Lytternes og seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, er netop blevet valgt som præsident for den internationale forening for ombudsmænd i nyhedsmedier: The Organization of News Ombudsmen (ONO). Det skete ved foreningens årlige konference på Reuters Institute i Oxford i England, skriver DR.
Jacob Mollerup, der er 57 år, har været lytter- og seerredaktør i DR siden 2004. Han er blandt andet DR’s ankeinstans, når det gælder klager over brud på DR’s programetik. Som brugernes "vagthund" i DR skal han også sikre, at DR reagerer på relevant kritik.
Det er første gang, at foreningens formand kommer fra tv og radio. På foreningens netop afholdte konference i Oxford, var der også for første gang flere lytter- og seerredaktører end avisfolk.
ONO har medlemmer fra 20 lande fordelt på fem kontinenter. Foreningens formål er at være møde- og debatsted for medie-ombudsmænd verden over. I ONO udveksler man erfaringer og arbejder for at udbrede princippet om selvregulering til nye medier og nye lande. Grundlaget er at ansvarlige medier må være åbne og vise, at de tilstræber høje etiske standarder i deres nyhedsformidling.