DILEMMA: Er vi på vej mod journalistikkens død?
Danske internetmedier er trukket i kampuniformen og er gået i felten for at få del i den mediestøtte, der nu går til dagbladene. Det ville jeg formentlig også have gjort, hvis jeg alene havde arbejdet på et internetmedie, for der er jo stort set ikke økonomi i at lave journalistisk indhold til nettet.
Det er mediernes helt store dilemma i disse år. Hvordan sikrer vi journalistikkens overlevelse, når dagbladenes oplag falder? Det kommer tydeligst frem i USA, hvor hver tredje journaliststilling på dagbladene er forsvundet i de seneste 10 år. De er blevet afskediget i takt med, at annoncedollarne er vandret fra papiraviserne til internetmedierne, men vel at mærke til nye medier, der ikke bruger annonceindtægten på at producere journalistisk indhold i traditionel forstand. Google, E-Bay og Facebook er de store økonomiske vindere, som har det til fælles, at de alene leverer tekniske løsninger og ikke borgervendt journalistik for deres store indtægt.
Flere debatbøger om udviklingen tegner et skræmmebillede af et samfund uden medier og journalister. For sagen er jo den – også i Danmark – at stort set ingen internetmedier har fundet en økonomisk model, der bare med et minimum af sandsynlighed vil kunne sikre en indtægt i fremtiden. Derfor tales der i nogle pressekredse i USA om journalistikkens forestående død, og for første gang drøftes det nu bredt, om den amerikanske stat skal gå ind og støtte medierne for at sikre journalistikkens overlevelse.
Efter min mening må pressestøtten herhjemme være med til at sikre, at der i samfundet kan laves ordentlig journalistik på nogle medier, som har en vis sandsynlighed for at kunne etablere en eller anden form for forretningsmodel omkring sig. Det gælder både for dagbladene og for internetmedierne.
Jeg har personligt ikke noget imod, at der i det kommende forlig om dagbladsstøtten sættes nogle penge af til udvikling af publicistisk virksomhed på internettet. Man må nok bare se i øjnene, at de netmedier, der leverer publicisme på nettet – bortset fra DR og TV2 – i vidt omfang er ejet og drevet af aviserne. Så skal aviserne hente støtte fra to forskellige kasser, en til print og en til net, går det nok også.
Det er muligt, at vi fremover kommer til at se netmedier, som alene vil blive finansieret af offentlig støtte og kun i meget lille grad selv er i stand til at skabe indtægter, altså en slags privatejede, men offentligt finansierede netmedier. Men jeg er ærlig talt i tvivl om, hvor interessant det er at etablere den form for statsmedier.
Skal et internetmedie, der primært har sine indtægter fra dyre abonnementsordninger, som gør det umuligt for en almindelig borger at blive abonnent, have statsstøtte? Skal et medie, som kun kan skaffe en million kroner i indtægt, men har brug for tre millioner kroner om året for at kunne løbe rundt, have to millioner kroner i statsstøtte?
Pressens dilemma drejer sig ikke bare om fordelingen af den offentlige mediestøtte, men om hvordan man fremover sikrer en uafhængig journalistik, der når ud til så mange borgere som muligt. Med mindre internetmedierne er i stand til at komme op med gode bud på, hvordan der kan udvikles et vist økonomisk grundlag på nettet for at drive public service-journalistik, er jeg overbevist om, at støtten til dagbladene med deres satsning på nettet, er givet rigtig godt ud – også fremover.