Dagbladet indgår samarbejde med marketingbureauet Fireball om at pakke avisen ud
Siden årsskiftet har Dagbladet Information og marketingbureauet Fireball arbejdet på den kampagne, der fra denne uge skal skaffe avisen flere læsere, skriver Markedsføring.
I de kommende måneder vil Information således være meget synlig i det danske mediebillede med kampagnen kørende i dagblade, specialtidsskrifter, magasiner og online.
Ifølge Informations direktør Karin Petersen har alle kampagneaktiviteterne stærkt fokus på produkt og indhold i avisen, som fremover desuden kommer med et helt nyt lørdagsmagasin, Moderne Tider.
”Det er vores oplevelse, at der stadig er myter om Information som tung, kedelig og ”ikke noget for mig”. Ved at give flere adgang til vores faktiske indhold tror vi på, at myterne visner. Vi er nemlig spændstige, kritiske og perspektiverende og et alternativ til ”nyhedssuppen”, der serveres så rigeligt af”, siger hun til Markedsføring.