Et nyt nummer: 7030 1212, en ny mail 1212@dr.dk og SMS 1212 N skal gøre det muligt fremover at sende et nyhedstip til reporterne i DR Nyheder.
”Vi ønsker generelt at styrke DR som fællesskabets mediehus. Det gør vi nu også ved at øge DRs tilgængelighed, så danskerne let kan komme i kontakt med os, hvis de har et tip til en god historie”, siger redaktionschef Jens Grund fra DR Nyheder i en pressemeddelelse.
Det bliver DR Nyheders to nyudnævnte nyhedsredaktører, Niels Klit og Lau Rabjerg-Eriksen, som får ansvaret for tiptelefonen.
Reporterne vil selvfølgelig sortere professionelt og journalistisk i henvendelserne, forklarer Lau Rabjerg-Eriksen:
”Derfor vil vi være nødt til at skuffe nogle af borgerne med, at deres tip ikke er væsentligt, interessant eller principielt nok - eller ganske enkelt ikke kan dokumenteres.”
Telefonen er bemandet i dagtimerne alle ugens hverdage.