Dagbladet Børsens redaktion flytter for en dag ud af byen, af hensyn til eventuelle uroligheder i forbindelse med en stor demonstration lørdag den 12. december, skriver journalisten.dk. Selv om demonstration foregår ved Bella Centret, flytter man alligevel produktionen af mandagsavisen ud til Børsens krisekontor i forstæderne.
I en intern mail opfordres medarbejderne i til at repetere mulige flugtveje og nødudgange, hvis der skulle opstå voldelige demonstrationer i Møntergade. Især medarbejderne på stueetagen - kundeservice og distribution - opfordres til at være opmærksomme.
Administrationschef Bente Soelberg regner dog ikke med, at Børsen er i en særlig risikozone:
"Vi har ligget her i 40 år med masser af demonstrationer, for eksempel også Verdensbank-demonstrationerne, og vi er aldrig blevet ramt af noget. Men hvis der skulle opstå en situation, så er budskabet: Bare se at komme væk", siger hun til journalisten.dk.
At redaktionen flyttes i weekenden, betegner hun som en øvelse.