>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================
FINANSIAL TIMES IKKE TIL SALG
Rygterne fortsætter, når det gælder den britiske finansavis Financial Times (FT).
For blot få uger siden kom det frem, at det britiske flagskib i den engelske avisverden Fiansial Times har tabt så meget økonomisk, at ejeren Pearson Group vil sælge. I sidste uge skrev the International Herald Tribune imidlertid, at det på FT’s generalforsamlingen var blevet slået fast, at avisen skal forblive i Pearsons mediekoncern. Sidste år var tabet ni millioner pund for avisen.
KRISTELIGT DAGBLAD LANCERER UNDERVISNING OM RELIGION
www.religionsundervisning.dk
Det er på denne adresse, at Kristeligt Dagblad fra slutningen af maj lægger undervisningsmateriale om verdens fem store religioner, Kristendom, islam, jødedom, buddhisme og hinduisme.
Statistik, debatindlæg, baggrundsartikler, quizzer og billedsamlinger bliver noget af det, som brugerne kan få glæde af på sitet.
Den primære målgruppe er gymnasieelever, men alle andre interesserede kan naturligvis også benytte sitet.
Kristeligt Dagblad har siden 1999 haft Skandinaviens største religionssite www.religion.dk.
- Vi ved fra brugerundersøgelser, at op imod 10% af vores brugere på religion.dk er under 20 år. Desuden henvises der til os fra mange undervisningssider. Vi er derfor overbeviste om, at mange undervisere vil drage nytte af, at vi nu producerer meget præcise undervisningspakker på www.religionsundervisning.dk, som for eksempel kunne hedde "Kærlighedsforståelser på tværs af religioner," "Religionsstiftere," eller "Etik i i fem verdensreligioner", siger avisens internetchef, Anders Ellebæk Madsen.
- En anden styrke ved vores nye undervisningsside er, at indholdsproducenter på internettet kan operere meget hurtigere end traditionelle producenter af fysiske bøger. Hvis for eksempel en ny religiøs bevægelse pludselig kommer til at fylde meget i offentligheden, kan vi på få uger skrive og publicere informative forløb om denne bevægelse. Dette kræver til gengæld meget lang tid for lærebogsforlag.
www.religion.dk er Skandinaviens største religionsportal, blandt andet fordi over 50 religionskendere - præster, imamer, rabbinere og religionsvidenskabsmænd - debatterer religiøse emner. Se www.religion.dk/religionsdebatten. www.religion.dk har omkring 28.000 månedlige brugere og 400.000 månedlige sidevisninger.
>>> FAGPRESSE
=====================================================
POSITIV START PÅ ÅRET FOR FAGPRESSEN
Annonceomsætningen for fagblade i 1. kvartal 2005 viste svagt positiv vækst i forhold til samme kvartal sidste år, svarende til indeks 102, lyder det fra Fagpressens sekretariat.
Udviklingen er mindre markant end den generelle vækst i annoncemarkedet, hvilket primært skyldes, at den øgede indsats i forbindelse med valget kun i begrænset omfang berører fagblade.
Den positive trend underbygges af indberetninger fra mediebureauerne, der jvnf. DRRBs MedieIndex (Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening) har noteret vækst indenfor mediegruppen fagblade svarende til indeks 112 for perioden januar og februar.
Opdelt på brancher er der en tendens til, at de primære erhverv (branchesektorer 1-3) har haft en svagere udvikling end specielt ’fritid, kulturel og ideel virksomhed’ samt ’tjenesteydelser, rådgivning og økonomi’. Meget positivt er det indenfor ’Sundhed og Forsorg’ at kunne notere, at omsætningen på tekstside annoncer efterhånden opvejer det fortsatte tab af stillingsannoncer til bl.a. offentlige, online jobportaler.
>>> GRATISAVISER
=====================================================
URBAN VIL VÆRE STØRST PÅ SJÆLLAND
URBAN skal positioneres som den største avis på Sjælland.
Det skal det nye reklamebureau Printguruerne med speciale i udvikling af printkoncepter hjælpe med og har derfor netop udviklet en reklamekampagne for gratisavisen.
Stilen og tonen i kampagnen er inspireret af humor.
- Det var vigtigt for URBAN og os at få humor ind i kampagnen, hvorefter valget af tegneserieplatformen forekom ganske naturlig, siger Thomas Planck fra Printguruerne.
Kilde: Markedsføring.
>>> MEDIER OG RETTIGHEDER
=====================================================
MORD VIL FORVÆRRE SITUATION FOR JOURNALISTER
En fremtrædende tamilsk journalist blev sidste fredag fundet dræbt nær Sri Lankas hovedstad, Colombo. Dharmeratnam Sivaram var redaktør af den populære internetavis Tamilnet, der støtter oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE), og kommentator på en lokal engelsksproget avis. Sivaram, hvis lig blev fundet gennemhullet af skud, blev bortført af fire bevæbnede mænd, da han forlod en restaurant i Colombo sent torsdag aften. Sri Lankas regering fordømte drabet. Det samme gør den internationale journalistorganisation, The International Federation of Journalists.
- Det er chokerende og tragisk. Og jeg er bange for, at mordet vil øge spændingerne i landet og gøre det endnu sværere for journalister at arbejde, siger Aidan White fra IFJ.
Adskillige srilankanske journalister er blevet myrdet i de senere år. Ikke et eneste af mordene er opklaret. Den Parisbaserede organisation Journalister Uden Grænser udtrykte allerede i fjor frygt for Sivarams sikkerhed.
JOURNALISTGRUPPE VIL UDFORDRE PRESSEFRIHED
På Pressefrihedens Dag den 3.maj, dannede en gruppe journalister i Asien et nyt webforum for at udfordre pressefriheden i Asien. ”Asia Media Forum” skal være et bindeled mellem journalister over hele det asiatiske kontinent.
Et mål for gruppen vil blive at fremme menneskerettigheder, fordi dette er et område, som ikke bliver dækket godt nok i hovedmedierne, fortæller et af medlemmerne i forumet til nyhedsbureauet AFP. Et andet mål er at bygge alliancer mellem journalister og samfundet og være med til at fremme sociale retfærdigheder, skriver www.dagensmedier.no
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
DR’S RADIODIREKTØR BLIVER VICEPRÆSIDENT FOR EBU’S RADIOKOMITÉ
DR’s radiodirektør Leif Lønsmann får fremover en fremtrædende post i EBU's Radio Committee - det politiske organ, der varetager interesserne for de europæiske, Mellemøstens og middelhavslandenes public service-radiostationer.
Ved EBU Radio Assembly i København, hvor radiodirektører fra European Broadcasting Unions 52 medlemslande har været forsamlet de seneste dage med DR som vært, er Leif Lønsmann blevet valgt som vicepræsident for radiokomiteen, hvor han hidtil har været menigt medlem.
- Jeg er meget glad for valget, for det er store udfordringer, de europæiske radioer står foran i de kommende år, og som EBU vil fokusere på. Her tænker jeg for eksempel på digitaliseringen af radiomediet, adgangen til frekvenser, rettighedsspørgsmål og den fortsatte programudveksling. DR er i dag EBU's suverænt største "kunde", idet DR sender mere end 1000 koncerter fra andre EBU-lande hvert år. Samtidig bringer de andre EBU-lande hvert år flere hundrede timers klassisk musik og 30 timers rytmisk musik, som DR transmitterer videre, siger Leif Lønsmann.
Lønsmann, der er 49 år, har haft posten som radiodirektør siden 1998 og været ansat i DR siden 1979. Her har både været journalist, redaktionssekretær, leder af radioens prisbelønnede dokumentargruppe og haft jobbet som udviklingschef.
JP/Politikens Hus har godt image
Berlingske Nyhedsmagasin har lavet sin store årlige imageundersøgelse af de største danske virksomheder. I den interne medieliga topper JP/Politikens Hus foran Egmont og TV 2/Danmark.
JP/Politikens Hus indtager samlet en 39. plads blandt de 132 af landets største virksomheder, der indgår i undersøgelsen. Det er et spring fremad på 29 pladser i forhold til året før, I bunden af listen ligger Danmarks Radio, der i den overordnede undersøgelse er dumpet seks pladser tilbage til en position som nummer 98, mens Det Berlingske Officin, der udgiver bl.a. Berlingske Tidende og BT, er placeret på en 86. plads.
>>> REDAKTIONELT
=====================================================
BEKLAGELSE
Nyhedsbrevet havde i førsteudgaven sidste fredag en artikel, der redegjorde for et uheldigt forløb omkring en fødselsdagsomtale af adm. direktør Carsten Koch i Politiken. Nyhedbrevets omstændelige behandling var en fejldisposition, som ikke gjorde det lettere for Carsten Koch (og for Politiken). Redaktionen beklager.
>>> UGEAVISER
=====================================================
UGEAVISER FORENER SIG
Alle husstande i Danmark bliver dækket fra én salgsorganisation, når de lokale ugeaviser 1. juli går sammen i en fælles salgsorganisation under navnet De Lokale Ugeaviser. Dermed bliver det muligt at annoncere i 233 aviser ved at henvende sig ét sted. Samtidigt vil der være tale om det første avissamarbejde, der uden forbehold dækker samtlige husstande i Danmark.
Lars Winther, der er direktør for Danske Distriksblade udtaler, at han er utrolig stolt af, at det er lykkedes at få samlet mediegruppen i en fælles og målrettet indsats.
- Det betyder, at vi kan styrke salget overfor ikke mindst regionale og landsdækkende annoncører, siger han.
De Lokale Ugeaviser vil få hovedkontor i København, hvor Danske Distriktsblade i dag har salgskontor, mens det andet salgskontor placeres i Århus, hvor Danske Lokalaviser (tidligere Provinsens Distriktsblade) i dag har sæde. De Lokale Ugeaviser vil bestå af 233 aviser, hvor 143 er fra Danske Distriktsblade, mens de resterende 90 kommer fra Danske Lokalaviser. I alt læses de lokale ugeaviser af 86 % af de 4,5 mio. voksne (12 år+) danskere.
>>> TV-MEDIET
=====================================================
TV2 STADIG TIL SALG
TV2 skal stadig sælges, skriver Dagbladet Information.
Det sker, når EF-domstolen har afgjort de verserende retssager mod tv-kanalen fra staten, TV Danmark og Viasat. Det slog kulturminister Brian Mikkelsen fast onsdag på et åbent samråd i Folketingets kulturudvalg. Hermed har han afvist oppositionens ønske om at sætte salget i bero i fire år for at give TV2 arbejdsro.
*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************
JOURNALISTISKE DIPLOMUDDANNELSER FORENER PRAKTISK ERFARING MED AKADEMISK VIDEN
Journalister og kommunikatører kan vælge mellem tre kompetencegivende deltidsuddannelser: Analytisk journalistik, Kommunikation og informationsjournalistik samt Den digitale journalistik. Diplomuddannelserne udbydes i et samarbejde mellem Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) og Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet.
Der undervises bl.a. i emnerne analytisk journalistik, informationsjournalistik, netjournalistik, strukturreform og politikken, kreativitet og idéudvikling.
Tilmeldingsfrist for efterårets undervisning er onsdag den 1. juni.
Flere oplysninger findes på www.cfje.dk/diplom eller kontakt CFJE, Karen Tambo, tlf. 8944 0555, mail: kt@cfje.dk.
SKRIV JOURNALISTISK PÅ DJH ÅBEN UDDANNELSE
Arbejder du - eller vil du gerne arbejde - med journalistik, men mangler journalistisk grunduddannelse? Så kan du tage det på åben uddannelse på Journalisthøjskolen. På deltid, så du kan passe jobbet ved siden af. Skriv journalistisk er begynderniveauet, derefter følger Journalistisk metode 1 + 2. Mere øvede, der savner specialisering, kan tage Webjournalist, Strategisk Kommunikation eller Faktaformidling med storytelling. Efterårsprogrammet er klar på http://afdelinger.djh.dk/kurser/. Bemærk deadline for tilmelding 15. maj!
*******************************************************************************
=====================================================