To lokalaviser Skælskør Avis og Korsør Posten, som begge er en del af Berlingske Lokalaviser, flytter nu sammen og udkommer i fællesskab med hver sin forside.
Årsagen er både kommunalreformen samt færre små detailhandlende og derved færre annoncer.
"Efter dannelsen af storkommunen Slagelse Kommune, som både Korsør og Skælskør er omfattet af, giver det derfor god mening at samle de to lokalaviser. Markedet har ændret sig markant efter etableringen af Slagelse Kommune," siger Gorm Wesing Flyvholm, direktør for Berlingske Lokalaviser i en pressemeddelelse.
De to redaktørstillinger, som blev varetaget af Vagn Ryager og Hans Christian Pertl, er nedlagt og i stedet overtager journalist Henrik Falch jobbet som redaktør for begge aviser.
"Det har været afgørende at finde en ny mand, der kan videreudvikle vores aviser, som har et indgående kendskab til lokaljournalistik og erfaring med at udvikle de nye digitale platforme," siger Gorm Wesing Flyvholm.