Berlingske, Fyns Amts Avis og Information.dk vandt Årets Avisside og Årets Webavis 2009

Oprettelsesdato 6. november 2009

Trods et hårdt år for avishusene, hvor menukortet har bestået af ”spare-ribs og fedtegrever – proppet ned gennem en smalhals”, kunne Danske Dagblades Forening på generalforsamlingen i tirsdags kåre en stribe smukke og samtidigt funktionelle avissider og webaviser som årets bedste.

Blandt 185 indsendte avissider fra i alt 20 dagblade løb Berlingske Tidende og Fyns Amts Avis med guldet, mens Information vandt webkonkurrencen blandt 17 indsendte webaviser fra i alt 9 dagblade.

”Forbruget af ressourcer til den kreative proces, som design jo er, står selvfølgelig altid til diskussion. Hvis vi i dommerpanelet skal give et kort svar – en status på 2009 – må vi sige, at vi haft et svært valg. Og det er positivt ment. Niveauet var højt og heldigvis ikke specielt krisemærket”, lød det indledningsvist i talen fra formanden for dommerjuryen, Søren Stidsholt Nielsen, der til dagligt er redaktionschef hos Fyns Amts Avis.

Berlingske Tidende vandt print-guldet for sin IKEA-featureside:

”Umbraco-ekvilibristernes paradis, Ikea, har eksisteret så længe, at det er kommet på museum. I hvert fald har der i Tyskland været en udstilling, der piller lidt af Ikea-myten i stykker. Det har avisen her fået en ekstrem elegant side ud af. Selvfølgelig holdt i de svenske farver. Og selvom brødsats i ukurante formater kan være problematisk, fungerer det fint her. Formgivningen er ikke er sat over det funktionelle. Lay-outer Grethe Nielsen og redaktør Michael Bjerre fra Berlingske Tidende kan nu møblere en væg med et gulddiplom”, lød begrundelsen fra printjuryen.

Og Fyns Amts Avis vandt print-guld for sin bøjle-sektionsforside:

”De gamle træbøjler fra ekviperingshandlere og skræddermestre fortæller lokalhistorie. Selvom motiverne på denne side må siges at være ret ens, er det alligevel lykkedes at skabe en usædvanlig stilfuld side i ligeså perfekt balance som en bøjle på en stang. Bemærk også en smart detalje som den øverste bøjle, der er hængt op i et bogstav. Under hver bøjle er de enkelte forretningers historie præsenteret i kort og læseværdig form. Og så var det forresten en side, der udløste et væld af nye bøjle-historier til redaktionen. Guld til Merete Callesen fra Fyns Amts Avis”.

For første gang kunne dagbladene indsende webaviser til bedømmelse fra en ny webjury med Kim Pedersen, designchef hos Ekstra Bladet Udvikling og dommer i SNDS’ tilsvarende konkurrence, som formand.

Webaviserne blev bedømt ud fra fire kriterier: 1) det overordnede udtryk og webdesign, 2) den umiddelbare brugerfunktionalitet, 3) muligheder for interaktiviteter, samt 4) kreative og innovative løsninger.

Her var det Information, der løb med guldet og dermed titlen Årets Webavis:

”Information.dk er ikke en netavis for alle om alt: Den er ”Internetavisen for politik og kultur”, som den enkelt og effektivt kommunikerer lige over sit velkendte logo. Information.dk er kendetegnet ved innovative tekniske løsninger, velfungerende billedserier og et kompromisløst design. Forsiden er som ingen anden dansk netavis, og her får man nyhedsbilledet stillet op på sin helt egen måde, som formentlig vil dele brugerne. Med tydelige forbilleder i britiske netaviser har forsiden et – blandt danske netaviser – unikt grid og en stor variation i indgangene til stoffet, hvor de grafiske virkemidler bruges i det små, men særdeles effektivt. Sitet skal frem for alt have ros for sit åbne, lyse og overskuelige design, men også for velfungerende kommercielle elementer som sponsoratet af artikelværktøj”, fortalte Kim Pedersen i sin tale som begrundelse for valget.

Se alle vinderne på:http://danskedagblade.dk/artikel/vinderne-af-aarets-avisside-og-aarets-webavis-2009-0

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk