Egmont ansætter tre digitale direktører

Oprettelsesdato 5. marts 2010

Nordisk Film, Egmont Kids Media og Egmont Magasiner får hver sin digitale direktør

Egmont koncernens helejede divisioner Nordisk Film, Egmont Kids Media og Egmont Magasiner, får nu hver sin digitale direktør. Formålet er klare ambitioner om digital udvikling og indtjening, skriver Markedsføring.

”Vi arbejder kontinuerligt på at gøre Egmont mere digital. Vi har mange stærke brands og medievirksomheder, som tænker og arbejder tværmedielt. Ansvaret ligger godt placeret ude i frontlinjen. Nu bygger vi oven på det med nye chefer for at styrke transformationen og for at styrke udviklingen af forretningsmæssige projekter”, siger koncernchef i Egmont, Steffen Kragh, ifølge Markedsføring.

Hos Egmont Magasiner er det Cato Broberg, som også skal varetage en stilling som direktør for forretningsudvikling og teknologi i norske Hjemmet Mortensen, der er en del af Egmont Magasiner. Han kommer fra en stilling som direktør for udvikling og it i Orkla Media/Mecom.

Egmont Kids Media får Jørgen Nilsson, som kommer fra en stilling som direktør for forretningsudvikling i Egmont Serieforlaget i Norge.

Hos Nordisk Film bliver det Christian Lund, tidligere redaktør og administrerende direktør på kino.dk.
 
Foruden ansvaret i deres respektive divisioner, skal de nye direktører også tage del i udviklingen af Egmont koncernens samlede digitale strategi, heriblandt etableringen af to digitale centre i henholdsvis Oslo og København. De skal medvirke til at skabe nye og kreative miljøer for projekter, der ikke er knyttet til Egmonts eksisterende brands, skriver Markedsføring.

Tilbage til nyhedsbrev



Danske Dagblades ForeningSkindergade 71159 København KTelefon 3397 4000Fax 3314 2325E-mail: ddf@danskedagblade.dk