Politiken og Information deltog ved at trykke fælles leder om klimatopmødet.
Politiken og Information deltog i mandags som de eneste danske aviser i en aktion sammen med 55 andre aviser fra i alt 45 lande for at markere indledningen på klimatopmødet i København. Alle aviser har trykt en fælles artikel på forsiden, som var resultatet af et oplæg fra den britiske avis The Guardian, udsat for tre tilretninger igennem flere uger.
Artiklen blev publiceret på 20 forskellige sprog af nogle af verdens mest kendte aviser som
The Guardian, Le Monde, El Pais, Novaya Gazeta, The Hindu og the Toronto Star. Flere kinesiske aviser deltog også i aktionen. Fra Norge deltog Dagbladet, mens ingen svenske aviser deltog.
Alan Rusbridger, chefredaktør på The Guardian, siger i avisen: "Aviser har aldrig gjort noget lignende før, men de har aldrig skullet dække en historie som denne før. Ingen enkeltstående avisleder kunne gøre sig håb om at få indflydelse på resultatet af klimatopmødet, men jeg håber, at den fælles stemme fra 56 store aviser, som taler på 20 sprog, vil huske politikerne og forhandlerne på, hvad der er på spil - og overbevise dem om, at de skal sætte sig ud over rivalisering og ubøjelighed, som har stået i vejen for en aftale”.
Læs hele artiklen hos Politiken: http://politiken.dk/debat/ledere/article853376.ece.
Og mere om baggrunden hos The Guardian: http://www.guardian.co.uk/media/2009/dec/06/50-papers-leader-climate-change/print