Berlingske Media lancerer lokale livsstilsmagasiner i 16 områder

Oprettelsesdato 19. marts 2010

På sigt vil magasinet udkomme i alle de byer, hvor Berlingskes ugeaviser udkommer

Fra juni måned i år bliver Berlingske Media udgiver af 16 lokale magasiner, som udkommer fire gange om året. I alt er der tale om et samlet oplag på 523.000 stk.

De 16 udgivelsesområder er Holstebro, Ringkøbing, Randers, Viborg, Sønderborg, Aabenraa, Kolding, Haderslev, Korsør, Ballerup, Tåstrup, Frederiksværk, Helsinge, Østerbro, Frederiksberg og Amager.

Her vil borgerne fra juni måned modtage et gratis, glittet og lokalt livsstilsmagasin spækket med inspiration til alt fra mad, boligindretning, træning, mode, kæledyr, kulturelle oplevelser, havearbejde, rejser og interviews med aktuelle kendte personligheder.

En del af magasinernes indhold vil være fælles, uanset om magasinet udkommer på Frederiksberg eller i Aabenraa, men der vil også være flere helt lokale artikler, ligesom annoncerne også vil være både og.

Magasinkonceptet er udviklet i et samarbejde mellem Berlingske Medias reklamebureau SP3 og koncernens ugeaviser.

"Berlingske Lokalavisers ambition er at spille en væsentlig rolle i lokalområderne. Med tilføjelsen af de nye lokale livsstilsmagasiner dækker vi de lokale behov meget bredt. I hverdagene kan borgerne benytte sig af vores lokale communitysites dinby.dk, hver uge modtager de den trykte ugeavis, og nu kan de så også se frem til at modtage et inspirerende livsstilsmagasin, der udkommer parallelt med de fire årstider”, siger Gorm Wesing Flyvholm, der er direktør for Berlingske Lokalaviser.

Hen ad vejen er det hensigten at antallet af byer, hvor magasinet udgives, vil vokse, således at magasinet udgives i alle byer, hvor der også er en lokalavis fra Berlingske koncernen.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk