Fængselsstraf og op mod 3,5 millioner kroner i bøde kan journalister i Italien risikere at få ud af at anvende politiets materialer om aflytning og overvågning, hvis et nyt forslag bliver til lov.
Det italienske parlament overvejer at vedtage loven, der både begrænser undersøgelsesdommeres muligheder for at opnå kendelser om aflytninger og overvågninger, og samtidig kriminalisere journalister, der bruger materialet i deres arbejde, skriver Politiken.
Dagbladet La Repubblica har i flere uger stået i spidsen af en række bladudgivere, den journalistiske fagforening, advokatsammenslutninger og forfattere, der alle ønsker at protestere mod loven.
”Denne mundkurvslov hindrer borgernes ret i at blive informeret”, stod der ifølge Politiken på en gul post-it, der prydede den ellers blanke forside af avisen i fredags.
Også i USA er udenrigsministeriet og efterretningsvæsenet CIA bekymrede over udviklingen, da de frygter indsatsen mod den organiserede kriminalitet nu bliver svækket.
Men ministerpræsident Silvio Berlusconi står fast, da han mener, undersøgelsesdommernes beføjelser er gået for vidt.
For få uger siden måtte eksempelvis arbejdsministeren træde tilbage efter en skandale, som pressen havde gravet ud, skriver Politiken.