19 aviser får et tilskud på 25 mio. kroner fra Dagbladspuljens overgangsordning

Oprettelsesdato 11. september 2009

19 aviser med Erhvervsbladet og Jyllands Posten i spidsen får nu et ekstra tilskud fra Dagbladspuljen, skriver Styrelsen for Bibliotek og Medier. Pengene kommer fra den særlige overgangsordning, der er én af tre ordninger under Dagbladspuljen.

Dagbladspuljen afløste portostøtten i 2007. I de første fem år med Dagbladspuljen kan dagblade, som i særlig grad er blevet berørt af omlægningen af portostøtten, søge om ekstra tilskud fra Dagbladspuljens overgangsordning.


Blandt dem er også Helsingør Dagblad, som netop nu er midt i en sparerunde. Helsingør Dagblad får 77.426 kr. fra overgangsordningen, hvilket blandt andet afspejler, hvor mange abonnementsaviser, avisen har sendt ud i 2008. Andre modtagere af støtten er Politiken, Børsen, JydskeVestkysten og Nordjyske Stiftstidende. I alt er der givet knap 26 millioner kroner i tilskud.

De aviser, som nu får støtte fra Dagbladspuljens overgangsordning, har alle fået tilskud fra Dagbladspuljen i 2008. De har dokumenteret, at deres udgifter til at udsende aviser var højere i 2008 end under den gamle portostøtteordning. Samtidig har de lavet planer for, hvordan de vil blive økonomisk bæredygtige, når overgangsordningen ophører i 2011.

Tilskuddene fra Dagbladspuljen fordeles af et udvalg, som er nedsat af kulturministeren og som har professor dr. jur. Peter Blume som formand. Fra Danske Dagblades Forening sidder cand. jur. Finn Kern som repræsentant.

Læs mere på: http://www.bibliotekogmedier.dk

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk