>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================
SJÆLLANDSKE MEDIER ÅBNER NY LOKALREDAKTION
På Sjællandske Medier medfører den kommunale strukturreform ikke en
centralisering af den lokale tilstedeværelse - tværtimod. Den sydvestsjællandske multimediekoncern har nemlig besluttet at åbne en ny lokalredaktion - i Haslev, som bliver hovedby i den nye Faxe storkommune. (Faxe er ikke en stavefejl – det kommer den faktisk til at hedde). Lanceringen i den stærkt voksende tilflytterby - 12.000 indbyggere – sker til sommer. I mange år har DAGBLADET været ene om at forsyne Haslev med lokalstof, men nu får folk altså et alternativ.
- Baggrunden er, at vi vil være tilstede med en lokalredaktion i hver af de seks nye storkommuner, som vores to dagblade, Næstved Tidende og Sjællands Tidende, dækker. En del af den nye Faxe storkommune dækkes i dag fra vor redaktion i Præstø, som imidlertid kommer til at ligge i den nye Vordingborg storkommune. Derfor skal Faxe have sin egen redaktion ligesom de andre kommuner. Vi har ikke i nyere tid haft lokalstof fra den nuværende Haslev Kommune, som ligger i periferien, men det bliver altså konsekvensen af den nye redaktionsstruktur, og vi regner med mange nye læsere, udtaler chefredaktør Søren Baumann. Desuden udvider Sjællandske Medier sin redaktion i Høng, som kommer til at ligge i den nye Kalundborg storkommune, for at kunne servicere sine læsere i Høng-Gørlev-området med fælles Kalundborg-stof, primært det kommunale. Nogle af de seks lokalredaktioner vil herudover have et par små filialredaktioner under sig, idet man opretholder de nuværende redaktioner i Korsør, Skælskør, Præstø og Stege. Alle koncernens redaktioner er i princippet flermediale, idet de kan bidrage til både dagblad, tv, net og radio.
Sjællandske Medier har i øvrigt tidligere bebudet, at dens to dagblade overgår til tabloidformat, og nu er der sat dato på: Tirsdag den 25. oktober i år.
POLITIKEN INDFØRER CITATREGLER
Større gennemskuelighed i journalistikken. Det er et af målene for Politikens indførelse af citatregler. Det skal være mere tydeligt for læserne, hvor journalisterne har deres citater fra og i hvilken form de har fået dem, skriver CFJE i sit nyhedsbrev.
Hvor har journalisten oplysninger og citater fra? I de tilfælde, hvor det er relevant for læseren at vide, skal Politikens journalister fremover gøre det gennemskueligt, hvordan de er kommet i besiddelse af oplysningerne.
- Det kan for eksempel være relevant for læseren at vide om journalisten selv har snakket med en minister eller om han blot har fået et par linier fra en spindoktor pr mail, forklarer læsernes redaktør Niels Nørgaard.
Niels Nørgaard har siddet i det udvalg, der siden starten af 2004 har arbejdet med at udvikle citatreglerne. Udvalget bestod desuden en journalist, en bibliotekar og Chefredaktør Per Knudsen, der fortæller om overvejelserne bag reglerne:
- Citatreglerne er ikke udtryk for at vi har et stort problem på Politiken. De er heller ikke udtryk for en ny politik, men ligger fint i forlængelse af en holdning der hele tiden har været på avisen. De har snarere en påmindelsesfunktion og en funktion i forhold til praktikanter og nye medarbejdere, som har arbejdet andre steder.
Se Politikens citatregler
GUARDIAN SNUSER TIL GRATISMARKEDET
Engelske Guardian Newspapers, som udgiver The Observer og The Guardian ser i øjeblikket efter muligheder for at udgive en gratisavis i London. Det skal være en avis, der ligger tilgængelig i undergrundsbanen, skriver Media Bulletin.
BERLINGSKES TOP PÅ ROADSHOW
Visionen er, at Berlingske Koncernen skal blive Danmarks mest lønsomme og bredest dækkende medievirksomhed.
Så store ord har Joachim Malling, Lasse Bolander, Tom Jørgensen og Anders Götzsche – alle fra Berlingske Koncernens direktion - med, når de for øjeblikket turnerer rundt i landet til alle dele af virksomheden.
Med et show på to en halv time fortæller de fire herrer, hvor Berlingske Koncernen kommer fra, og især hvor den er på vej hen.
Hvordan Berlingske Koncernen skal leve op til ovenstående vision kom der et par bud på på et af de mange roadshows:
- Vi skal levere viden og underholdning til danskerne. Hvor og når de ønsker det. Så vi har en vision om ikke at blive i en beskyttet kasse, der hedder en trykt avis. Vi skal udvikle den trykte avis, men også alt det, der ligger udenom, lyder det fra Adm. Direktør Joachim Malling, der især ser internettet som en mulighed for ekspansion.
I artiklen, hvor han er citeret i Berlingske Koncernens interne personaleblad Ernst, understreger Joachim Malling, hvor meget han tror på vækst for gratisaviser.
Hans bud er, at koncernens egen gratisavis Urban kommer ud med et plus på bundlinjen næste år.
- Urban bliver dermed en avis, der både giver penge til koncernen, og som kan blive fødekæde for andre aviser, siger Joachim Malling.
WALL STREET JOURNAL KRYMPER OGSÅ
Nu har den ellers meget konservative amerikanske avis Wall Street Journal også besluttet at udsende sine europæiske og asiatiske udgaver i tabloid, mens den amerikanske udgave vil fortsætte i broadsheet. Skiftet vil ske. d. 17. oktober.
Udgiveren, Dow Jones, oplyser, at initiativet vil spare lidt under 100 mio. kr. (17 mio. USD) i produktionsomkostninger. Desuden håber man at kunne tiltrække yngre læsere.
Herudover er en weekend-udgave på vej til september. Endelig har Wall Street Journal lanceret en abonnements-service, hvor man kan få både den trykte udgave og adgang til online-udgaven – en abonnements-form som Dagbladet Børsen længe har anvendt i Danmark.
Kilde: Brand Republic (UK) + WARC
BEDRE TIDER OG NYE TILTAG FRA EKSTRA BLADET
April har været en rigtig god måned for Ekstra Bladet. Her har oplaget været i fremgang for første gang i lang tid. Det skyldes blandt andet, at konkurrenten BT med sin relancering fokuserer mere på familiestof, hvor EB kører videre i den traditionelle ”formiddagsavis-stil”. En anden faktor, der har sat gang i salget er, at EB har genindført de populære bingo-plader.
Og som noget helt nyt er EB netop begyndt at tilbyde sine læsere service om avisen på tekst-tv. ”Hvad byder Ekstra Bladet på i dag - og i morgen?” , står der i pressemeddelelsen på avisens hjemmeside. På tekst-tv - på TV2, TV3, Kanal 5 eller TV Danmark kan læserne finde smagsprøver på en stribe af morgendagens avis.
>>> MARKED OG ØKONOMI
=====================================================
REKORDÅR FOR KRISTELIGT DAGBLAD
A/S Kristeligt Dagblad fik i 2004 et af sine bedste år nogensinde. Avisen blev for fjerde år i træk landets mest fremgangsrige med en samlet oplagsstigning på 7,5 procent til godt 23.000 eksemplarer. En stigning, der er fortsat i 2005, hvor oplaget har rundet 25.000 eksemplarer.
Avisen fik også i det seneste år et øget annoncesalg og vækst i læsertallet til mere end 100.000 daglige læsere.
Årets samlede resultat blev på 6,2 mio. kr. Formanden for Kristeligt Dagblads bestyrelse, Hans Skov Christensen, der er adm. direktør i Dansk Industri, betegnede årets resultat som meget tilfredsstillende. Og Kristeligt Dagblads chefredaktør og adm. direktør Erik Bjerager siger, at vækstlinjen fra 2004 fortsætter i 2005.
- Interessen for tro, etik og eksistens er usvækket, og Kristeligt Dagblads brede satsning har trukket en ny kreds af læsere til. Det har været med til at styrke den ændring af avisens redaktionelle linje, der er gennemført i de senere år, siger han.
