B.T.'s ledende redaktionschef er den kommende chefredaktør på SE og HØR

Oprettelsesdato 21. oktober 2009

Så er det lykkedes at finde Henrik Qvortrups afløser som chefredaktør for ugebladet SE og HØR. 54-årige Kim Henningsen sætter sig senest den 25. juni i den varme stol, skriver SE og HØR.

Kim Henningsen kommer fra B.T., hvor han gennem de seneste 17 år har været først nyhedschef siden ledende redaktionschef. Med en ambition om at nå så mange læsere som muligt, er det ifølge ham selv et drømmejob at kunne nå 800.000 ugentlige læsere og over 250.000 besøgende på nettet.

Han forventer dog at starte med ”en vis portion ydmyghed” og har derfor ingen planer om afgørende at ændre på SE og HØRs redaktionelle linje:

”SE og HØR er kendt for at gå til kanten og kompromisløst levere de nyheder om de kendte og kongelige, som man ikke finder andre steder. Det vil vi fortsat gøre - på en frisk måde og med et glimt i øjet”, fastslår Kim Henningsen.

Kim Henningsen er gift med tyskfødte Katrin, 41 år. Sammen har de to børn, Kay på ni år, og Tobias på tre. De bor på en landejendom med ti tønder land ved Gilleleje i Nordsjælland omgivet af heste, høns, katte, kaniner og en hund, skriver SE og HØR.







Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk