DILEMMA: ”Deep Throat” var da også whistleblower
Af Jørn Mikkelsen, chefredaktør, Morgenavisen Jyllands-Posten
Kildebeskyttelsen er til debat. Det er godt - og tilsyneladende hårdt tiltrængt.
Mens både Danmarks Radio og TV2 har haft ganske vanskeligt ved at håndtere kildebeskyttelsen i lækage-sagen, er der begyndt at dukke en mystisk gradbøjning af dette go’e, gamle - og ikke sjældent helt nødvendige - journalistiske redskab op.
Det hedder sig nu pludselig, at kildebeskyttelse ikke er til for at beskytte magten. Kildebeskyttelse er til for at beskytte offentligheden mod magten.
Det lyder jo umiddelbart besnærende. Men det er helt forkert. Kildebeskyttelse er til for at skaffe oplysninger, som man som journalist ikke kan skaffe på anden vis. Kildebeskyttelse skal altid ydes som en sidste mulighed, og den skal altid holdes op mod det i sig selv betænkelige i at yde anonymitet. Men kildebeskyttelse kan naturligvis gives til alle, der har oplysninger, som man som medie ellers ikke kan få fingre i.
Man kan ikke give magtens mænd kildebeskyttelse, hedder det nu. Men man kan bestemt give også magtens mænd og kvinder kildebeskyttelse, hvis de oplysninger, som de sidder inde med, er så vigtige, at de kun kan hentes ud på dén måde.
Det bedste eksempel hidrører såmænd fra Watergate-sagen; alle graverjournalisters hedeste drøm. ”Deep Throat”, som i en parkeringskælder i Washington løbende mødtes med Bob Woodward, viste sig mange år efter at være Mark Felt, vicedirektør i FBI. Om nogen da en magtens mand.
Hvis den nye fortolkning af, hvem der kan gives kildebeskyttelse havde været gældende dengang, havde Woodward ikke kunnet give ham kildebeskyttelse. Var Watergate-sagen nogensinde blevet afdækket til bunds? Mark Felt - ”Deep Throat” - var en whistleblower, samtidig med at han var en magtens mand.
Tillidsforholdet mellem journalisten og kilden må være ubetinget. Hvis for eksempel statsministerens spindoktor fandt ud af, at statsministeren havde et eller andet kriminelt i gang, skulle han så ikke kunne agere som Mark Felt med den personlige risiko, det måtte indebære? Naturligvis.
En skelnen mellem magthavere og whistleblowere er derfor fortænkt.
En whistleblower er i sagens natur en person, der besidder en fortrolig oplysning. Jo nærmere man kommer "magten", desto større vil adgangen til fortrolige oplysninger være, og desto større værdi vil vedkommendes oplysninger have. Derfor vil en brugelig whistleblower altid på et eller andet plan være repræsentant for magthaverne. Men ifølge en nye - ganske socialromantiske - version af begrebet skulle en whistleblower repræsentere en del af befolkningen, som ikke véd ret meget. Derved bliver hele arrangementet meningsløst.
Den nye tolkning af kildebeskyttelsen giver mindelser om den forandring, som opfattelsen af ”kritisk journalistik” har gennemløbet. Kritisk journalistik skal fortrinvis bruges mod magten, hedder det gerne som et støvet ekko af Marcuse, Frankfurter-skolen og den kritiske offentlighed. Magten, kapitalen måske ligefrem, skal smage den kritiske journalistik. Naturligvis; og naturligvis også først og fremmest. Men så sandelig ikke udelukkende. Kritisk journalistik skal bruges til alle mulige formål og på alle mulige områder. Den skal ikke kun vende sig én vej; lige så lidt som kildebeskyttelsen.
Skribentens synspunkter i DILEMMA er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Danske Dagblades Forenings.