

Kan vi så gøre noget ved det?

Ja, det kan vi, og der sker vældigt meget, både fra de frie nationers side og gennem private hjælpeprogrammer af vidt forskellig art. Fra dansk side gøres der bl.a. en stor indsats gennem institutionen International Media Support, som DDF, Dansk Journalistforbund, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og flere andre stod faddere til for nogle år siden. IMS arbejder i dag verden over med hjælpeprogrammer for frie medier, hovedsageligt finansieret af den danske stat, men også med både norske og svenske statslige donationer i ryggen.

Blandt de internationale organisationer, der arbejder med pressefrihedsprogrammer rager WAN-IFRA, dagbladenes internationale organisation op. DDF var blandt de 12 europæiske foreninger, som stiftede WAN-IFRA i 1947 med det simple formål at medvirke til at opbygge den frie presse efter to verdenskrige og en problematisk mellemkrigstid. Den opgave er løst i Vesteuropa, men er stadig i gang i Østeuropa og på Balkan. Og så er et stort antal programmer af vidt forskellig karakter i gang over hele verden, nogle af dem i dialog med IMS.

Men før selvfedmen breder sig i Europa, skal vi lytte til den opposition, som pressefrihedsarbejdet møder i repressive stater over hele verden.

Både WAN-IFRA, IMS og andre, der arbejder globalt med ytringsfriheden, møder stedse og med stigende kraft det listige modargument, at europæerne skulle tage at feje for egen dør, før man blander sig i andre landes forhold. Desværre er der en pointe!

Detaljer i Terrorbekæmpelseslove, lovgivning mod hate speech og andre udtryk for political correctness slører i stigende grad den rene ytringsfrihed og pressefrihed. Kortsigtet opportunistisk eller følelsesbåret lovgivning skader det lange sigte - hypet om regulering af blogging og netdebat efter Utøya er eksempler herpå. Alt imens vi trods EU og Europarådet sidder magtesløse, mens ungarere og italienere må se deres pressekultur degenerere.

Den nye regering har i sit regeringsprogram fremhævet, at Danmark i udenrigspolitikken skal betone arbejdet for frie medier. Det er meget glædeligt. Men det er vigtigt, at dette arbejde kommer til at ske med udgangspunkt i en dør, der er fejet for.

Kontaktperson

Ebbe Dal

Adm. direktør
ed snabela danskemedier.dk

Læs mere


Læs mere om


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk