Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 49-2004

Oprettelsesdato 3. december 2004

>>> JURA
=====================================================

MEDIER ANMELDT FOR WEB-CAMS
Læsøborgeren og el-installatøren Peter Jensen har anmeldt ni danske medier for ulovlig overvågning. De ni medier er Politiken, TV2 Bornholm, DR Bornholm, Holkbæk Amts Venstreblad, Fyens Stiftstidende, TV2 Nord, Jydske Vestkysten, Kalundborg Folkeblad og Radio Østsjælland i Fakse. Anmeldelsen forklarer han over for fagbladet Journalisten som en slags protest. Selv er han nemlig blevet dømt 3000 kroner i bøde for med et webcam monteret på sin husantenne, at have filmet Vesterø Havn og Læsø-færgen hvert femte minut.
Peter Jensen blev dømt efter Lov om forbud mod tv-overvågning, som siger, at private ikke må tv-overvåge offentlige pladser. Selv hævder Peter Jensen at man ikke kan genkende personer på billederne på grund af deres ringe kvalitet.
Han har sammen med sin advokat Peter Lind Nielsen fra advokatfirmaet Bender søgt procesbevillingsnævnet om lov til at anke sagen til Landsretten, da advokaten mener, at der er tale om en principiel sag.
Torsdag aften var det endnu muligt, at glo på en mørk og regnvåd Rådhusplads pyntet med et lysende juletræ gennem Politikens webcam, der er placeret lige over lysavisen. Billederne opdateres hvert 20. sekund.
Avisen forklarer på deres hjemmeside, at der ikke er tale om overvågning fordi man på billederne fra Rådhuspladsen i lighed med Peter Jensens forklaring ikke kan genkende personer.
Politiet i Frederikshavn, der har modtaget anmeldelsen af de danske medier, oplyser, at de ikke foretager sig yderligere før sagen er endelig afgjort.
Peter Jensens webcam kan ses på www.el-fix.com
Billeder fra utallige webcams fra hele verden kan ses her: www.earthcam.com
Kilde: Journalisten


>>> NYT OM NAVNE
=====================================================

LISBETH KNUDSEN FORMAND FOR DJH
Danmarks Journalisthøjskole (DJH) får ny formand for bestyrelsen. Nyhedsredaktør fra DR Lisbeth Knudsen, er blevet udpeget af undervisningsminister Ulla Tørnæs efter indstilling fra både Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening. Hun overtager formandsstolen efter Torben Krogh, der stoppede for flere måneder siden. Lisbeth Knudsen vil fungere som formand for bestyrelsen fra 1. januar.


>>> RADIO-MEDIET
=====================================================

ÅRHUS STIFTSTIDENDE FORNÆRMET
Skuffet. Det er Erik Frodelund, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Århus Stiftstidende, over den fordeling af lokalradiofrekvenser og -kanaler, som det lokale radio og tv-nævn i denne uge nåede frem til. Avisen fik ved fordelingen to frekvenser, men Erik Frodelund havde gerne set, at nævnet samtidig havde frataget frekvenserne fra The Voice og Radio 2. Som det faldt ud fik Århusavisen en frekvens fra henholdsvis Radio2 og de lokale radio-græsrødder.
I en artikel i egen avis under rubrikken ’Radionævn i strid modvind’ giver Erik Frodelund udtryk for at avisen under de konkurrencevilkår sandsynligvis ikke ønsker at gå i gang med radioproduktion.
Ikke bare Erik Frodelund er gal på radionævnet. Både Radio 2 samt radio-græsrødderne er så utilfredse over at skulle afgive frekvenser til Århus Stiftstidende, at de nu vil klage over det lokale nævn til Kulturministeriet.
http://www.stiften-aarhus.dk


>>> TV-MEDIET
=====================================================

NICHE-TV MED SUCCES
DR2 øger sin markedsandel i år på trods af blandt andet TV2’s lancering af kanalen Charlie. Samlet har DR2 øget sin seerandel fra 5 til 6 procent siden sidste år, og det høres fra kanalen, at fremgangen ses over hele linien fra programmer som Debatten, dokumentarfilm samt underholdning som Drengene fra Angora. Sidstnævnte program, der dog snart forsvinder fra sendefladen, har været topscorer med et seertal på den gode side af 300.000.
- Charlie har vi foreløbig slet ikke kunnet mærke, siger Gitte Rabøl til Dagbladet Børsen. Hun deler sammen med Mette Davidsen-Nielsen chefstolen på DR2.
60 procent af DR2’s programmer produceres i Danmark. Næste år lancerer kanalen nye satireprogrammer og inddrager tirsdag aften til tema-flader. Hovedindholdet forbliver ifølge cheferne debat, aktualitet, politik og kultur.

MUSLIMER HAR GOD SAG MOD TV2 OG DR
Islam bliver udsat for hån og ringeagtsytringer i strid med dansk lovgivning - ikke mindst i kølvandet på mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Det mener muslimske grupper i Danmark, der tidligere på ugen meddelte, at de vil gå rettens vej for at afprøve grænserne for ytringsfriheden.
Det Islamiske Trossamfund har derfor bedt en advokat vurdere, om det er muligt at lægge sag an mod Danmarks Radio og TV 2 for at have vist den myrdede instruktørs film ’Submission’. Filmen handler om brutal kvindeundertrykkelse i form af voldtægt, pisk og indespærring i muslimske ægteskaber.
Med et sagsanlæg ønsker trossamfundet samtidig at markere over for muslimer, at det er sådan, man skal handle og opføre sig, hvis man føler sig krænket i et vestligt land. Drabet på Theo van Gogh betegner Det Islamiske Trossamfund som »den værste handling siden Anden Verdenskrig«.
Ved redaktionens afslutning var det stadig ikke slået fast, om Det Islamiske Trossamfund har mulighed for at lægge sag an mod de to tv-stationer.

DR LANCERER SEKS NYE KANALER
Med seks nye kanaler har stedet for digital radio, DAB, nu i alt 17 kanaler at tilbyde – alle fra Danmarks Radio. Indholdet spænder fra de kendte fire DR-kanaler til specialiserede kanaler som Erhversradio, Gyldne Genhør, Klassisk, Jazz, Sport etc. Med tiden skal også de kommercielle radiostationer som Sky Radio og Radio 100 FM også ind på det digitale spor.
I kontrakterne der fulgte radioauktionen sidste år indgik, at de kommercielle stationer skal råde over 25 procent af DAB-nettet, mens DR har resten. Det betyder, at kanalerne har forpligtet sig til at levere indhold. Formand for Radio- og TV-nævnet, Christian Scherfig, der holder tilsyn med at radiostationerne lever op til deres aftaler, forventer, at de går i gang fra sommeren 2005. Men de to kommercielle stationer klager, ifølge Jyllands-Posten over omkostningerne på 12 millioner kroner for at komme på nettet. Penge de har svært ved at tjene hjem igen, da der samlet set kun er solgt 13.000 DAB-radioer, hvilket gør det svært for de kommercielle kanaler at sælge reklamespots på DAB.


>>> UDLAND
=====================================================

MUSLIMSK TV-NETVÆRK LANCERET I USA
Bridges TV er USA’s første muslimske tv-netværk på engelsk. Det gik i luften den 30. november op oplyser, at det satser på programmer om amerikansk muslimsk livsstil og kultur. Netværket, der har base i Buffalo i staten New York henvender sig direkte til de omtrent 7 millioner muslimer, der bor i USA. Netværket bliver blandt andet distribueret af GlobaCast World TV, der er en leverandør af satellit-tv over hele landet, med en million abonnenter og Comcast Cable, der er USA’s største kabel-tv-selskab med mere end 22 millioner abonnenter. Samtidig kan den muslimske kanal ses via internettet.
Lanceringen sker i en tid, hvor de muslimske borgere i USA mere end nogen sinde er i søgelyset, og hvor der som i Danmark hver dag er en historier i fjernsynet om muslimsk ekstremisme, terrorisme og lignende.
»Men de historier, der mangler er de talrige historier om muslimsk tolerance, fremgang og forskellighed, og dem ønsker vi at fortælle«, siger grundlægger og direktør i Bridges TV Muzzammil Hassan.

FRANKRIG VIL FORBYDE HIZBOLLAH-TV
Franske myndigheder forsøger endnu engang at forbyde Libanons Hizbolla guierillagrupper i at sende satellittiv til Europa. Det sker efter at Hizbolla i et program har hævdet, at Zionister forsøger at eksportere AIDS til den arabiske verden.
Stationen, der hedder Al-Manar, er en ud af flere arabisk-sprogede satellitkanaler, der er populære blandt Frankrigs fem millioner muslimer, der for de flestes vedkommende stammer fra Nord Afrika.


*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

JOURNALISTISK METODE 2
Har du nogen erfaring med journalistik, interview, research osv, men vil du gerne have en systematisk tilgang til baggrundsjournalistik, interviewstrategi, fortælleteknik og kritisk tilgang til stoffet? Så følg Journalistisk Metode 2 på åben uddannelse på Journalisthøjskolen. Der er ledige pladser i foråret 2005. Se nærmere på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$38.


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk