DILEMMA: Jo, vi har da ytringsfrihed, men...
Af Peter Orry Jensen, adm. direktør og ansv.chefredaktør, JydskeVestkysten
Sådan sagde mange politikere under Muhammed-krisen for seks år siden, og nu siger nogle af dem det igen. De vil ikke – siger de da – anfægte mediernes frihed, men de vil nu alligevel godt blande sig, hvis de kan komme af sted med det. Denne gang er det Pressenævnet, de vil sætte til både at agere domstol og forsideredaktør.
Bannerføreren er socialdemokraten, der ikke blev kulturminister. Mogens Jensen foreslår, at Pressenævnet skal kræve fejl begået på forsiden rettet på forsiden, og han synes også, at nævnet skal have lov til at idømme medierne bøder. Han rejser sine krav uden nogen form for dokumentation for et voksende problem, og han gør det meget belejligt som led i de kommende forhandlinger om mediestøtten. Man fornemmer hensigten og bliver forstemt.
Det er slemt, at et folketingsmedlem vil lade et statsligt organ redigere medierne og lade andre end domstole få del i den dømmende magt, men i Mogens Jensens tilfælde er det måske ikke så overraskende. Det er det nok heller ikke, at Per Clausen fra Enhedslisten stemmer i. Derimod må man vel overraskes over og dybt beklage, at også de borgerlige medieordførere med Venstres Ellen Trane Nørby i spidsen synger med på sangen om øget statslig indblanding.
Man ser situationen for sig: Vi har på JydskeVestkysten begået en fejl i en historie på forsiden, og vi bliver af Pressenævnet pålagt at rette i samme opsætning og på samme side – måske den dag, da vi burde have fortalt vores 200.000 læsere, at Obama er blevet genvalgt, at der er udskrevet folketingsvalg, at der bygges en motorvej mellem Esbjerg og Tønder, eller at Danfoss er blevet solgt. Det må ind i avisen, for staten har redigeret vores forside og fundet, at rettelsen er den bedste historie.
Samtidig bliver vi idømt en klækkelig bøde af et Pressenævn, som ganske vist har en dommer som formand, men som ellers er sammensat af redaktører og journalister suppleret med repræsentanter fra folkeoplysningsforbundene. Kloge og forstandige folk, utvivlsomt, men uden juridisk ekspertise og derfor ikke kvalificerede til at afsige en dom – og skal den i øvrigt som rigtige retssals-domme kunne ankes og i givet fald til hvilken instans, Mogens Jensen?
Nej, lad os få tingene bragt i det rigtige perspektiv: danske medier begår fejl – ikke specielt mange og sjældent rigtigt alvorlige. Vi er vildt opmærksomme på at rette dem, inden Pressenævnet kommer i spil, for gør vi det ikke, mister vi den troværdighed, vi lever af. Vi efterlever nævnets kendelser til punkt og prikke og har i stor enighed i branchen netop vedtaget at give rettelserne en fremtrædende placering, typisk på side 2.
Tingene går stærkt, og det er fint også at kigge på Pressenævnet. Vi kan sagtens diskutere længere klagefrister og andre moderniseringer, men hvis vi med nogen troværdighed skal kunne kritisere statslig styring af medier i lande, vi nødig vil sammenlignes med, skal vi have et nævn, som lader domstole om at dømme og medier om at redigere.
Ellers vil vi for alvor kunne sige: Jo, vi skal da have ytringsfrihed, men...