Direktør Thomas Jermiin forlader sin post til efteråret.
Direktør Thomas Jermiin forlader til efteråret sin stilling hos Dansk Oplagskontrol efter godt 13 år. Thomas Jermiin bliver 70 år til april og synes derfor, at det er på tide at holde, skriver Markedsføring.
"Netop i denne tid, hvor de trykte reklamebærende medier har det skidt, og det har de faktisk alle sammen, så er det umådelig væsentligt at være oplagskontrolleret. Fordi vores metode viser noget meget konstant. Vi kører, som vi har gjort siden 1930", siger Thomas Jermiin.
Dansk Oplagskontrol blev stiftet i 1930 og er en selvejende, not-for-profit erhvervsdrivende fond, som har til formål at verificere reklamebærende mediers oplag, og bygger på et samarbejde mellem annoncører, reklamebureauer og medier.
I bestyrelsen for Oplagskontrollen sider repræsentanter udpeget af Danske Dagblades Forening, Ugeaviserne, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Danske Specialmedier, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, Dansk Markedsføringsforbund og Annoncørforeningen.