DILEMMA: Stalin eller Gutenberg?
Personlige oplysninger lagres og gemmes som aldrig før. Er det starten på et nyt demokrati eller diktatorens våde drøm?
En kendt dansker anholdes og sigtes for salg af narkotika. Retten nedlægger navneforbud – men forinden er hendes navn ude i nogle medier – og så er det for sent. Pandoras æske er åbnet, nettet glemmer ikke, og alle er kun en Googlesøgning fra at finde hendes rigtige identitet. Navneforbuddet har reelt ingen effekt, og ingen kan gøres ansvarlige for overtrædelsen. Juraen er sat skakmat af teknologien. Er det rimeligt?
En anden dansker udtaler sig som ung om sin homosexualitet til en avis. 15 år efter er han godt gift (med en kvinde) og på vej mod en fin karriere i bankverdenen. Men artiklen ligger stadig på nettet, og han henvender sig nu til avisen for at få artiklen fjernet, da han mener, at den er en hindring for hans karrieremuligheder og pinlig for hans børn. Men redaktøren nægter at fjerne artiklen, da den ”jo har været offentliggjort med hans eget samtykke”. Er det rimeligt?
En borgmester i en mindre fynsk by går amok og truer flere personer med et jagtgevær. Han idømmes en betinget dom for trusler. Fem år senere er hans straffeattest ren igen – men på Google kan man stadig finde sagen, hvis man søger på hans navn. Og sagen vil følge ham til han dør – og længere endnu. For nettet glemmer ikke. Er det rimeligt?
Tre virkelige eller tænkte eksempler på sager, som vi kommer til at se rigtig mange flere af i de kommende år. Begreber som ”registersamfundet” eller ”overvågningssamfundet” kunne i 70-erne stadig fylde humanister med gru, når de forestillede sig, hvilken magt, der lå i at indsamle og ”samkøre registre” med informationer om borgerne. For at dæmme op mod denne 1984-vision, fik vi Persondataloven og Datatilsynet for at beskytte os mod misbrug.
Men teknik-udviklingen har overhalet lovgivningen indenom. Google indsamler og systematiserer i dag personoplysninger i et omfang, der ville have gjort Stalin endnu rødere af misundelse. En del af disse oplysninger kommer fra medierne, der er omfattet af Medieansvarsloven og dermed af en vis grad af regulering. Men rigtig meget indhold i Googles register kommer fra kilder, der ikke har samme udgiveransvar som medierne – fx blogs.
Google vil hævde, at ansvaret må ligge hos de personer, der har stoffet liggende på deres hjemmesider. Men har den, der gør stoffet søgbart og tilgængeligt virkelig intet ansvar? I så fald har retssagen om ”The Pirate Bay” haft det helt forkerte udfald.
Virkeligheden for medierne har også ændret sig: Tidligere var gårsdagens avis lynhurtigt glemt – eller i hvert fald gemt væk i en mørk bibliotekskælder. Nu er den kun et tastetryk væk. Juraen siger, at en artikel, der er lovligt publiceret i et medie, uden videre kan gemmes i en database – som fx Infomedia. Hvis en person vil klage over artiklen, skal han gøre det til Pressenævnet inden fire uger efter offentliggørelsen. Men når en artikel er to, ti eller 40 år gammel, så kan den stadig være skadelig for den pågældende person. Faktisk kan det være MERE skadeligt at hale en for længst glemt sag ud af mørket mange år efter. Det er en ny del af mediernes publicistiske ansvar, som vi må tage på os.
I dag er ”registersamfundet” en realitet – med en vigtig forskel: Staten har ikke monopol på alle oplysningerne. Adgangen er demokratiseret, så vi ALLE kommer til at vide langt mere om hinandens nutid og fortid, end vi gjorde tidligere. Det giver øget gennemsigtighed i samfundet. Det bliver sværere at lyve og at holde ting skjult. Både vi som privatpersoner og samfundets magthavere bliver mere transparente og nemmere at kontrollere. Vores viden bliver mangedoblet, når vi har mængder af informationer tilgængelige med et minimum af indsats. Og når den betydelige kulturarv, som aviserne repræsenterer, bliver gjort tilgængelig – til glæde for hele befolkningen.
Men bagsiden er tydelig: Den beskyttelse, som burde ligge i Persondataloven, er i realiteten sat ud af kraft. Loven (som i forvejen er fuld af forvirrende undtagelser og forbehold) er komplet undermineret af udviklingen og vi skal gøre vores politikere opmærksomme på, at de bør revidere loven, så den igen følger udviklingen i samfundet og teknikken.
Endelig får vi som medier et nyt ansvar for at forklare vores kilder, at spillereglerne har ændret sig. Det vil sige, at vi som medier har et øget ansvar for at gøre det klart for vores kilder, at de ikke bare udtaler sig til avisen i morgen. Alt, hvad de siger, kan og vil blive gemt for fremtiden og kan bruges imod dem. For nettet glemmer ikke.