Siden oktober 2008 har otte jyske byer og de respektive lokalaviser, deltaget i pilotprojektet af dinby.dk, der er en hybrid mellem et ultralokalt nyhedssite og et socialt medie som f.eks. Facebook. Planen er at skabe fremtidens lokale digitale medie.
Nu er testperioden overstået, og Berlingske Media kunne i denne uge frigive den opgraderede og landsdækkende version af dinby.dk i disse dage lanceres med en stort anlagt reklamekampagne for det ny digitale tiltag.
”dinby.dk er et levende lokalt community, som er ejet og drevet af Berlingske Media, men er formet og præget af brugernes måde at tage det til sig på”, fortæller koncernchef Lisbeth Knudsen.
dinby.dk kommer til at bestå af lokale nyheder skrevet af journalister og med lokale bidrag og informationer fra borgerne. Alle brugere kan blandt andet oprette f.eks. blogs, afstemninger, indsætte billeder og skrive nyheder.
”Vi er i forvejen i kontakt med en meget stor gruppe danskere, som er vokset op med den trykte ugeavis, og dinby.dk er en offensiv, men naturlig videreudvikling af vores traditionelle trykte ugeaviser”, fortsætter koncernchefen.
dinby.dk er en digital udvidelse af Berlingske-koncernens aktiviteter i de lokale områder. Berlingske Media har i årtier været udgiver af de traditionelle gratisomdelte lokale ugeaviser og ejer i dag 55 af slagsen, som tilsammen har et ugentligt oplag på 1,6 mio. eksemplarer.
Sites første store prøvelse er, når det kommende efterår byder på et kommunalvalg, hvor Berlingske Media håber at kunne benytte dinby.dk som redaktionelt omdrejningspunkt for koncernens dækning.
”dinby.dk vil komme til at få en helt central rolle i vores dækning af efterårets kommunalvalg, og mediet vil give, både journalister og borgere, anderledes nye interaktive muligheder for at føre en levende dialog og nær debat med politikerne op til og efter valget. Det er en af de ting, som dinby.dk vil være et fremragende værktøj til, og som vi har store forventninger til,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
Se det på http://www.dinby.dk/