Magasinet ”Spis Bare”, der udgives af Kost & Ernæringsforbundet, og journalisterne Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, modtager i dag, fredag, henholdsvis Anders Bording Medieprisen og Anders Bording Journalistprisen.
Bording-priserne uddeles af Danske Specialmedier på Københavns Rådhus som belønning for særlige præstationer indenfor en række kategorier, skriver Specialmedierne.
”Spis Bare” modtager medieprisen ”for et meget inspirerende madfagligt og indsigtsfuldt blad med faglig dyb og lækker præsentation.”
Kristian Jessen og Asger Havstein Eriksen får Journalistprisen for ”klassisk kulegravende journalistik med særdeles vedkommende og identitetsskabende journalistik og vedholdende og systematisk gravearbejde” i forbindelse med deres artikler om kviksølvskandalen i Fredericia.
De to journalister fra Fagbladet 3F blev også hædret med specialprisen for digitale medier. Her blev de belønnet ”for at dokumentere en kompliceret sag med dygtig og troværdig anvendelse af en række medier”.
Specialprisen for grafisk design tilfaldt magasinet Landinspektøren, der udgives af Den Danske Landinspektørforening. Bladet får prisen ”for et veloplagt, engageret og gennemarbejdet design med fine originale designelementer skabt netop til dette blad og dets læsere”.
Specialprisen for foto tilfaldt freelancefotograf Sif Meincke for en billedserie i Samvirke om stomi. Valget begrundes med, at ”billederne følelsesmæssigt tager fat i os og taler til hjertet”, skriver Specialmedierne.
Se vinderne på: www.specialmedierne.dk