De lokale dagblade og ugeaviser kan rammes hårdt af besparelser i kommuner

Oprettelsesdato 18. juni 2010

Tre kommuner ønsker at slippe for at annoncere om lokalplaner i de lokale aviser

Aalborg, Viborg og Hedensted har ifølge webjournalisten Ernst Poulsen søgt om tilladelse til at slippe for at annoncere bl.a. lokalplaner i de lokale aviser og ugeblade. Hidtil har kommunerne haft pligt til at annoncere, så borgerne har en chance for at opdage, hvis kommunen planlægger f.eks. en omfartsvej i nærheden af, hvor de bor, skriver han på sin blog.

Kommunerne offentliggør i forvejen planerne på deres egen hjemmeside, så de ønsker at slippe for annonceringspligten. Det er den såkaldte ”udfordringsret”, som regeringen har indført, der gør det muligt for kommunerne at ansøge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om andre måder at udføre den offentlige service på, skriver Ernst Poulsen.

Kommunerne har endnu ikke fået den endelige tilladelse, men By- og Landskabsstyrelsen har indstillet, at kommunerne får lov. I de 1½ år forsøget skal løbe, skal kommunerne dog stadig placere en mindre henvisningsannonce i avisen, som fortæller, hvor borgerne kan henvende sig for at få mere at vide. Næste skridt i sagen er, at en særlig ”Arbejdsgruppe for udfordringsretten” skal tage stilling til de tre ansøgninger.

Hvis testforløbet kommer til at gælde for alle landets kommuner, vil det ramme de lokale ugeaviser og dagblade rigtigt hårdt, understreger sekretariatschef for brancheforeningen Ugeaviserne, Marianne Bugge Zederkof:

”Vi er betænkelige. Det berører borgernes mulighed for at være orienteret om udvikling i lokalsamfundet”, siger hun til Ernst Poulsens blog.

Marianne Bugge Zederkof vil derfor følge testforsøget nøje.

Læs mere på: http://ernstpoulsen.wordpress.com/2010/06/17/offentlige-million-besparelser-rammer-lokale-aviser/

Tilbage til nyhedsbrev


Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk