DILEMMA: Det grønlandske dilemma: En fri presse eller.....
I Grønland er vi så heldige, at vi har to uafhængige aviser. Uafhængige af økonomiske og politiske interesser. Ikke ret mange andre samfund med så få indbyggere og så stort et geografisk område har det.
Med to aviser er der mulighed for debat, information og oplysning om, hvad der sker på godt og ondt. To uafhængige redaktioner bidrager til den demokratiske udfordring i et nyt samfund, der er på vej frem.
Men spørgsmålet i dag er, hvor lang tid endnu der er plads til denne mulighed. For der er ikke forståelse for, hvad det betyder for samfundsudviklingen, at der er flere, som stiller kritiske spørgsmål til de ting, der sker.
Netop i et lille samfund med få indbyggere, hvor alle kender hinanden, er det utroligt vigtigt, at nogen stiller disse spørgsmål, og at vi alle ikke bare går og klapper hinanden på ryggen.
Det er vigtigt, at der er steder, hvor borgerne og erhvervslivet, ja hvor alle kan henvende sig og påpege fejl og mangler i den offentlige administration, i institutioner og private virksomheder, som har en dominerende indflydelse. Især i et land, hvor den offentlige administration og monopollignende institutioner har så stor indflydelse som i Grønland.
Aviserne er det eneste sted, hvor disse basale demokratiske rettigheder kan komme til udtryk.
For landets udvikling mod et demokratisk velfærdssamfund er det væsentlig at have en uafhængig og fri presse, hvor alle kan ytre sig, og hvor dominerende magthavere ikke har nogen indflydelse. Ellers risikerer samfundet at køre af sporet. I alle demokratiske samfund med en stærk økonomisk udvikling, høj levestandard og høj velfærd er der også en fri presse, hvor alle kan ytre deres synspunkter.
Men hvorfor skriver jeg nu dette?
Fordi den frie presse i Grønland er på vej ud i så store vanskeligheder, at der inden for en overskuelig fremtid ikke længere er to uafhængige aviser.
Det paradoksale er, at denne udvikling kommer samtidigt med, at Grønland kan glæde sig over at have fået selvstyre og i højere grad skal til at bestemme over sin egen udvikling.
For samtidig med dette selvstyre trækker man tæppet væk under den frie presse i Grønland for eksempel ved at lægge en større del af sine jobannoncer på danske jobsider. I stedet for at udnytte eksistensen af sin lokale presse til at bringe sine budskaber ud om ledige stillinger, vil man hellere gå til danske jobsider.
Landsstyreformanden sagde for nyligt til de to chefredaktører, at han ikke kunne forstå, hvorfor selvstyret kun får ansøgere fra Danmark. Vi foreslog ham selvfølgelig at annoncere i de grønlandske aviser og medier, inden han går til danske medier.
Et andet sted, der er lige så paradoksalt, er, at landsstyret vil fjerne den særlige avisporto, som i mange år har gjort det billigere for læserne i landet at få avisen. På en gang forhøjes distributionen med 200 procent. Det er klart, at aviserne ikke bare kan lægge denne forhøjelse oven på abonnementerne eller på løssalget ude i forretningerne rundt om i landet. Så vil der ikke være nogen, som har råd til at købe aviserne. Så den forhøjelse må redaktionerne bære. Men da annoncemarkedet samtidig er ved at forsvinde, kan det ikke ske ved at øge omsætningen, men kun ved besparelser.
Et tredje sted, hvor det grønlandske paradoks igen viser sig, er , at aviserne skal konkurrere med det offentligt finansierede KNR – Grønlands Radio. Det offentlige betaler alle KNRs udgifter både til redaktion, teknik og distribution. Alligevel kan KNR gå ud og konkurrere på annoncemarkedet og selvfølgelig med priser, der ikke er afhængige af markedet. Man kan hele tiden sørge for at være lidt billigere end aviserne, som lever af annonceringen.
Det er især interessant på internettet, hvor alle medier med respekt for sig selv er i fuld gang med at udvikle nyhedssider. Aviserne er selvfølgelig også med på denne udvikling, og Sermitsiaq har i dag Grønlands absolut største nyhedsside.
Udviklingen på nettet er som skabt for Grønland med store afstande og mange små, bebyggede steder. Men det er stadig printavisen, som betaler udviklingen på nettet.
Alligevel får det offentligt støttede KNR lov til at annoncere på sin hjemmeside, og gøre endnu sværere for den uafhængige presse at sikre sin fremtid.
Selvfølgelig har et samfund brug for aviser og nyhedssider på internettet for at få sine informationer ud til borgere, vælgere, kunder, skatteydere, patienter, klienter osv. Ellers kan samfundet ikke eksistere.
Spørgsmålet er imidlertid om denne formidling skal ske gennem en uafhængig presse eller virksomheders og institutioners egne informationsblade og netsider – som man ikke kan stole på, fordi de selvfølgelig vil fremhæve sig selv.
Dilemmaet som det nye selvstyrende Grønland står med er, om man vil have et samfund med en uafhængig og fri presse – eller om fremtiden skal baseres på udenlandske medier og finansierede, kildeafhængige informationer.