Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis går tabloid og indgår redaktionelt fællesskab
”Det fynske mediesamarbejde, som så dagens lys 1. oktober 2006, gøres komplet fra i morgen, hvor alle medarbejdere nu er ansatte i Fynske Medier”, skrev chefredaktør Jørgen Krebs fra Fyns Amts Avis i en stor artikel til sine læsere dagen før 1. januar 2010.
Begivenheden var skelsættende for det stolte lokale dagblad, hvis læsere kunne begynde at se frem til datoen 1. marts 2010, hvor det redaktionelle samarbejde med den tidligere ’rival’ Fyens Stiftstidende for alvor vil begynde.
Det er nemlig på mandag, at Fyns Amts Avis udkommer med ny ”makeup”, som Krebs skriver, idet avisen udkommer som morgenavis i tabloidformat samtidig med, at Fyens Stiftstidende får samme tabloide make-over.
Efter gode reaktioner fra læserne, da Fyens Stiftstidende omlagde 2.sektionen sidste år fra broadsheet til tabloid, er det nu resten af avisen, der omlægges til det mere håndterbare format.
Samtidig indledes et stort redaktionelt samarbejde, hvor de to dagblade fra mandag har fælles sports-, foto- og onlineredaktioner samt fællesredaktioner i Faaborg, Ringe og Svendborg. Det vil blandt andet medføre, at knap 20 af avisernes sider er fælles produceret.
Endvidere vil Fyns Amts Avis fremover også udkomme om søndagen. Weekendaviserne hos begge dagblade vil dele tillæg som Bo Godt, Kør Godt og Fritid, ligesom der barsles med et nyt fælles sportstillæg.
Begge chefredaktører byder deres læsere velkomne på mandag til de nye aviser, som ifølge chefredaktør for Fyens Stiftstidende, Per Westergård, er en win-win-situation for alle parter:
”Selv synes vi løsningen er genial. Eller udtrykt mindre selvfedt: Løsningen er god. Den giver dig som læser en uændret mængde artikler. Den giver os som avisudgivere nogle klare fordele, som vi kan bruge til at udvikle nye medier – til forhåbentligt gavn for fynboerne”, skriver han i mandagens avis.