Nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 20-2005

Oprettelsesdato 27. maj 2005

>>> ARBEJDSMARKED
=====================================================

BBC-ANSATTE PLANLÆGGER STREJKER
Journalister og teknikere i BBC forbereder sig for øjeblikket på flere strejker. Årsagen er, at 3780 stillinger skal skæres væk. De ansatte svarer med trussel om fire dage med sort skærm og en tavs radio. Det sker efter planen den 23. og 31. maj og 1. juni samt endnu en dag, som endnu ikke er planlagt. Ledelsen i BBC har udtrykt skuffelse over de varslede strejker og mener, at fagforbundene sætter forholdet mellem seere/lyttere og BBC i fare. Fra arbejdstagerhold er svaret, at man med strejkerne håber, at BBC’s topchef, Mark Thompson (47), kan forstå, at han har mistet grebet om virkeligheden, når han vil afskedige så mange ansatte. BBC har nu vist villighed til forhandlinger med de ansatte og fagforbundene.

DR-STREJKE ER SLUT
På et fagligt møde i onsdags har journalisterne i Danmarks Radio besluttet at genoptage arbejdet. Journalisterne nedlagde arbejdet tirsdag i protest mod, at DR-ledelsen har forsøgt at indføre en ny - og lavere - begyndelsesløn for nyansatte journalister.
- Vi har besluttet at genoptage arbejdet i hele organisationen. Journalisterne vurderer, at ledelsen viser vilje til at ville forhandle, siger tillidsmand på Radioavisen Claus Kaae-Nielsen til Markedsføring efter det faglige møde.
Det var flere hundrede journalister, der i DR i tirsdags overenskomststridigt nedlagde arbejdet.
Strejken ramte blandt andet hele DR Nyheders og store dele af DR Programproduktions område. Det betød, at der ikke blev sendt radioaviser, tv-aviser, regionale nyheder og en stribe journalistiske programmer i normalt omfang, mens strejken varede.

”60 MINUTES” LUKKER ONSDAGS-UDGAVEN
CBS har besluttet at lukke programmet “60 Minutes” om onsdagen.
Bestyrelsesformanden, Leslie Moonves, begrunder lukningen med faldende seertal på onsdagsudgaven.
- Beslutningen handler om ratings – ikke om indhold, siger han.
Alligevel er det en kendsgerning, at CBS fik problemer, da onsdagens ”60 Minutes” sidste år i september bragte et indslag, der handlede om at Præsident Bush pjækkede fra militærtjeneste i Texas Air National Guard som ung, og at en kommandør havde følt pres om at dysse sagen ned, da den kom frem. Efterfølgende viste en rapport, at historien ikke kunne bekræftes, og at der lå research bag historien, som ikke var beviseligt.
Senere blev en nyhedsredaktør og producer Mary Mapes, der havde været med til at lave indslaget om Bush, fyret fra CBS.
Den ledende journalist og populære tv-mand på onsdags-udgaven, Dan Rather, som var ansvarlig for indslaget om Bush, fortsætter derimod på søndagsudgaven af ”60 Minutes”, fortæller Leslie Moonves.
Men det var ikke bare på grund af sagen om Georg Bush at ”60 Minutes” kom i vælten. Senere på året viste ”60 Minutes” indslag om misbrug af fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak. Denne gang med efterfølgende positive reaktioner, og indslaget kom også til at høste anerkendelse, da det fik Peabody-prisen for indslaget. Det var for øvrigt den i dag fyrede Mary Mapes, der producerede indslaget Abu Ghraib fængslet.
I løbet af de seneste år har “60 Minutes - Wedensday” desuden vundet 10 Emmy-priser, to Alfred-priser, DuPont-Columbia University-prisen, fire Peabody-priser og to RTNDA/Edward R. Murrow-priser.
Men nu må seerne altså nøjes med søndags-udgaven af ”60 Minutes”.
http://www.chicagotribune.com/business/chi-0505190259may19,1,1570270.column?coll=chi-business-hed


>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================

INDIEN ÅBNER FOR UDENLANDSKE MEDIESELSKABER
Udenlandske medieselskaber kan nu publicere indiske udgaver af egne aviser i Indien. Eneste krav er, at de har lokale samarbejdspartnere.
Det har en gruppe indiske ministrer netop besluttet. Derimod taler gruppen imod, at man tillader udenlandske medieselskaber at opkøbe indiske medieselskaber. Debatten er startet efter, at Midram Publication sidste år begyndte at publicere Herald Tribune i Hyderabad, skriver Asia Media.

AVISEN I FREMTIDEN
Hvordan ser udviklingen ud for aviser over hele verden? Det har en række redaktører svaret på, og det er der kommet en rapport ud af, som nu er offentliggjort af WAN – World Organisation of Newspapers. Rapporten hedder Trends in Newsroom 2005, og den klarlægger 10 tendenser der peger på, hvordan fremtidens avismarked kommer til at se ud:
1. Tabloid-revolutionen ruller videre. Der er ikke længere snak om stort eller lille format, men hvad man skal fylde kompakt/tabloidavisen med. Debatten «Newspapers versus viewspapers» er allerede i gang.
2. Fra web-blogs til læserinddragende journalistik (participatory journalism). Det mest interessante ved webloggene er, at man ikke betragter dem som en ny informationskanal, men at bloggene alligevel synes at kunne ændre hele informationsprocessen. Mange mener, at «blogsfæren» er mere demokratisk end traditionel journalistik.
3. The «watchdog challenge». Hvem skal tjekke fakta om og for hvem?
Med stadig mere tilgængelig information på nettet, eksploderer muligheden for alle til at tjekke journalisternes faktagrundlag. Dette skaber nye udfordringer for journalisterne og vil tvinge dem til at gøre et bedre job.
4. Fotojournalistikken ændres af amatørfotograferne. Digitale kameraer og mobiltelefoner med kamera udfordrer den traditionelle fotojournalistik. Amatørbillederne bliver en del af mediehverdagen, og den udvikling stiller strengere krav til kontrol på redaktionerne af billedernes oprindelse og ”rigtighed” i forhold til billedemanipulationer. Et faktum der står i modsætning til, at der i dag er ansat færre mennesker på redaktionerne.
5. «Search is king». Nye og forenklede måder at søge og sortere informations- og faktamængden på. Google opfylder et stort behov, men den øgede popularitet af det såkaldte RSS (really simple syndication) kan få stor betydning for det journalistiske arbejde. Dette er et slags informationshierarki som hurtigt pakker og binder den ønskede information sammen.
6. Konvergensen længe leve! Efter en tid med en halvlunken holdning til mediekonvergens, er den nu tilbage på agendaen i en ny og mere udviklet form. Det er igen tid til at se på nyhedsredaktionen som en døgnet-rundt-organisation som kontinuerligt leverer nyheder til forskellige kanaler. Dette gælder ikke længere bare store, men også små og mellemstore lokale mediehuse.
7. Grib de unge læsere. Uden de unge nye læsere, dør avisen. Det ved redaktører verden over. Meget gøres der for at få fat i de unge. Der fokuseres på pris, format, sektioner, nyheder for unge. Nogle aviser forsøger sig med stof, de unge læsere kan respondere på via nettet.
8. Udvikle og forbedre forretningsmodeller for papiravisen. I løbet af de næste ti til tyve år vil økonomien til papiraviserne blive dårligere. Der må udvikles og effektiviseres i alle led af værdikæder for at møde fremtiden.
9. Udvikle forretningsmodeller på nettet. Ifølge analyser vil 50 procent af mediekonsumet være digitalt i 2007. I 2020 har tallet steget til 80 procent. Det betyder, at man i papiravisen skal udvikle stadig nye forretningsmodeller tilpasset nettet.
10. Har vi den personlige avis allerede i 2010? I hvert fald kan fremtiden blive lys for den som klarer at kombinere papiravisen med andre mediekanaler, og særlig mobiltelefonen. Den kan blive vor hovedkanal til nyhederne og vil igen kunne generere indtægter til det gamle avishus.
Hele rapporten Trends in Newsroom 2005 kan bestilles fra WAN:www.wan-press.org

JOURNALISTER FORETRÆKKER AVISER
I Norge er aviserne det medie, som de fleste journalister foretrækker. 52 procent af de norske journalister har aviserne som sin primærkilde, når de vælger medium. For resten af befolkningen er det bare 29 procent, der læser avisen som sit vigtigste medium.
Det viser en ny undersøgelse, der er udarbejdet af Norsk Respons for Nordiske Mediedage.
Men selv om avisen står stærkt hos journalisterne, er der i dag færre journalister der siger, at de bruger avisen som primær kilde i forhold til for blot fire år siden. I 2001 var der således 64 procent af journalisterne, der brugte aviserne som sit vigtigste medium. Der er ikke lavet en lignende undersøgelse i Danmark.

ENDNU MERE INTERNATIONAL
The International Herald Tribune er begyndt at udkomme i Egypten. Dermed er den første udenlandske avis, der udkommer i det nordafrikanske land, hvor aviserne distribueres sammen med den engelsksprogede The Daily Star.
Internatioanl herald Tribune er inde i en voldsom vækstfase med en øgning i oplaget på 3,3 procent sidste år.
– Vi er verdens dagblad, og derfor må vi levere internatonale nyheder, analyser og opinion af høj kvalitet til læsere i så mange af verdens byer som det er muligt, siger Michael Golden, chefredaktør for International Tribune og henviser til, at avisen også begyndte at udkomme i Irland sidste år.
International Herald Tribune bliver trykt på 30 trykkerier rundt om i verden og kan købes i mere end 180 lande. Avisen har haft sin base i Paris siden 1887 og er en del af The New York Times Company.

MOBIL AVIS I KINA
Den første udgave af en avis på mobiltelefon er nu tilgængelig i Kina, rapporterer det kinesiske netsted CriEnglish.com. Den mobile avis kommer ud i provinsen Zhejiang, og abonnenterne kan modtage avisen med tekst, billeder og lyd via SMS.
www.dagensmedier.no


>>> FAGPRESSE
=====================================================

POSITIV UDVIKLING FOR FAGBLADENE
Flere års negativ udvikling i reklameforbruget i fagblade blev vendt i 2004. Dansk Fagpresse har netop afsluttet indsamlingen af oplysninger til reklameforbrugsundersøgelsen 2004.
Heraf fremgår det, at annonceomsætningen for fagblade og tidsskrifter i 2004 steg med 5, 9 procent. De to foregående år faldt omsætningen med henholdsvis 14,5 procent og 12,5 procent, oplyser Dansk Fagpresse i det seneste nyhedsbrev.
Fagbladenes annonceomsætning var i 2004 på 705 millioner kr. Den samlede reklameforbrugsundersøgelse, der viser omsætningen for alle medier, offentliggøres af Dansk Oplagskontrol i juni.


>>> MEDIEPOLITIK
=====================================================

DANSK FOLKEPARTI FIK SIN VILJE OM TV2-SALG
Det lykkedes Dansk Folkeparti (DF) at vride armen så hårdt om på statsminister Anders Fogh Rasmussen, at han har frataget kulturminister Brian Mikkelsen(K) ansvaret for TV2-salget og i stedet overladt det til finansminister Thor Pedersen (V). Til gengæld gør DF ikke alvor af sine trusler om helt at opsige medieforliget med regeringen.
- Vi har ingen personlig vendetta mod kulturministeren, men han har håndteret denne sag amatøragtigt, sagde Pia Kjærsgaard tirsdag efter det møde, parterne holdt tirsdag.
Fyringen af Brian Mikkelsen som ansvarlig minister får ingen konsekvenser for salget af TV2, vurderer eksperter. De tror næppe, at salget vil blive fremskyndet, så længe de uafklarede EU-sager verserer. Hverken VK eller DF vil sætte en dato for, hvornår TV2 er solgt.
Salgsprocessen vil blive håndteret af en styregruppe, der består af finansministeren, kulturministeren og en repræsentant fra DF.


>>> NYT OM NAVNE
=====================================================

FÆRØLEGAT TIL FREELANCE-JOURNALIST
Folketingets formand Chr. Mejdahl har besluttet at uddele Færølegatet til freelancejournalist Tine Albinus fra Albinus Kommunikation.
Hun vil på en fem til syv ugers reportagerejse besøge både byer og de mere isolerede egne af Færøerne for at skildre levevilkår og holdninger til en lang række sociale, politiske, kulturelle og økonomiske spørgsmål.
Der var indkommet 39 ansøgninger til legatet.


>>> UDDANNELSE OG FORSKNING
=====================================================

NJC SKAL NEDLÆGGES
En arbejdsgruppe i Nordisk Ministerråd foreslår, at Nordisk Journalistcenter (NJC) i Århus skal nedlægges. Nordisk Journalistcenter tilbyder videreuddannelse for journalister i de nordiske lande, de baltiske lande og Rusland finansieret af midler fra Nordisk Ministerråd.
Men nu vil arbejdsgruppen lægge funktionerne ud til forskellige medieuddannelser i Norden og lukke centret.
Fungerende institutleder nordmanden Lars Helge Rasch siger, at han vil gå på barrikaderne for at redde NJC.
– Jeg har mundtligt fået besked om, at NJC skal bestå. Det rimer ikke med udvalgets rapport.
Hvert år arrangerer NJC omkring 30 seminarer i de baltiske lande og Rusland. Disse seminarer fokuserer på grundkendskab i journalistik og hvert enkelt varer to til fire dage. I tillæg tilbyder NJC også rejsestøtte for journalister i nærområderne. Mellem 800 og 900 journalister deltager hvert år i kurser, som NJC tilbyder eller er medarrangør af.
Nordisk Journalistcenter - tidligere Nordisk Journalistkursus - blev oprettet i 1957 som en af de første institutioner under Nordisk Råd og er nu en institution under Nordisk Ministerråd. I NJC’ s bestyrelse sidder repræsentanter for presseorganisationer i Norden.
www.njc.dk


*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************

JOURNALISTIK PÅ ET HØJERE NIVEAU
Journalister og kommunikatører får mulighed for at nå et højere niveau igennem de tre journalistiske deltidsuddannelser: Kommunikation og informationsjournalistik, Analytisk journalistik og Den digitale journalistik. Diplomuddannelserne, som er kompetencegivende, udbydes af Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) og Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet.
Efteråret byder bl.a. på kurserne: kreativitet og idéudvikling, strukturreform og politikken, analytisk journalistik, informationsjournalistik og netjournalistik. Tilmeldingsfristen er onsdag den 1. juni.
Se mere på www.cfje.dk/diplom eller kontakt CFJE, Karen Tambo, tlf. 8944 0555, mail: kt@cfje.dk.

JOURNALISTIK FRA EN ANDEN VERDEN
Drømmer du om at rejse og skrive om det? På denne rejseuddannelse lærer du at forberede og gennemføre en reportagerejse, vinkle og sælge historierne på forhånd og arbejde med journalistik under ekstremt anderledes forhold end i den hjemlige andedam.
Vi har udsat fristen for tilmelding på dette forløb til 15. juni. Se det hele på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$84

DEN GRAFISKE HØJSKOLE TILBYDER TO NYE UDDANNELSER
Media Management er en ny 1-årig lederuddannelse målrettet medieverdenen.
Det er Den Grafiske Højskole, der udbyder uddannelsen, hvor der lægges vægt på at give deltageren en tværfaglig helhedsforståelse af virksomhedens forretningsområder. Uddannelsens mål er at opkvalificere ledere eller kommende ledere i medieverdenen, så de kan håndtere komplekse problemstillinger og generelle ledelsesmæssige udfordringer.
Desuden har Den Grafiske Højskole netop udbudt uddannelsen Strategisk Planning, der bliver udbudt som en 1-årig specialuddannelse på Den Grafiske Højskole med fokus på at bygge bro mellem rationel, analytisk tænkning og kreativ idéudvikling. Formålet er at uddanne strateger og kommunikationsarkitekter, der tænker utraditionelt, kreativt og innovativt. Strateger, der ser modtageren som en ressource for afsenderen - og som derfor brænder for kommunikation, der både involverer og er præcis.
Informationsmøder om Media Management er den 31. maj kl. 17-18 på Den Grafiske Højskole i København og d. 2. juni kl. 17-18 på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Informationsmøder om Strategisk Planning er onsdag d. 1. juni 2005 kl. 17-18 på Den Grafiske Højskole i København og onsdag d. 8. juni 2005 kl. 17-18 på Danmarks Journalisthøjskolen i Århus. Tilmelding til begge uddannelser sker på www.dgh.dk Her kan man også læse mere om det faglige indhold, ansøgningsproceduren, pris og andre praktiske oplysninger. Ansøgningsfrist er d. 1. juli 2005. Kontaktperson for begge uddannelser er uddannelsesleder Lene Bangsbo 77 40 50 00, lb@dgh.dk


*******************************************************************************
=====================================================



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk