>>> AVIS-VERDENEN
=====================================================
JYDSKEVESTKYSTEN ER KRYMPET
Den 5. april tog JydskeVestkysten som den første syvdagesavis i Danmark springet og skiftede til det såkaldte kompaktformat. Relanceringen af avisen handler dog ikke kun om avisens udseende. Avisen redaktionelle linje udvikles samtidig, så den taler til den moderne, fortravlede læser.
- I virkeligheden er selve formatændringen kun en anledning til at satse på en markant redaktionel udvikling, vi har forberedt gennem et helt år, siger ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Mette Bock.
- Det handler om, hvad er det er for emner, vi tager op, hvordan vi vinkler, hvordan vi skriver historierne, og hvordan vi præsenterer dem for læserne. Det er en lang række forhold, som er mindst lige så vigtige som avisens størrelse. Men selv om der sker ændringer, vil læserne stadig kunne genkende deres avis, der fortsat bygger på den lokale nærhed, siger hun.
Samtidig med relanceringen af dagbladet er det besluttet at tage et nyt familienavn for mediehuset. Avisen vil fortsat hedde JydskeVestkysten, men det samlende navn for husets omfattende aktiviteter bliver Syddanske Medier.
- Vi har den største avis i region Syddanmark, vi har omfattende internetaktiviteter, distriktsavis og flere lokalradiostationer. Navnet signalerer mangfoldigheden i mediehuset og passer til den region, vi bliver en del af i forbindelse med den kommende kommunalreform, siger Mette Bock.
De, der skal bære det nye fælles familienavn, er ud over JydskeVestkysten Dansk Avis Distribution, Vejen Avis, internetaktiviteterne Syddanske Online (herunder nyhedsportalen jv.dk) og radiokanalerne Radio Victor og SkalaFM.
PULITZERPRISER TIL TO AVISER
Los Angeles Time og Wall Street Journal fik hver to Pulitzer-priser, journalistikkens Oscar-statuetter, ved uddelingen i mandags.
Læs mere på http://www.nytimes.com/2005/04/05/business/media/05pulitzer.html
DET GÅR GODT FOR FYNSK AVIS
Svendborg Avis, som blandt andet udgiver Fyns Amts Avis, fik et overskud før skat på 7,1 mio. kr. Det er 1,4 mio. mere end forventet, og ledelsen betegner da også resultatet som tilfredsstillende, skriver Jyllands-Posten.
DAGEN KLAR MED STÆVNING
Boet efter det kuldsejlede dagblad Dagen er nu endelig klar til at sende en stævning mod dagbladets bestyrelsesmedlemmer. Stævningen har været to et halvt år undervejs, og kravet mod bestyrelsesmedlemmerne ligger iflg. Børsens oplysninger mellem 10 og 20 millioner kroner.
BRITISKE AVISER VIL UDGIVE AVIS I INDIEN
Associated Newpapers i Storbritannien har besluttet at udgive avis i Indien. Det indiske engelsksproglige avismarked med aviser som Hindustan Times og Times of India er i rask vækst, og der er god plads til en ny konkurrent, skriver The Guardian.
Daily Mail & General Trust, som ejer Associated Newspapers, har ikke villet kommentere sagen, men ifølge The Guardian, rejser en gruppe avisfolk til Indien i de nærmeste måneder for å udvikle projektet. Der er snak om at udgive en Daily Mail, men ikke en direkte kopi af den britiske. Avisen skal være specialdesignet for det indiske marked.
Associated havde også for halvandet år siden planer om en indisk udgivelse. Den gang blev projektet standset af de indiske myndigheder. I dag har de indiske myndigheder slækket på reglerne, og der er fine muligheder for udlændinge, der vil udgive og eje avis i det enorme land.
>>> GRATISAVISER
=====================================================
URBAN ANKER DOM MOD JOURNALIST I KNIV-SAG
Journalist Lars Wikborg fra gratisavisen Urban blev i går i Københavns Byret idømt en bøde på 3000 kr. for overtrædelse af våbenloven. Hans brøde bestod i en demonstration sidste år, hvor han ville dokumentere manglende sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn. Journalisten fjernede en kniv fra en restaurant i lufthavnens afgangshal - efter sikkerhedstjek - og tog den med ud til gaten, hvor han uden problemer ville have kunnet bringe kniven med om bord.
Anklagemyndigheden mente ikke, at journalistens handling kan begrundes i hensynet til offentlighedens interesse, som Lars Wikborg og Urban hævdede.
Urban ønsker nu at anke sagen og regner med en god mulighed for at vinde:
- Journalisten viste, at sikkerheden ikke er i orden i lufthavnen. Han udførte ikke nogen handling, der kunne opfattes som en trussel mod sikkerheden, siger administrerende direktør på Urban, Lars Lückow.
Han mener desuden, at sagen bør genoptages, fordi den stor principiel betydning for hele bladverdenen.
Lars Lückow vil ikke have noget problem med at gennemføre en sådan journalistisk aktion igen, men han understreger, at avisen som udgangspunkt ikke vil bryde loven.
Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård siger, at forbundet støtter, at der søges anketilladelse til Landsretten på sit medlems vegne:
- Hensynet til pressefriheden gør, at vi forfølger sagen, siger forbundsformanden.
Danske Dagblades Forening vil vurdere i Det Redaktionelle Udvalg, om den vil gå ind i sagen. DDF’s vurdering foreligger i næste uge.
>>> MAGASINER
=====================================================
ENDNU ET MANDEMAGASIN FRA BENJAMIN
Forlaget Benjamin sender endnu et mande-magasin på gaden ved navn Max Power. I England er det det bedst sælgende bilblad, som Benjamin har fået licens til at udgive herhjemme. Målgruppen er unge mænd, som sætter pris på hurtige biler, lækkert udstyr og bare bryster. Samme målgruppe som et andet af Benjamins magasiner, Vmax, også henvender sig til, men forlaget vurderer, at markedet er stort nok til begge blade.
>>> NYT OM NAVNE
=====================================================
DR INDLEDER JAGT PÅ TV-DIREKTØR
Nu begynder DR’s bestyrelse arbejdet med at finde en ny tv-direktør til DR.
Stillingen blev som bekendt ledig, da Jørgen Ramskov sagde jobbet op i oktober sidste år. Lars Grarup, chef for DR1, har været konstitueret i stillingen siden.
Bestyrelsen har indgået en aftale med rekrutteringsbureauet Ampro-Hever, som også blev benyttet i forbindelse med ansættelsen af DRs nye generaldirektør Kenneth Plummer.
I samarbejde med Ampro-Hever bliver der nu udarbejdet et stillingsopslag, som snarest indrykkes i en række landsdækkende aviser. Parallelt hermed afsøger Ampro-Hever markedet for egnede kandidater. Derefter vil der blive udvalgt en række kandidater, som skal til samtale med bestyrelsen. Bestyrelsen godkender i fællesskab, hvem der skal være DR’s nye tv-direktør.
Rekrutteringsudvalget består af, bestyrelsesformand Morgens Munk Rasmussen, næstformand Erling Aaskov og bestyrelsesmedlem Finn Aaberg samt den kommende generaldirektør Kenneth Plummer.
Yderligere oplysninger kan fås hos DR’s bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen.
NY CHEF TIL TV DANMARK
TV Danmarks nye programchef er Martin Dalgaard, 40 år. Han får det overordnede ansvar for egenproduktioner, nyhederne og sportsproduktionen.
- Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet som programchef på TV Danmark,
hvor opgaven især handler om at fortsætte med at løfte kvaliteten af vores
programmer. På det område er der sket meget siden relanceringen sidste år. Det betyder, at der er skabt et godt afsæt for mit arbejde med at sikre en fortsat fremgang for TV Danmark, siger Martin Dalgaard.
- Opgaven handler især om at fortsætte med at løfte kvaliteten af vores programmer. På det område er der sket meget siden relanceringen sidste år. Det betyder, at der er skabt et godt afsæt for mit arbejde med at sikre en fortsat fremgang for TV Danmark, siger Martin Dalgaard.
Samtidig bliver den nuværende fodboldredaktør Jes Holm Andersen udnævnt til sportschef.
FLERE KORRESPONDENTER PÅ DR
En rokade, der omfatter ikke mindre end seks af DR’s korrespondentstillinger rundt om i verden og en udvidelse af DR’s faste korrespondentnet, er nu på plads.
Rokaden indebærer blandt andet, at DR’s dækning af EU og Europaparlamentet bliver styrket, at DR nu får en fast korrespondent i Kina og at DR’s nye USA-korrespondent for en to-årig periode bliver placeret i New York - det sker med afsæt i Danmarks nye medlemskab af FN's sikkerhedsråd.
I USA overtager Horisonts redaktør i en årrække, Steffen Gram, stafetten den 1. september efter Kim Bildsøe Lassen, som vender hjem til København. Den nye stilling i New York besættes den 1. september af Thomas Falbe-Hansen, som i dag er redaktionschef for P3 Nyheder og tidligere medarbejder på Radioavisens udlandsredaktion. Thomas Falbe-Hansen afløser Hans Jørgen Stadsing, som vender hjem til redaktionen i København.
DR’s Bruxelles-kontor udvides fra det nuværende hold på to faste korrespondenter til tre. Charlotte Harder og Ole Aabenhus er de to nye på holdet, som sammen med Mette Fugl skal sikre en større og bredere dækning af EU, både hvad angår Parlamentet, Kommissionen, Ministerrådet og samspillet mellem det, der besluttes i Bruxelles og det, der foregår i Danmark.
Efter i godt 15 år at have været DR’s faste holdepunkt, øjenvidne på stedet og videnbase i Mellemøsten stopper Ole Sippel med udgangen af året og flytter til Rom som freelancer for Radioavisen. Her fra skal han dække Italien og i øvrigt lejlighedsvis bistå med sin store erfaring på reportageture til Mellemøsten.
DR’s nye faste Mellemøsten-korrespondent bliver vært på TV-avisen gennem adskillige år, bestyrer af de politiske krydsildsprogrammer ved valget i februar og meget mere, Steffen Kretz. Fra 1. oktober i år bliver den erfarne udenrigsreporter Jan Larsen DR’s første faste korrespondent i Kina. Indtil han kan tiltræde, fortsætter Gert Holmgaard Nielsen med at dække Kina.
>>> RADIO-MEDIET
=====================================================
FLERE RADIOKANALER PÅ VEJ I DK
Forligspartierne bag medieforliget forhandler i dag en replanlægning af FM-båndet, skriver Berlingske Tidende. Det kan betyde, at Danske dagblade om et år eller to får mulighed for at erhverve sig nye radiofrekvenser.
Medieforliget blev forhandlet på plads i 2002, men det er først nu, radiodelen tages op. Ifølge Dansk Folkeparti vil der komme en aftale inden sommer:
- Vi er jo alle enige om, at replanlægningen skal gennemføres. Og går vi i gang nu, så kan vi om et år eller to have den gennemført. Det vil betyde mindst en-to-tre nye landsdækkende radiostationer og et antal nye regionale stationer, siger Peter Skaarup.
Hvor mange nye landsdækkende kanaler, der bliver tale om, er et spørgsmål om fordeling mellem regioner og land, men ifølge Peter Skaarup må Sky Radio indstille sig på konkurrence på nationalt plan.
- Jeg synes bestemt, det har været godt, vi fik brudt DR’s monopol med Sky Radio og 100FM. Men et monopolbrud er mere end blot kanal 5 og 6, for det har ikke skabt den mangfoldighed, vi har brug for. I Radio 100FM og Sky Radio har vi fået stort set det samme som i P3. Og der kunne nok være brug for mere mangfoldighed, siger Peter Skaarup.
Læs mere på: http://www.berlingske.dk/business/artikel:aid=561292/
STUDIEVÆRTER NÆGTER SIG SKYLDIGE
Tre studieværter på radiostationen The Voice er nu blevet sigtet af politiet for at have opfordret til vold, da de udlovede 10.000 kr. til den lytter, som turde kaste en lagkage i hovedet på en bagerekspedient, skriver Politiken. En lytter tog handsken op, og bagerekspedienten anmeldte overfaldet. De tre studieværter nægter sig skyldige.
>>> TV-MEDIET
=====================================================
KATTEMORDERE PÅ CYPRIOTISK TV-STATION
Politiet er blevet tilkaldt for at opklare, hvem der star bag drab på adskillige katte på den cypriotiske tv station Cyprus Broadcasting Corporation.
Seks katte er blevet fundet forgiftet på tv-stationen, der gennem flere år har været hjemsted for adskillige katte. Ansatte på stationen fandt de døde katte, da de som sædvanligt kom for at fodre kattene forleden morgen. Det voksende antal katte på tv-stationen har jævnligt været til debat blandt de ansatte, der er delt i to lejre: Kattehadere og katteelskere. Reportere fortæller om, hvordan kattene leger og sover i studierne og af og til er til gene, når de mijauer under udsendelser.
Tidligere var det normalt at forgifte katte på Cypern, idet der er så mange vilde katte. Forgiftninger er dog i dag en undtagelse, da mange tager kattene til sig som kæledyr. Politiet har endnu ingen spor at gå efter i sagen.
http://medianetwork.blogspot.com/
TV 2-SALG STOPPET
Regeringen har sat salget af statens aktier i TV 2/Danmark A/S i stå, erfarer Berlingske Tidende. Årsagen er den juridiske uklarhed, der er opstået omkring salget.
Regeringens beslutning om at udskyde privatiseringen indtil videre modtages med skuffelse på TV 2, der i mere end to år har forberedt sig på salget. Men tempoet i TV 2s hidtidige vækst vil mindst forblive på et nuværende niveau.
Det er stadig direktionens overbevisning, at en privatisering er det bedste for virksomhedens fremtidige muligheder blandt andet ved adgangen til investeringsvillig kapital. Privatiseringen er imidlertid ikke så påtrængende, at det på kort sigt får nogen betydning for TV 2. Derimod vil den seneste udvikling stille TV 2 frit til at indgå præcis de partnerskaber, som virksomheden ønsker sig.
Tempoet i TV 2s udvikling har hidtil været højt, og i bestræbelserne på at fastholde det på mindst samme niveau som hidtil, vil virksomheden derfor afsøge mulighederne for at etablere nye partnerskaber og knytte virksomhedens partnere endnu tættere til sig i fremtiden.
- Selvfølgelig er det en streg i regningen for os, at privatiseringen er udskudt. TV 2 har ønsket sig private og kapitalstærke ejere, som ville bidrage til TV 2s udvikling i de kommende år, men her og nu får udsættelsen af privatiseringen ikke den store betydning for os. TV 2 er en sund virksomhed, hvilket vores seerandele for marts senest har dokumenteret. Vi har fremgang og vækst, og det vil vi fortsat have – blandt andet ved hjælp af nye partnerskaber, siger adm. direktør Peter Parbo, TV 2|DANMARK A/S.
Set fra ledelsens side har det i de sidste par år været vigtigt, at TV 2 har kunnet søsætte så mange kommercielle aktiviteter som muligt med henblik på at finansiere public service-virksomheden, efter at tilførelsen af licensmidler er ophørt. Det gælder blandt andet TV 2 Charlie og TV 2 Sputnik.
- Den strategi fortsætter vi. TV 2 vil fastholde et højt tempo, og vi vil fortsætte med at introducere nye kanaler, pointerer Peter Parbo.
Uafhængig af regeringens beslutning om udskydelse af TV 2s privatisering er der iværksat en strategiproces, som forventes at munde ud i en konkret strategiplan senere på året.
TV-STATION FIK AKT-INDSIGT I HEMMELIGT RETSMØDE
Landsretten i Viborg har sat en kvindelig byretsdommer i Skjern på plads ved at fastslå, at journalister som udgangspunkt har krav på aktindsigt i retslige kendelser. Dommeren havde kategorisk afvist at svare en reporter fra TV/MIDT-VEST, da denne ringede for at høre, om der havde været holdt grundlovsforhør i en sag om bombesprængninger mod to banker i Skjern.
Grundlovsforhøret blev gennemført bag "dobbelt lukkede døre". Alligevel var det dommerens pligt at oplyse om det, ligesom journalisten havde krav på at få oplysninger om antallet af fængslede, sagernes karakter og tidsrammen for varetægtsfængslingerne, fastslår Landsretten.
Landsretten tilføjer, at pressen ikke kan kræve, at retslisten opdateres, når det gælder retsmøder, der berammes med kort varsel. I en kommentar til sagen fra TV/MIDT-VEST siger medierets-ekspert Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole:
- Jeg mener, at også retsmøder, der berammes med kort varsel, skal på retslisten. Med indførelsen af elektroniske retslister giver det god mening at få retsmøder på listen, selvom det sker med kort varsel. Retslisten bør være en autoritativ kilde, hvor offentligheden kan få kendskab til retsmøder.
Han påpeger, at bekendtgørelsen om retslister ikke indeholder nogen undtagelser for møder, der berammes med kort varsel.
Oluf Jørgensen mener, at der kan være god grund til, at Journalistforbundet og Danske Mediers Forum anmoder Justitsministeriet om at præcisere bekendtgørelsen på dette punkt.
>>> UNGE OG JOURNALISTIK
=====================================================
POSTIS STOR SUCCES PÅ 20. ÅR
”Læser du ikke Postis?”. Det kan vække stor forundring blandt unge i Sydsverige, hvis de møder en, der ikke læser Postis.
Postis er avisen Sydsvenskans tiltag overfor unge mellem 12-17 år, som på 20. år er en stor succes i hele Sydsverige. Sydsvenskan har hver dag fra én side helt op til 12 sider – i form af et tillæg – med Postis. Siderne er udelukkende skrevet af unge, der sender breve, spørgsmål, digte og spørgsmål ind til redaktionen. Her bliver det indsendte prioriteret og redigeret, og det stof der ikke er plads til bliver bragt på http://w2.sydsvenskan.se/postis/
Sydsvenskan begrunder succesen overfor de unge med, at siderne udelukkende er skrevet af de unge selv.
- Det kan ikke lade sig gøre at få de unge til at læse avis, når det er voksne, der skriver til de unge. Her skriver de unge til hinanden. Det er dét, der gør det til en succes, forklarer redaktionen.
*******************************************************************************
ANNONCE
*******************************************************************************
WEBSKOLEN - NU BLIVER DET RIGTIG SJOVT
DJH udvider tilbuddet om åben uddannelse i webjournalistik, så man i efteråret 2005 kan følge fem forskellige deltidskurser i København. Der er både webjournalist 1 for begyndere på området og webjournalist 2 for lettere øvede. Journalistik for webmastere for dem, der ikke har brug for det tekniske. Fortæl med lyd og billede på nettet og Multimediefortælling med Flash for dem, der vil det rigtig sjove - gå hele vejen med webkommunikationen.
Se det hele på http://afdelinger.djh.dk/kurser/stories/storyReader$94.
*******************************************************************************
=====================================================