KRONIK: Uafhængigheden er truet ved at koble Medieansvarsloven med mediestøtten

Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag 14. januar 2012

Af
Adm. direktør Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening,
chefjurist Holger Rosendal, Danske Dagblades Forening og
direktør Christian Kierkegaard, Danske Specialmedier.

Uafhængige medier er en forudsætning for ethvert moderne demokrati – og derfor er det en farlig udvikling, når flere medieordførere vil stramme medieansvarsloven i drøftelserne om fremtidens mediestøtte.

Mediestøtten er en demokratistøtte – og den har til formål at understøtte mediernes demokratiske, kritiske og uafhængige funktion under hensyntagen til ytrings- og informationsfriheden. Det fastslog et enigt mediestøtteudvalg med den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose som formand i den rapport, som blev offentliggjort sidste år.

Uanset at der mellem dagblade og specialmedier ofte – også i øjeblikket - er kraftige meningsudvekslinger om kriterierne for mediestøtten, står vi sammen med de øvrige medier vagt om mediernes uafhængighed.

Og netop uafhængigheden i forhold til det politiske system er helt afgørende for, at medierne kan leve op til de demokratiske forpligtelser i et samfund. Derfor skal kriterierne for støtten være klare, så der ikke bliver tale om politisk smagsdommeri.

Denne uafhængighed er truet, hvis mediepolitikerne med udgangspunkt i konkrete presseetiske sager vil tage mediestøtten som en form for gidsel for at indføre bøder for overtrædelse af presseetiske regler, lovkrav om placering af pressenævnskendelser og stille andre krav til mediernes indhold.
Udmeldingerne er et klart brud på den meget hensigtsmæssige arbejdsdeling, der hidtil har været mellem medieordførerne på den ene side og retsordførerne på den anden. Medieordførerne drøfter og beslutter spørgsmål om mediestøtte ud fra en mediepolitisk synsvinkel – og retsordførerne forholder sig til regelsættet for medieansvarsloven – ligesom de er ansvarlige for en lang række andre regler, der er afgørende for mediernes forhold bl.a. offentlighedsloven, retsplejelovens bestemmelser om offentlighed i retsplejen og om kildebeskyttelse.

Og der er intet unaturligt eller kritisabelt i, hvis Folketingets retsudvalg vil drøfte medieansvarsloven og Pressenævnets virke – men det er vigtigt, at det sker på et oplyst grundlag og ikke på grundlag af gamle eksempler på kritisable artikler. Daværende justitsminister Lars Barfoed (K) bebudede før valget, at han ville indbyde til et seminar herom med baggrund i en kritik, som flere erhvervsvirksomheder havde rettet mod Pressenævnet.

Denne debat deltager vi gerne i, for der skal ikke være tvivl om, at både aviser og specialmedier er meget bevidste om den samfundsmæssige rolle, de spiller – og at de i høj grad ser det som et succeskriterium at vælge ansvarlighedens vej i journalistikken.

Derfor lytter vi også meget til den kritik, som rettes mod medierne. Et af de hyppigste kritikpunkter har i mange år været, at mange medier ikke trykte Pressenævnets kendelser på et tilfredsstillende iøjnefaldende sted – men gemte dem diskret bag i bladene.

Denne kritik tog aviser og magasiner til sig – og alle dagblade og mange magasiner har efter dialog med Pressenævnet indført faste og iøjnefaldende placeringer af fældende kendelser fra Pressenævnet tilpasset det enkelte medies karakter – men ofte på side 2 ved kolofonen eller et andet meget synligt sted. På Pressenævnets hjemmeside findes en oversigt over placeringerne.

Og derfor er virkeligheden her i 2012 heller ikke som beskrevet af Socialdemokratiets medieordfører tirsdag, at ”folk bliver hængt ud i medierne. Efterfølgende bliver det så berigtiget på side 17 med en lille notits”. Sådanne eksempler er fortid – så heller ikke her er der behov for lovgivning.
Hvad er det så for begrundelser, medieordførere bruger for at ville stramme medieansvarsloven. Mogens Jensen henviser til en sag fra Herning for to år siden, hvor en mand, som var sigtet for et mord på en ung kvinde kom på forsiden af en avis, selv om det efterfølgende viste sig, at han var uskyldig.

Det er en sag, der er godt to år gammel, og som gav anledning til megen selvkritik i medieverdenen (og hos politiet) – og tankevækkende er det, at politikerne tilsyneladende ikke kan nævne andre og nyere sager, hvis problemet er så stort, som det siges.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby argumenterer for stramninger med henvisning til, ”at flere danske virksomheder undlader at klage til Pressenævnet, fordi det ikke kan betale sig”. Her er det værd at huske på, at Pressenævnets opgave ikke er at være domstol, men at sikre ”den lille mand” en hurtig og omkostningsfri behandling af en klagesag.

Et af forslagene fra medieordførerne er, at Pressenævnet skal have kompetence til at idømme medier bødestraf, hvis de ikke har orden i etikken. Pressenævnet har i dag kompetence i to typer af sager, nemlig klager over brud på god presseetik og klager over afslag på genmæle. Det er presseskik, som er formuleret af pressen selv i vejledende regler for god presseskik.

Hvis Pressenævnet bliver til en domstol med kompetence til at uddele bøder, er det tvivlsomt, om medierne fortsat ønsker at sidde i Pressenævnet – og det vil miste den rolle, det i dag har til hurtigt at vurdere konkrete sager og fastsætte normer for mediernes behandling af følsomme sager.

Lovgivningen sikrer også, at erhvervsvirksomheder og privatpersoner kan gå til domstolene og rejse store erstatningskrav mod medierne. Her er der mulighed for bevisførelse og procedure og den retssikkerhed, som det giver begge parter, og det er i praksis sådan, klager over pressen gribes an blandt virksomheder og i øvrigt blandt mange kendisser, der føler sig trådt for nær. Og resultatet er ofte erstatninger på fem- og nogle gange sekscifrede beløb.

Hvor slemt står det så til med presseetikken. I 2010 modtog Pressenævnet 174 klager. 48 blev afvist af formanden oftest på grund af klagerens manglende retlige interesse eller overskridelse af den 4-ugers frist for klage til nævnet, som skal medvirke til at sikre hurtig sagsbehandling. 119 klager blev realitetsbehandlet, hovedparten vedrørende brud på god presseskik. I 44 sager blev klagen taget helt eller delvist til følge, heraf i 39 sager om god presseskik.

Professor Anker Brink Lund viste med ”Projekt Nyhedsuge 2008” bl.a., at medierne i løbet af en uge i 2008 producerede 26.727 originalhistorier svarende til knap 1,4 mio. historier på et år (2008). 39 klager (2010) vedrører dermed mindre end 0,03 promille af nyhedsstrømmen.

Dette tal viser proportionerne, men det ændrer ikke ved, at fejl i medierne kan have alvorlige konsekvenser for dem, det går ud over, og at det løbende er en vigtig opgave blandt medierne at holde selvjustits – og her betyder den hårde konkurrence blandt medierne, at ingen holder sig tilbage med at rejse kritik, når konkurrenter bevæger sig ind i den presseetiske gråzone.

Medierne er derfor selv garant for, at ingen presseetiske ”forbrydelser” holdes skjult, og medierne er også klar til at udøve den nødvendige selvjustits og i en tæt dialog med retspolitikerne drøfte, hvordan en ansvarlig presseetik kan opretholdes – uden at der lægges snærende bånd på medierne, sådan som vi i de seneste år har set det ske i flere europæiske lande.

Og så vil vi advare mod, at mediepolitikerne begynder at lege med de grundlæggende rettigheder på baggrund af forargelse over enkelthistorier eller ud fra tilfældige folkestemninger.

Vi skal huske, at medieansvarsloven ikke er en tilfældig lov skrevet i affekt – men resultatet af et langvarigt og grundigt udvalgsarbejde, hvor hver en sten blev vendt – og forskellige hensyn afvejet, så både hensynet til den enkelte dansker, som kommer i mediernes søgelys, og pressefriheden bliver tilgodeset. Derfor kræver ændringer et grundigt forarbejde, der involverer alle interesser på samme måde som løsningen af den opgave, som mediepolitikerne står overfor: Hvordan fremtidens mediestøtte skal være. Her har politikerne både en omfattende udredning af mediestøtten fra professor Anker Brink Lund og Rambøll og en gennemarbejdet rapport med modeller til løsninger fra Mediestøtteudvalget.