TILFREDSSTILLENDE RESULTAT I NORDVESTSJÆLLAND
Et overskud før skat på 5,5 mio. kr. blev resultatet for Medieselskabet Nordvestsjælland, som udgiver dagbladene Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad. Resultatet skyldes blandt andet, at medieselskabet har foretaget en ekstraordinær nedskrivning på rotationspressen – og det betegnes af adm. direktør og chefredaktør Mogens Flyvholm som ”særdeles tilfredsstillende.”
BEDRE RESULTAT END FORVENTET I SVENDBORG
Svendborg Avis A/S kom bedre ud af regnskabsåret 2004 end forventet.
Virksomheden, der ejer Fyns Amtsavis, en række fynske ugeaviser samt Svendborg Tryk, fik et overskud før skat på 7,1 millioner kroner mod 5,7 millioner, som avisen havde budgetteret.
Resultatet lever ikke op til rekordåret 2003, hvor overskuddet var helt oppe på 12, 1 millioner kroner, men 2004 betegnes alligevel som tilfredsstillende.
En af de væsentligste begivenheder, der er sket i virksomheden i 2004 var indførslen af Saxopress og annoncesystemet Mpress. Omkostningerne i forbindelse med implementeringen blev dog holdt nede, da det skete over en kort periode.
>>> MEDIEPOLITIK
=====================================================
FOGH VIL IKKE INDGÅ NYT MEDIEFORLIG
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er tilsyneladende afslappet overfor, at Dansk Folkeparti (DF) har opsagt sin deltagelse i medieforliget. DF er utilfreds med kulturminister Brian Mikkelsens håndtering af salget af TV2, og at statsministeren ikke har overtaget salgs-processen. Både Socialdemokraterne og de Radikale har hurtigt tilbudt sig som nye partnere, men er blevet afvist af statsministeren. Han betragter opsigelsen som et forhandlingsoplæg, skriver Ritzau. Socialdemokraterne kræver mindst en fireårig fredningsaftale for TV2 som modydelse for at gå med i et nyt medieforlig med regeringen. Anders Fogh Rasmussen mener ikke, det er nødvendigt at indgå et nyt forlig uden DF. Han udtaler, at regeringen ikke vil indgå noget nyt forlig før det gamle udløber. I forbindelse med Dansk Folkepartis udtræden af medieforliget vil partiet nu forsøge at bruge et flertal uden om regeringen til at sikre, at en snes nyhedsmedier, herunder Weekendavisen, Berlingskes Nyhedsmagasin og Computerworld kan beholde den portostøtte, som transportministeren ellers vil forbeholde dagblade fremover.
>>> VURDERINGER AF PRESSEN
=====================================================
REDAKTØR BLEV BETALT FOR AT ROSE IPOD
Computerfirmaet Apple har betalt en redaktør fra den amerikanske TV-kanal NBC for at tale rosende om selskabets produkter. Skandalen blev afsløret i Wall Street Journal, og redaktøren har tilstået, skriver macworld.se. Redaktøren har fået 15.000 dollars per produkt han har omtalt fra Apple. Han mener selv, at NBC var bekendt med aftalen, men cheferne på tv-stationen benægter.
>>> UDVIKLING
=====================================================
PRESSEORGANISATIONER TILBYDER LÅN
World Organisation of Newspapers (WAN) og Media Development Loan Fund – en non-profit organisation som har til opgave at tilbyde billige lån til medier i udviklingslande – er begyndt at samarbejde for at investere i avisprojekter i udviklingslande. De to organisationer tilbyder gode lånebetingelser til nøje udvalgte medieprojekter i kommende demokratier.
NORGE VIL HAVE FLERE KVINDELIGE LEDERE
Der skal flere kvinder i redaktørstolene på de norske medier.
Det har Norsk redaktørforening (NR) sat sig som mål, og foreningen forventer, at der er sket fremskridt på området i løbet af de næste to år. For at nå målet har NR etableret en database, hvor redaktørkandidater kan præsentere sig. Det sker i samarbejde med blandt andet Medienetværket – Forum for kvinder i ledelse. På landsmødet i NR i Oslo i sidste uge blev målet med at synliggøre kvinderne allerede genspejlet. Det er ikke mange år siden, at talerstolen på disse møder udelukkende blev besat af mænd. På mødet i sidste uge var 80 procent af talerne kvinder – dog var de langt fra alle redaktører.
Kilde: Dagens Medier.
>>> PRESSEN FOR DE UNGE
=====================================================
GRATIS AVISER TIL LANDETS GYMNASIER
Unge skal kunne bruge avisen til at få viden. De skal vide, at pressen generelt er en vigtig brik i et demokrati. Og de skal frem for alt have lyst til at læse avis.
Det er nogle af formålene, der ligger til grund for det netop søsatte projekt: Skolernes Avisuge.
Bag initiativet står Avisen i Undervisningen, der er en selvstændig enhed under Danske Dagblades Forening.
Målgruppen er elever i det almene gymnasium, handelsgymnasiet, det tekniske gymnasium samt hf.
I én uge om året – nemlig i uge 45 - kan skolerne gratis få tilsendt maximum tre klassesæt aviser efter eget valg.
Afdelingsleder for Avisen i Undervisningen, Kirsten Holck Rantorp forudser, at mange skoler vil tage imod tilbudet:
- Det er det helt rigtige tidspunkt for aviserne, siger Kirsten Holck Rantorp.
- Den nye gymnasiereform træder i kraft til august, og den lægger op til, at lærerne skal arbejde på tværs af fagene, altså tværfagligt. Og det er jo netop, hvad avisen er.
Aviserne sendes til skolerne i klassesæt, som frit kan beslutte, hvordan der skal arbejdes med aviserne. Avisen i Undervisningen udarbejder desuden et katalog med forslag til måder, hvorpå man kan bruge aviser i undervisningen. Dette materiale kommer snart til at ligge på Avisen i Undervisningens hjemmeside www.aiu.dk
HVEM ER BEDST TIL AT TILTRÆKKE DE UNGE LÆSERE?
Den verdensomspændende avisorganisation The World Association of Newspapers (WAN) inviterer aviser over hele verden til at være med i konkurrencen: Hvem er bedst til at tiltrække unge læsere. Prisen går til den avis, der har gennemført det mest innovative projekt eller en enkelt aktivitet, der henvender sig til de unge læsere, og som får unge til at interesserer sig for aviser. Deadline for at indsende sit tiltag er den 15. juli, og premien til vinderen er en fuld betalt tur til Argentina, hvor dette års konference the 6th World Young Reader Conference bliver afholdt fra den 18. til den 21. september.
Tidligere vindere af konkurrencen er The West Australian og The Telegraph of India i 2004, The Daytona Beach News Journal of the United States i 2003, The Sunday Times of South Africa, som vandt I 2002 og 1999, the Western Mail & Echo of Wales i 2001, La Prensa of Panama i 2000 og the Argentinian newspaper La Nueva Provincia i 1998.
For at være med I konkurrencen skal man have lavet et projekt på sin avis mellem juli 2004 and 30. Juni 2005. Retningslinjer for konkurrencen kan man se på:
http://www.wan-press.org/nie/wyrp.php
>>> REDAKTIONELT
=====================================================
KAN DU BLIVE JOURNALIST?
1.044 personer var tilmeldt (heraf 144 til fotojournalistuddannelsen), da Danmarks Journalisthøjskole i lørdags den 7. maj åbnede dørene til optagelsesprøven 2005.
Optagelsesprøven består af flere elementer, blandt andet en opgave i idékraft, et referat, en sprogtest og en videntest. Som noget nyt skal ansøgerne motivere, hvorfor de gerne vil være journalister. Begrundelsen skal bruges til de personlige samtaler, som Journalisthøjskolen indfører for første gang i år.
Knap 200 af de 663 fremmødte ansøgere til journalistlinjen vil blive kaldt til en efterfølgende samtale for at sikre, at de egner sig til det krævende journaliststudie.
Se optagelsesprøven - og tjek, om du kunne blive optaget på Journalisthøjskolen, hvis du skulle starte helt forfra: http://afdelinger.djh.dk/optagelsejourn/stories/storyReader$46
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
FRA KONSTITUERET CHEF TIL CHEF
Efter at have været konstitueret som salgschef for TV Danmark siden juni sidste år, er Klaus Nielsen nu blevet udnævnt til salgschef for TV Danmark.
Klaus Nielsen der er 39 år og HD i afsætning, har siden han blev konstitueret salgschef stået i spidsen for omstruktureringen og ændringen af strategien for TV Danmarks salgsafdeling.
>>> RADIO-MEDIET
=====================================================
RADIO MEGA FÅR NYE EJERE
Radio MEGA bliver snart overtaget af Politikens Lokalaviser A/S som hovedaktionær og Radio ABC, Randers i fællesskab. Radio MEGA har i nogen tid haft ønske om kapitaltilførsel for bl.a. at kunne forstærke den journalistiske indsats ikke mindst i det primære område Hillerød, Allerød og Skævinge.
- Radio MEGA har ønsket en investor, der giver os mulighed for at øge sendetid og kvalitet
uden vores selvstændighed og lokale forankring rokkes. Det har vi fundet i den nye
ejerkreds, fastslår direktør Mette Dahl Juelner, Radio MEGA, der fortæller, at stationen
fastholder både navn og frekvenser.
- Radio MEGA har et engageret personale og en stærk ledelse, siger adm. dir. Jan Halling,
Politikens Lokalaviser A/S. Vi har til gengæld den redaktionelle kompetence og kapital,
mens Radio ABC er en partner med dokumenteret erfaring i drift af stærke, meget lokalt
orienterede radiostationer. Vi bliver en treenighed, der sammen kan garantere en stærk
radio for Nordsjælland.
Radio MEGA har været i luften siden 1998 og beskæftiger ni medarbejdere.
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
DE BERGSKE BLADE UDNÆVNER TO REDAKTØRER
Redaktionssekretær Ole Hansen, Holstebro, og sportsredaktør Henrik Larsen, Viborg, er med virkning fra den 1. maj 2005 udnævnt til henholdsvis erhvervsredaktør og sportsredaktør i De Bergske Blade.
Ole Hansen, der er 39 år, har været ansat som erhvervsjournalist på Dagbladet Holstebro Struer siden 2001 og har som redaktionssekretær i to år redigeret de daglige erhvervssider og erhvervstillæg i De Bergske Blade. Ole Hansen får ansvaret for den daglige kontakt med erhvervsredaktionens medarbejdere i alle bladhuse og står for den daglige planlægning og idéudvikling inden for erhvervs- og arbejdsmarkedsjournalistikken til alle Bergske medier.
Henrik Larsen, der er 38 år, har været ansat som sportsjournalist på Viborg Stifts Folkeblad siden 1998, blev udnævnt til sportsredaktør i Viborg i 2002 og fik samtidig ansvaret for De Bergske Blades fælles sportssider, som redigeres i Viborg. Henrik Larsen får ansvaret for den daglige kontakt til sportsmedarbejderne i alle bladhuse og er ansvarlig for udviklingen af sports- og idrætsdækningen i alle Bergske medier.
>>> UDVIKLING
=====================================================
DR RUSTER SIG TIL FREMTIDEN
Både internt i DR og i den brede offentlighed sætter DR nu sig selv på dagsordenen for at få en diskussion om, hvad DR’s rolle er og skal være fremover.
Overalt i DR holdes der i disse dage medarbejdermøder, hvor de ansatte bliver præsenteret for nogle af de scenarier, der er for DR og mediemarkedet generelt i fremtiden. Samtidig bliver alle afdelinger bedt om at komme med deres bud på, hvordan DR skal tackle udfordringerne.
Ud over den interne diskussion vil DR’s direktion udgive en debatavis om public service og holde en række offentlige møder hen over sommeren i DR’s distrikter, hvor lytterne, seerne og netbrugerne kan komme med deres bud på, hvor DR skal bevæge sig hen.
Hele kampagnen foregår under sloganet "DR ikke som de andre", og kampagnen introducerer samtidig DR’s nye logo og koncerndesign, som tages i brug på alle medier fra den 1. juni.
- Vi tager diskussionen nu, fordi vi mener, at tiden er inde til det. Som den eneste rent licensfinansierede public service-virksomhed i Danmark står vi med en række udfordringer, og der vil komme flere i fremtiden, fordi mediemarkedet bliver stadig mere broget. Licensbetalerne har krav på at få noget fra DR, som de ikke kan få fra andre, og det kan få store konsekvenser for DR, hvis vi ikke får de rigtige udviklingsmuligheder, siger DR’s konstituerede generaldirektør Lars Vesterløkke, der fremhæver, at medieforliget helt aktuelt står foran at skulle fornyes i 2007, og der er det vigtigt, at DR er synlig.
>>> MEDIER PÅ TVÆRS
=====================================================
NY UNDERSØGELSE OM DANSKERNES MEDIEVANER
56 procent af danskerne læser dagblade stort set hver dag. 21 procent læser flere aviser på en dag. 20 procent læser sjældent eller aldrig dagblade. Web-aviser læses af 16 procent stort set dagligt, mens 61 procent aldrig læser web-aviser. Gratisaviser læses af 19 procent stort set dagligt, mens 26 procent aldrig læser denne type aviser.
Det viser en ny undersøgelse, som netop er udarbejdet og offentliggjort af Amternes og kommunernes forskningsinstitut. Undersøgelsen hedder Kulturvaneundersøgelsen 2004 og er en opfølgning og opdatering af de tidligere kulturvaneundersøgelser, der har været gennemført i 1964, 1975, 1987, 1993 og 1998. Undersøgelsen viser også, at der er 79 procent, der stort set dagligt eller næsten hver uge læser distriktsblade/lokalaviser. Fagblade og tidsskrifter læses næsten hver uge af 40 procent, mens ca. 30 procent sjældent eller aldrig læser fagblade og tidsskrifter. 51 procent læser magasiner og ugeblade næsten hver uge, mens 30 procent sjældent eller aldrig læser disse blade.
Og vi danskere ser også tv. I 2004 så vi i gennemsnit 2,5 time på hverdage og ca. 3 timer og 20 minutter i weekenden. 5 procent af os ser sjældent tv. Radioen lyttes der i gennemsnit til i knap 3 timer på hverdage og ca. 2,5 time i weekenden. 8 procent hører aldrig radio.
Hele undersøgelsen, som er interessant læsning, kan findes på: http://www.akf.dk/
*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************
SKRIV TIL HJERTET
Vil du skrive til sanserne, så læserne ikke alene forstår teksten, men også nyder den og husker den længe efter? Lær det på den åbne uddannelse Faktaformidling med storytelling - et deltidsforløb i København, udbudt af Danmarks Journalisthøjskole. Cand. mag og journalist Mikkel Hvid vil stå for indføringen i den fortællende journalistiks metoder og muligheder.
Læs mere på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$90
Vil du med i efteråret 2005? Så er det nu, det gælder. Ansøgningsfristen er 15. maj, og det gælder iøvrigt også uddannelser som Fagligt men klart, Journalistisk metode 1+2, Webjournalist 1, Journalistik fra en anden verden, Skriv journalistisk, Journalistik for kommunikationsfolk med flere
JOURNALISTISKE DIPLOMUDDANNELSER FORENER PRAKTISK ERFARING MED AKADEMISK VIDEN
Journalister og kommunikatører kan vælge mellem tre kompetencegivende deltidsuddannelser: Analytisk journalistik, Kommunikation og informationsjournalistik samt Den digitale journalistik. Diplomuddannelserne udbydes i et samarbejde mellem Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) og Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet.
Der undervises bl.a. i emnerne analytisk journalistik, informationsjournalistik, netjournalistik, strukturreform og politikken, kreativitet og idéudvikling.
Tilmeldingsfrist for efterårets undervisning er onsdag den 1. juni.
Flere oplysninger findes på www.cfje.dk/diplom eller kontakt CFJE, Karen Tambo, tlf. 8944 0555, mail: kt@cfje.dk.
*******************************************************************************
=====================================================