Derfor har Berlingske Media valgt at blokere Berlingske Tidende og B.T.’s hjemmesider, for de brugere, der har installeret programmer, der kan renvaske hjemmesider for reklamer.
”Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold til dig, hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på www.berlingske.dk”, lyder en del af beskeden ifølge Markedsføring.
Adgangen til webaviserne bliver først åbnet, når brugeren afinstallerer ”adblocker’en”, som programmerne kaldes.
Blokeringen kommer i kølvandet på Aidonline indtog på det danske marked. En forretningsmodel, der for alvor har sat fokus på blokering af bannerannoncer, siger onlinechef for Berlingske Tidende, Troels Behrendt Jørgensen:
”Vi gør det for at vise, at vi er meget utilfredse med blandt andre AidOnline. Vi vil gerne understrege, at vi jo lever af reklamer. Det er dem, der finansierer det kvalitetsindhold, vi har på sitet i dag”, siger han.
Ifølge Troels Behrendt Jørgensen er de øvrige af Berlingske Medias websites ved at få samme blokering af adblockers-brugere som Berlingske Tidende og B.T. har.