Debat om webkommentarer raser i Sverige

Oprettelsesdato 2. september 2011

Flere aviser har lukket for realtime kommentarer

De seneste uger er det blevet debatteret i svenske medier, hvordan man skal håndtere læserkommentarer på dagbladenes websites. Flere svenske medier lukkede helt ned for debatten, som svømmede over med racistiske indlæg i kølvandet på terroraktionen i Norge.

Dagens Nyheter og Expressen har i denne uge valgt helt at fjerne funktionen, hvor man kan kommentere anonymt. Og Aftonbladet præsenterer i denne uge også en radikal ændring i politikken: Man tester den model, som norske Verdens Gang indførte i sommer med login via en Facebook-profil.

"Det er et kompliceret spørgsmål, men det har fungeret godt for VG. Med dette system må man stå ved sine meninger", siger Jan Helin til dagensmedia.se.

Ifølge ham gik antallet af VG's kommentarer ned med 15-20 procent efter ændringer, men det skabte et bedre debatklima i kommentarfeltet, siger han.

Expressen.se vil lukke helt for de "live" diskussionsfora, som findes i tilknytning til artiklerne for at opretholde en "god tone", meddeler chefredaktør Thomas Mattson i sin blog i denne uge, som i øvrigt hurtigt blev oversvømmet med vrede kommentarer.

Indlæg vil i stedet for blive modereret på forhånd i en overgangsperiode. Expressen vil kontrollere, at det, der skrives, handler om artiklens emne, og at skribenten følger brugervilkårene, som ikke tillader personlige angreb eller racistiske kommentarer, skriver han.

Thomas Mattsson og Expressens vicechefredaktør Per-Anders Broberg vil være ansvarshavende udgiver for de forhåndsmodererede indlæg.

Svenska Dagbladet har i denne uge startet en blogstafet for at få forskellige holdninger fra bl.a. avisbranchen til, hvordan læserkommentarer skal håndteres af aviserne. Læs mere her: http://blog.svd.se/svdse/

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk