Danske Mediers Forum: Konference om Offentlighedsloven 27. januar 2010

Oprettelsesdato 15. januar 2010

Argumenter og synspunkter fra mødet vil indgå, når direktørkredsen udarbejder høringssvar

Danske Mediers Forum, som er et samarbejde mellem medieorganisationerne samt DR og TV2 Danmark, skal inden udgangen af februar afgive høringssvar til Justitsministeren angående den nye offentlighedslov.

Derfor inviteres repræsentanter for redaktionsledelserne på de tilknyttede medier til konference om Offentlighedskommissionens betænkning onsdag 27. januar 2010 kl. 10-12.30 i Pressens Hus.

Offentlighedsloven blev til i 1985 og er på flere punkter utidssvarende. Regeringen nedsatte derfor i 2002 Offentlighedskommissionen, som skulle komme med forslag til en ny samlet offentlighedslov. Offentlighedskommissionen afsluttede sit arbejde i 2009 og den omfattende betænkning med udkast til ny offentlighedslov er nu sendt i høring.
På konferencen vil sekretær for Offentlighedskommissionen kontorchef Mohammed Ahsan, Justitsministeriet, orientere om indholdet i det lovudkast, som kommissionen har fremlagt.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, vil tale om betydningen for demokratiet af forslaget om at begrænse aktindsigten mellem ministre og folketingsmedlemmer.

Afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og medlem af Offentlighedskommissionen, Oluf Jørgensen, vil gennemgå og forklare lovudkastets § 24 om ministerbetjening.

Desuden vil medlemmer af Offentlighedskommissionen adm. direktør Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening, og direktør Christian Kierkegaard, Danske Specialmedier, orientere om henholdsvis dissenser og fremskridt i lovudkastet.

Konferencen afsluttes med debat. Argumenter og synspunkter fra mødet vil indgå, når direktørkredsen i Danske Mediers Forum udarbejder høringssvar.

Betænkningen kan læses på http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/bet1510/index.html
 
Tilmelding senest torsdag 21. januar 2010 til medierne@medierne.dk

 

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk