Dilemma: Journalistisk kvantitet kontra publicistisk kvalitet
Lad os tage den glade nyhed først: Ny forskning viser klart og tydeligt, at dagbladsredaktioner producerer hovedparten (71 procent) af de originale nyheder i Danmark. De fleste publiceres stadig først på print, men en stigende andel laves specifikt til nye medier. Netaviserne, hvoraf den første blev lanceret for 13 år siden, behandles nemlig ikke længere konsekvent som pattebørn. De er efterhånden konfirmationsmodne. Hvis de vel at mærke kunne udstyres med en rentabel forretningsmodel.
Den dårlige nyhed er, at betalingsvilligheden er på retur. Siden vi første gang gennemførte Projekt Nyhedsuge, er antallet af faste aviskøbere sivet med 20 procent. Læsertallene er ganske vist ikke reduceret i samme takt. Men prognoserne fra mediestøtteudredningen tyder på, at sivningen fortsætter. Hertil kommer faretruende fald i annonceomsætningen.
Lad mig også nævne en nyhed, der vel både kan tolkes som god og dårlig: Med en massiv stigning i nyhedsmængden fra små 32.000 redaktionelle enheder i 1999 til over 75.000 i 2008 er vi tilsyneladende nået et mætningspunkt. Hvor to tredjedele af danskerne i 1999 kunne nævne en eller flere nyheder, de fandt relevante, er opmærksomheden nu faldet til 51 procent.
Det er ikke min opgave at drage strategiske konsekvenser af denne udvikling. Det overlader jeg trygt til medielederne rundt om på landets selvstyrende bladhuse. Men hvis nogen skulle spørge om forskningsbaseret råd, vil jeg plædere for mere publicistisk kvalitet. Også selvom jeg under dataindsamlingen til Projekt Nyhedsuge har lagt øre til mange versioneringer over devisen: ”Bare der er nok, bliver der ingen brok!”
Kvalitetssikringen kan ske på flere måder. Systematisk efterkritik er en af dem. Konceptudvikling en anden. Reduceret udgivelsesfrekvens en tredje. Lad mig supplere med ideen om publicistiske varedeklarationer.
Metodikken uddybes i bogen ”Hvor kommer nyhederne fra?”, der netop er udgivet af forlaget Ajour. Kort fortalt går det ud på kun at lave nyheder, som er relevante for nogen – og vel at mærke ikke kun for journalisten selv eller hendes kilde. ”Nogen” behøver ikke at være ”Ane i Kæret”. Det kan også være segmenterede nicher, demokratiske borgere med behov for almen oplysning og begavet debat.
Pointen er altså ikke, at nyhederne skal kommercialiseres eller standardiseret. Tværtimod drejer det sig groft sagt om at finde det optimale mix mellem det bruger-relevante, det kilde-relevante og det samfundsrelevante. Uden at miste den journalistiske professionalisme.
En sådan afvejning skal ikke være fuldstændig ens på et licensfinansieret web-medie, et abonnementsbaseret dagblad og en løssalgsafhængig tabloid. I en tid, hvor brugerne har svækket både opmærksomhed og betalingsvillighed, kan prioriteringerne derfor ikke overlades alene til praktikanter og redaktionssekretærer. Der må publicistisk medieledelse til.
Skribentens synspunkter er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Danske Dagblades Forenings.