Sarkozy er ved at undersøge forslag om en ”Google-skat” for at få del i annoncekroner
Google, Yahoo! og Facebook kan vente sig en regning med fransk afsender på for en del af provenuet for annoncerne på de udenlandske internetportaler.
Ifølge Politiken har den franske præsident Nicolas Sarcozy i hvert fald bedt landets finansministerium om at undersøge et forslag om en ”Google-skat”, der i givet fald skulle indbringe 75 mio. kroner om året i statskassen.
Forslaget stammer fra en arbejdsgruppe, der forsøger at bekæmpe netpirater, der formidler musik, film og spil uden at betale til ophavsmændene. Provenuet af dette forslag, der er ét ud af 22 forslag, skal gå til initiativer, der styrker fransk musik, film og litteratur.
Både arbejdsgruppen og kulturminister Frédéric Mitterrand påpeger, at de internationale internetforetagender ”kun betaler skat i de lande, hvor de har deres hovedsæde, selv om de har en stor del af vores annoncemarked”.
Tanken er derfor, at der skal betales, hver gang en fransk bruger klikker på en udenlandsk side med annoncer. Det vil især ramme Google, der menes at sidde på 40 procent af al annoncering på internettet.