DR's hjemmeside for kulturstof er i gang

Oprettelsesdato 29. januar 2010

Tirsdag lancerede DR dr.dk/kultur, der skal samle både korte nyheder, længere artikler, radio og tv.

DR's nye hjemmeside for kultur, dr.dk/kultur, blev lanceret tirsdag med nyt design og en mere samlet formidling af kulturstoffet.

Hvor kulturnyhederne tidligere var del af dr.dk/nyheder, og det længere kulturstof lå på Kulturguiden, samles nu alle kulturhistorier fra alle DR's kulturproducerende programmer. Det gælder både korte nyheder, perspektiverende historier, reportager, portrætter og anmeldelser.

DR håber, at de korte kulturnyheder vil lede brugere videre til det øvrige kulturstof.

"Kultur har altid været en vigtig del af indholdet på dr.dk, men tilbuddene har ofte levet spredt. Med en ny samlet indgang til nyheder, tv, radio og klubber håber vi, at endnu flere vil finde veje til at blive inspireret og tage del i kulturstoffet", siger Nicolai Porsbo, kanalchef på dr.dk. i en pressemeddelelse.

"Tidligere har vi haft fokus på fysisk at samle forskellige kulturproduktioner i DR på vores site "Kulturguiden". Men vi fandt ud af, at mange brugere interesserer sig for kulturnyheder, og at nyhederne var deres indgang til kulturuniverset. Derfor har vi valgt at lade nyhederne være basen for vores site. Derfra håber vi, at brugerne finder videre til de dybder og reportager, der findes i resten af vores kulturtilbud i DR", siger Petter Åttingsberg, redaktør på dr.dk/nyheder.

Journalisterne Marie Ravn og Rasmus Strøyer har udviklet sitet og skal sørge for den daglige drift og kontakten til DR's øvrige kulturredaktioner.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk