Aller-koncernen trækker sig nu helt ud af markedet for fagblade og har sat fagbladene Dagbladet Licitationen, Transportmagasinet, Motormagasinet og Nyhedsinformation til salg, oplyser Aller i en pressemeddelelse.
Beslutningen sker som følge af den markante nedgang på mediemarkedet, oplyser koncernen.
Midt i august oplyste Aller, at man havde opgivet planer om at etablere en nordisk businesskoncern. Samtidig blev fagbladene Jern- og maskinindustrien og Mestertidende sat til salg.
Årsregnskabet for Aller Business frem til udgangen af september viser et driftsunderskud på næsten 3,5 mio. kr., skriver MediaWatch. Sidste år var underskuddet på driften dog 14,7 mio. kr. Lukningen sker, efter at Aller Business har foretaget rationaliseringer i både Danmark og Sverige.