Fra 1. december lancerer Ekstra Bladet e-magasinet Motor. I e-magasinet integreres video, billedgallerier og interaktive elementer som konkurrencer direkte i siderne.
"Det giver nogle nye og spændende muligheder for annoncørerne. Når en bruger har set videoen med den nye Opel Astra, vil han eller hun kunne reservere en prøvetur direkte i magasinet blot ved at indtaste e-mail og telefonnummer," siger chefredaktør Poul Madsen i en pressemeddelelse.
Ekstra Bladet Motor skal være en test af e-magasinformatet, som har succes i USA, mens der ikke er mange danske erfaringer at trække på ifølge MediaWatch.
E-magasinet skal udkomme 12 gange om året og produceres af NetPublications. Chefredaktør bliver Christian Frost, der i mange år har arbejdet med bl.a. Bil Magasinet.