Amerikanske avisudgivere splittet mht. betaling for netindhold

Oprettelsesdato 18. september 2009

Kun 51 procent af amerikanske avisudgivere tror, de vil få held med at forlange penge af læserne for adgang til deres indhold på nettet. Den anden halvdel frygter, at betaling vil floppe eller er ikke sikre.
Det viser en ny omfattende undersøgelse foretaget af mediekonsulenterne Greg Harmon og Greg Swanson for the American Press Institute, som blev fremlagt for en eksklusiv kreds af branchetopfolk i denne uge, ifølge Alan Mutter fra bloggen ”Reflections of af Newsosaur”. I alt 118 aviser og 4000 læsere har deltaget.

58 procent af udgiverne siger, at de undersøger ideen om betalingsmodeller, mens hele 49 procent ikke havde en tidsplan for, hvornår de vil gå i gang. Kun 10 procent har pt. en eller anden form for betaling for webindhold. 58 procent af aviserne mente, at læsere som var kritiske overfor at betale, ville få svært ved at finde lignende information andetsteds, mens over halvdelen af læserne mente, at det ville være nemt eller meget nemt.

Der er stor variation i de strategier aviserne angiver de vil gå efter – det strækker sig fra månedligt abonnement over mikrobetalinger for enkeltartikler, en-dags-adgang, betaling for særligt attraktivt indhold til web eller betaling for faktisk forbrug.

I en kommentar offentliggjorde ”Journalism Online”, en organisation som vil hjælpe aviserne med overgangen til betalingsindhold, i en pressemeddelelse at mere end 1000 aviser, magasiner og andre indholdsleverandører nu har underskrevet organisationens hensigtserklæring. Undersøgelsens resultater – at 60 procent af aviserne aktivt overvejer betalingsadgang - ”er helt i tråd med, hvad vi ser i USA og i resten af verden.”

En rundspørge, som det amerikanske magasin Editor & Publisher bringer i deres septembernummer, viser at de fleste redaktører gerne ser betalingsløsninger online, men at man stadig prøver at definere hvilken form for indhold brugerne vil bruge penge på. Det skal være brugbart, eksklusivt og/eller gå i dybden. Flere peger på sport, blogs, analyse, adgang til databaser og lokale nyheder som de mest oplagte muligheder.

Læs mere her: http://www.editorandpublisher.com/eandp/search/article_display.jsp?vnu_content_id=1004012476

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk