Både billeder og tekster lagt på Facebook kan benyttes af journalisterne ved de danske medier uden at bryde de presseetiske regler. Det fremgår af Pressenævnets årsberetning for 2009, som netop er udkommet og på side 18 har en uddybende omtale af presseetikken angående de sociale medier på nettet.
Det er Pressenævnet, som borgere, virksomheder og organisationer kan klage til, hvis de føler sig dårligt behandlet af pressen. Med nogle afgørelser omkring Facebook-profiler i 2009 har nævnet lagt en linje for, hvordan informationer fra sociale medier på internettet kan bruges, skriver nævnet i en pressemeddelelse.
Blandt andet, at oplysninger på den åbne profil kan bruges af alle uden tilladelse, mens oplysninger på den lukkede del, der jo forbeholdt ”accepterede” venner, kræver tilladelse fra personen fx ved brug af oplysninger eller billeder.
Der er dog et par undtagelser. Selvom et privat billede er hentet fra den åbne profil, må det ikke anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende. Og omvendt kan der være informationer på den lukkede del, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til ejeren af profilen på Facebook.
I 2009 realitetsbehandlede Pressenævnet 108 sager med klager over god presseskik eller klager over afslag på genmæle over for oplysninger offentliggjort i medierne. I 41 af sagerne fik klagerne helt eller delvis medhold. I 33 af disse sager blev medierne pålagt at offentliggøre kendelsen fra Pressenævnet.
Læs årsberetningen på: http://www.pressenaevnet.dk