Avishuse afviser Amazons e-læser Kindle

Oprettelsesdato 20. november 2009

Indtil videre har avishusene givet en kold skulder til det amerikanske Amazon, der netop har indledt en europæisk offensiv for sin populære e-læser Kindle, en elektronisk læseplade med tilhørende platform, hvor brugerne kan købe bøger og aviser. Det skriver Berlingske Business.

”Vi ønsker, at Kindle dør en hurtig død af pest. Det er en usympatisk forretningsmodel,” lyder meldingen fra adm. direktør på JydskeVestkysten, Mikael Kamber til avisen.

Problemet med forretningsmodellen er, at de europæiske avishuse som udgangspunkt efterlades med ca. 30 procent af indtægterne fra de aviser, der bliver solgt til Kindle-læserne.

Jyske Vestkysten er i gang med forsøg med Sonys version af e-læseren, ligesom man kører et forsøg med iPhone. Men Mikael Kamber mener, der skal udvikling til af e-læsernes kvalitet, samtidig med, at de skal ned i pris, før det bliver interessant at forære e-læsere væk til abonnenterne.

I Norge har Mediebedriftenes Landsforening iværksat et stort projekt, der ser på muligheden for at lave fælles tekniske løsninger og fælles distribution for den norske avisbranche. Geir Engen, fagchef for digitale medier, vil heller ikke anbefale sin medlemmer at indgå aftale med Amazon. ”Vi synes ikke, forretningsmodellen med Amazon er særlig god,” siger han.

I Danske Dagblades Forening har man ikke på programmet at anbefale medlemmerne specifikke forretningsmodeller, men man følger det norske projekt med interesse.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk