I sit nye mediepolitiske udspil lover DR flere nyheder: De unge skal tilgodeses ved at udvikle en særlig nyhedsredaktion, som leverer ungdomsstof til alle relevante programmer og platforme, skriver MediaWatch.
Derudover vil DR gerne producere flere regionale nyheder. Målet er både at få flere regionale indslag med lokal relevans og samtidig mulighed for at få flere historier fra hele Danmark ud gennem de nationale nyhedstilbud. Bemandingen skal styrkes og der skal etableres basale tv-faciliteter i alle 11 distrikter.
Den tanke vil næppe hue de regionale medieaktører, som tidligere har plæderet for, at DR skal neddrosle den regionale dækning, ikke mindst online, bemærker MediaWatch.
Udlandsdækningen skal også styrkes, bl.a. fordi der bliver skåret i antallet af korrespondenter på de kommercielle medier. DR vil gerne etablere et fleksibelt netværk af korrespondenter fra verdens brændpunkter.
Dele af denne planlagte nyhedsudvikling er afhængig af en pristalsregulering af licensen på 170 mio. kr. mere i posen årligt, oplyser DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen.