>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================
NETTET HAR OVERHALET PRINT
En ny research-undersøgelse viser et stigende internetforbrug blandt europæerne.
Samtidig giver undersøgelsen et billede af, at europæere benytter internettet til 20% af deres medieforbrug. Det placerer internetforbrug over både magasiner (8%) og aviser (11%) og ikke langt fra radio (30%).
Tv fortsætter med at repræsentere den største del af folks medieforbrug på 33%, men over en tredjedel (35%) af de personer, der er online, hævder, at de ser mindre tv, fordi de bruger internettet.
71% af de adspurgte brugere mener, at internettet er i stand til at holde dem på forkant med tingene. Halvdelen af brugerne siger, at internettet er deres favorit-informationskilde. Flertallet (70%) mener, at internettet er bedst til at levere det, man ønsker, når man ønsker det – samt at det er det mest tidsbesparende medie (80 %). En ud af tre brugere mente oven i købet, at man ville være fortabt uden internettet.
Et stigende antal af undersøgelsens brugere anvender internettet frem for de mere traditionelle metoder til at udføre daglige opgaver såsom booking af billetter (45 %), avislæsning (37%), chat med venner (35%) og shopping (31%). Derudover lytter 1 ud af 4 nu til musik online. Internettets bekvemmelighed, hurtighed og tilgængelighed angives som de overvejende årsager til skiftet.
Kilde: Markedsføring
TRAFIKAVISER KLARER SIG GODT I AVIS-KONKURRENCEN
MetroXpress og Urban scorer højt på både særpræg og personlig relevans. Det viser den årlige undersøgelse BrandAsset Valuator, der udføres af reklamebureauet Young & Rubicam. Tilsammen udtrykker de to aviser egenskaber, hvormed aviserne får let ved at tiltrække læsere i fremtiden. De to gratisaviser er dermed langt bedre rustet til konkurrencen end de traditionelle morgenaviser, afslører undersøgelsen.
Kilde: Børsen MedieMarked
WEEKENDAVISEN BARSLER MED VIDENSKABSSEKTION
Fra midten af januar udkommer en ny sektion i Weekendavisen.
”Ideer” bliver titlen på sektionen, der kommer til at handle om videnskabelig forskning.
- Sektionen ”Ideer” vil koncentrere sig om forskning indenfor naturvidenskab, samfundsvidenskab og åndsvidenskab, fortæller den kommende videnskabsredaktør, Christopher Arzrouni, der blev ansat på avisen 1. november og kommer fra et job i Dansk Industri.
Sektionen bliver avisens 4. sektion, og den udkommer i tabloidformat som sektionen ”Bøger”.
Weekendavisen har altid skrevet en del om forskning fordelt i 1. og 2. sektion, hvor det nu bliver samlet i en sektion. Årsagen til satsningen er ifølge redaktøren at videnskabsstof er ”godt stof”, og at der er mange læsere til stofområdet.
Han er ikke bange for konkurrencen på området, selvom både Politiken og P1 satser stærkt på videnskabsstoffet.
- Vi har nogle meget stærke skribenter på Weekendavisen, som vil være med til at sikre kvaliteten i artiklerne i ”Ideer”.
Skribenterne Lone Frank og Pernille Steensgaard, der i forvejen er ansat på Weekendavisen, bliver nogle af bidragyderne til den ny sektion.
>>> MAGASINER
=====================================================
EUROWOMAN BRAGTE ANNONCE FORKLÆDT SOM ARTIKEL
Eurowoman har overtrådt reglerne om, at redaktionel tekst og annoncer skal være klart adskilt, da bladet bragte en artikel om hårmode, som i virkeligheden var en annonce for L’Oreal. Ifølge jurist Birgitte Wested fra Forbrugerombudsmandens kontor er der en stigende tendens til, at annoncer i danske ugeblade og magasiner forklædes som redaktionel tekst.
Kilde: Jyllands-Posten
>>> MEDIEPOLITIK
=====================================================
FOKUS PÅ FORMIDLING I NYT MEDIEHUS
Et nyt mediepolitisk tiltag bliver en realitet fra i morgen: Det Politiske Mediehus hedder virksomheden, der er en virksomhed, som arbejder kritisk i krydsfeltet mellem medier, politik og samfundsforskning.
- Fokus vil være på såvel den mangelfulde formidling af forskning som den mangelfulde
politiske formidling i medieverdenen, siger medstifter Claus Knudsen.
Et talerør for denne mediekritik bliver udgivelsen af Det Politiske Brev – Refleksion,
der udkommer med ugentlige kommentarer.
- Det Politiske Mediehus vil derfor som hovedopgave arbejde professionelt med at nuancere
den danske samfundsdebat og skabe bedre vilkår for formidling af samfundsforskning,
udtaler medstifter Terkel Kunding.
Medievirksomheden igangsættes på en netværkskonference for særligt indbudte akademikere
indenfor samfundsvidenskab, kommunikation og journalistik.
Konferencen bliver afholdt i morgen lørdag kl. 10.00 i Valby Medborgerhus.
Spørgsmål kan rettes til medievirksomhedens to stiftere Terkel Kunding på tlf. 26 910 915
eller Claus Knudsen tlf. 22 760 135. Besøg også hjemmesiden: http://www.detpolitiskemediehus.dk
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
RADIO-MAND FÅR KRYGERPRIS
Peter Kristiansen, der af lytterne kendes fra P1-programmet 'Ultralyd' og som prisbelønnet montagemand, får mandag den 20. december overrakt DRs Krygerpris, skriver DR i sit nyhedsbrev.
Krygerprisen uddeles hvert år til en DR-radiomedarbejder, der har gjort en særlig indsats for radiomediet. Prisen er opkaldt efter Christian Kryger, én af radioens pionerer udi radioreportagen. Kryger satte lyd på Danmark og danskerne.
Peter Kristiansen, der er født i 1941 vandt i 1989 den fornemme radiopris Prix Italia med 'Eliten fra Minefeltet'. Først i 1990'erne stod han bag programserien 'Lydpotten'. Denne udviklede sig til 'Lydmuren', der blev et dansk hjemsted for lydeksperimenter - i tæt samarbejde med den internationale bevægelse Ars Acustica. Senere udviklede programmet sig til det, vi i dag kender som 'Ultralyd', der sendes på P1. Her udfolder Peter Kristiansen sin sans for den gode historie, hvad enten historien findes i allerede eksisterende materiale i DRs arkiver, eller han skal søge den som den tålmodige interviewer.
Peter Kristiansen får prisen, der er på 25.000 kroner, overrakt af radiodirektør Leif Lønsmann i Rådssalen i Radiohuset mandag den 20. december kl. 13.00.
TV2-VÆRT BLIVER FAMILIEREDAKTØR
Anette Kokholm forlader første januar værtsjobbet på TV2's morgen-tv for at blive ny familieredaktør på B.T., skriver Markedsføring. Hun skal stå i spidsen for en kraftig opprioritering af familie- og forbrugsstoffet på B.T. som led i avisens mål om at blive en avis, der i særlig grad appellerer til familier.
Anette Kokholm har været vært på TV2's morgen-tv siden 2002. Inden da var
hun redaktionschef på Dagen og vært på P3.
RADIO-MAND I DR-BESTYRELSE
Radio-ildsjælen Stig Hartvig Nielsen afløser Karsten Madsen som bestyrelsesmedlem i DR, udpeget af Venstre. Stig Hartvig Nielsen var med til at opbygge Radio Viborg og gøre den til landets største lokalradiostation, ligesom han senere var med til at bygge Radio ABC i Randers op. Stig Hartvig Nielsen har været ansat hos DR, men driver i dag selvstændig virksomhed.
>>> TV-MEDIET
=====================================================
OTTE STÆRKE BUD PÅ TV2
Staten fik i alt otte bud på køb af TV2, oplyste kulturminister Brian Mikkelsen (K) på Børsens Medietopmøde, der blev holdt i onsdags på Den Sorte Diamant.
Buddene kommer fra såvel danske som nordiske og internationale foretagender.
- Jeg er glad for den store interesse, der ser ud til at være for at købe en aktiemajoritet i TV 2, sagde Brian Mikkelsen i onsdags.
Det er regeringen med kulturministeren i spidsen der suverænt vælger, hvem af de otte interesserede købere man vil arbejde videre med.
Netop onsdag klokken 12.00 var sidste frist for indsendelse af bud på TV2. Det vides med sikkerhed, at følgende medievirksomheder byder på TV2 Danmark A/S:
SBS Broadcasting, der ejer TV Danmark, radiostationen The Voice, Voice TV og Kanal 5. Modern Times Group MTG AB, der ikke har givet bud som en del af et konsortium, men forholder sig åben for en eventuel inkludering af andre partnere i buddet. Svenske Orkla, der blandt andet udgiver Berlingske Tidende, B.T., Weekendavisen og en række andre mindre aviser, der ejes af Det Berlingske Officin. JP/Politiken i et konsortium med Egmont.
Her ud over er der usikkerhed om, hvem de resterende bud kommer fra. Flere nævner det norske teleselskab Telenor, der ejer Canal Digital. Desuden er finske Sanoma, tyske RTL Group og franske TF1 blevet nævnt.
Ifølge kulturminister Brian Mikkelsen har italienske Silvio Berlusconi ikke sendt et bud til den danske stat og gør dermed ikke et forsøg på at sikre sig TV 2. Det ser heller ikke ud til at engelske Rupert Murdoch er med i kampen om den danske tv-station.
Den norske mediekoncern Schibsted har besluttet at kaste håndklædet i ringen og trække sig fra kampen om danske TV2. Det forlyder, at Schibsted trækker sig, fordi den danske regering i sidste øjeblik valgte kun at sælge 51-64 procent af aktierne.
- På baggrund af en nærmere analyse af de indkomne bud vil der først i det nye år blive indledt forhandlinger med de mest kvalificerede bydere med henblik på, at et salg kan være endeligt på plads i løbet af foråret, sagde ministeren på Medietopmødet i onsdags.
Kulturministeren er meget tilfreds med den store interesse for køb af TV2.
DR FORTSÆTTER DIGITALISERINGEN
DR underskrev i tirsdags en kontrakt med firmaet AVID, der sælger redigeringsudstyr, om køb af serverbaseret tv-redigering. Det markerer startskuddet for tv-digitaliseringen i DRs største direktørområde, DR Programproduktion. Fremover vil alle optagelser blive opbevaret digitalt på servere.
Tv-digitaliseringen er en forudsætning for, at DR kan flytte i Ørestaden. Inden da skal enhederne i DR kunne producere flermedielt, arbejde aktivt med indholdsdeling og samarbejde på tværs af huset. Tv-digitaliseringen understøtter dette, blandt andet ved at programmedarbejdernes optagelser, bliver tilgængelige på fælles servere. Fremover skal journalisterne selv redigere det meste af deres udsendelser på pc'er.
Omkring 300 DR-programmedarbejdere og teknikere skal hen over det næste år uddannes i at bruge det nye redigeringsudstyr. Det nye serverbaserede redigeringsudstyr bliver installeret fra nytår og forventes at være fuldt udrullet i slutningen af juni. Hos DR Nyheder har man allerede indført digital redigering, så medarbejderne selv redigerer.
>>> UDLAND
=====================================================
JOURNALISTFORBUND ADVARER BBC MOD FYRINGER
Det internationale Journalistforbund (IFJ) har fordømt BBC’s planer om at skære næsten 3000 job væk i mediekoncernen. IFJ siger, at de mange afskedigelser nemt kan få indflydelse på kanalens service overfor kunder samt kvaliteten af programmerne.
- BBC har et godt ry bade I England og I resten af verden som en kanal, der leverer programmer og public service af høj kvalitet. De mange afskedigelser i koncernen vil skade omdømmet, siger Aidan White, der er generalsekretær i IFJ.
IFJ har lovet fuld støtte til de redaktionelle medarbejderes fagforeninger, når afskedigelserne kommer.
Det var BBCs generaldirektør Mark Thompson der tidligere på ugen meddelte, at der på kort sigt skal afskediges 2.900 medarbejdere, hvilket svarer til mere end hver 10. medarbejder.
Årsagen er at BBC skal gøres til en mere enkel, mere forandringsparat og mere kreativ digital radio- og tv-station. Arbejdsgangene skal gøres kortere og hermed skal der bruges mindre tid og penge på administration. I løbet af en tre års periode skal man op på årligt at spare 320 mio. pund (3.4 mia. kr.) på administrationen, og disse mange millioner pund skal i stedet bruges på at lave udsendelser. Samtidigt skal en række afdelinger flyttes fra London til Manchester.
Læs mere på: http://news.bbc.co.uk/1/hi/entertainment/tv
INTERNATIONAL NYHEDSKANAL I LUFTEN NÆSTE ÅR
Frankrigs internationale nyhedskanal går I luften I sidste kvartal af 2005.
Det blev meddelt fra den franske regering i går, som ellers tidligere på året havde planer om, at kanalen allerede skulle være klar til drift i slutningen af dette år.
Det kommer til at koste omkring 30 millioner euro at lancere nyhedskanalen, mens den årlige drift vil ligge på 60 millioner euro.
Kanalen vil koncentrere sig meget om dækning af nyheder fra Afrika, Mellemøsten og Asien. Kanalen sender nyheder på engelsk og fransk, mens det stadig er uklart, om planerne om at sende nyheder på arabisk bliver en realitet.
Læs mere på http://www.ejc.nl/mn/shownews.asp?20041208
BBC LANCERER ENGELSK RADIO-STATION I KABUL
Lyttere i Kabul kan nu høre nyheder fra BBC på engelsk i Kabul 24 timer i døgnet.
Den ny station hedder BBC 101,6 FM, og hermed er det første gang, at afghanere og andre der opholder sig i Afghanistans hovedstad kan høre engelske nyheder på radioen.
http://medianetwork.blogspot.com/
*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************
ELEKTRONISKE REGNINGER TIL DET OFFENTLIGE
Økonomistyrelsen har til alle virksomheder med cvr.nr udsendt brev om, at offentlige myndigheder og institutuioner i stat, amter og kommuner kun modtager regninger i elektronisk form fra 1. februar 2005.
Regningerne skal indeholde en række oplysninger og sendes gennem et særligt kommunikationsnet. De, der ikke kan sende faktura i elektronisk format, kan benytte såkaldte Læs Ind-bureauer, der er gratis for virksomheder, der afregner moms halv-eller kvartårligt eller betaler en årlig lønsumsafgift på højest 1,5 mio. kroner.
Læs mere på www.virk.dk eller send spørgsmål til elektroniskfakturering@oes.dk
MEDIEKONFERENCE/TEKNISK DAG
Der afholdes Mediekonferencen / Teknisk Dag den 7. - 8. februar 2005 på Hotel Comwell i Kolding.
På konferencen møder du bl.a. miljøminister Connie Hedegaard, bestyrelsesformand Lars Kolind og professor Anker Brink Lund.
Se det spændende program på www.mediekonferencen.dk
Yderligere oplysninger fås hos chefsekretær May-Britt Hollmann Price på 33 97 42 19 eller mbp@ddpff.dk
*******************************************************************************
=====================================================