Rupert Murdoch’s seneste udmelding om, at News Corporations nyhedssite ville gå over til en betalingsmodel er i høj grad blevet set som ”vink med en vognstang” til andre avisforetagender om at gøre det samme.
Nu følger også The Economist efter. Yvonne Ossman, der er udgiver af The Economist i Storbritannien, afslører overfor Media Week, at man ville gå over til en betalingsmodel efter afslutningen af en evaluering.
Tiltaget gennemføres af Ben Edwards, som er udgiver af Economist.com og man vil kigge på forskellige betalingsmuligheder bl.a. en mikrobetalingsmodel i stil med iTunes.
Economist.com tilbyder i øjeblikket deres læsere gratis adgang til nyhedsindholdet på sitet inklusiv nyhederne fra deres ugentlige magasin. Redaktionel tekst, der er mere end et år gammel, tages der dog betaling for.
Tiltaget i retning af betalingsmodellen, som forventes introduceret indenfor det næste halve år, markerer noget af et skift for produktet, som i 2007 overvejende gik over til gratismodellen.
Den har tidligere været en blanding af betalings- og gratismodel, før man besluttede at gøre indholdet gratis på hjemmesiden i september 2006.