Som led i den større globale miljøbevidsthed, har Pressens Fællesindkøb forhandlet sig til FSC-certificeret avispapir i årets avispapirkontrakter. Kontrakterne rækker et stykke ind i 2011.
FSC (Forest Stewardship Council) er en uafhængig international organisation, der har opstillet en række strenge krav til skovbrugene og sporbarhed for de forsyningskæder, der bringer træet frem til forbrug. FSC mærket sikrer først og fremmest at træet, der er tilgået i avispapirproduktionen, stammer fra lovlige kilder og skove med genplanting af træer. Dernæst sikrer mærket, at fældningen er forgået under betryggende forhold for natur og mennesker.
Tre dagblade (Politiken, Kristeligt Dagblad og Information) har i seks måneder, som led i et pilotprojekt, udgivet deres avis med dette mærke. Siden har yderligere fem dagblade meldt sig på banen og endnu flere er velkomne:
”Da vi anvender en multisite certificeringsmetode, vil der ikke være ekstraomkostninger for hverken trykkeri eller avis. Dog skal et lokalt ansvar forankres hos en ledende medarbejder, som skal sikre, at fastlagte procedurer kendes og overholdes. Det kræver dokumentation og uddannelse som Pressens Fællesindkøb er behjælpelig med”, fortæller adm. dir. Thomas Isaksen fra Pressens Fællesindkøb.
Alle, der melder positivt tilbage inden den 1. juni, forventes at kunne opnå FSC mærkning i avisen pr. 1.august.
Læs mere på: http://danskedagblade.dk/artikel/flere-danske-dagblade-bliver-trykt-paa-fsc-maerket-baererdygtigt-papir