Hackergruppen forklarer angrebet som en hævn for disrespekten for deres profet
Fra onsdag kl. 19.30 kunne brugerne ikke læse nyheder først på Dagbladets, siden på VG’s webavis. De var nemlig blevet angrebet af en gruppe tyrkiske hackere, skriver Kampanje.
Ifølge Dagbladet selv skriver flere tyrkiske webaviser, at den tyrkiske hackergruppe 1923TURK har påtaget sig skylden for angrebet.
”Vi lavede angrebet, fordi Dagbladet ikke respekterer vores værdier, vores historie og profeten Muhammed”, siger hackerne til den tyrkiske avis Beyazgazete News.
Konstituerede ansvarshavende redaktør Lars Helle mener, at det er noget af det værste et medie kan blive udsat for.
”For Dagbladet er det en fortvivlet situation, når den slags ting sker. At nogen med vid og vilje går ind og saboterer vores websider, som stopper publiceringen af nyheder, er vældig alvorlig”, sagde Helle til Dagbladet umiddelbart efter angrebet.
I går besluttede redaktøren så at anmelde angrebet:
”Vi vil anmelde angrebet til politiet. De næste dage vil vi samle mest mulig information, og i næste uge regner vi med at have anmeldelsen klar”, siger Helle til NRK.